’Den næstsidste’: Stilsikker dansk debut bevæger sig mellem voldeligt ubehag og sort komik
Mennesker sidder fast. Det er i hvert fald grundpræmissen for Jonas Kærup Hjorts spillefilmdebut.
’Den næstsidste’ er en kafkask og tragikomisk fortælling om en stakkels vandaflæser, spillet af Joen Højerslev, der skal gøre status i en afsidesliggende, kæmpestor betonbygning. Fra første sekund har han umådeligt svært ved overhovedet at finde frem til den kolde og sparsomt indrettede boligbloks vandmåler – og vejen ud igen.
Det gør det ikke nemmere, at huset er beboet af en samling sørgelige, uhyggelige og bizarre personer, der synes at bære på hele menneskehedens frustrationer, og som er decideret umulige at tale til fornuft.
En ældre herre forsøger hver dag at tage sit eget liv, men har aldrig modet til det. En usikker kvinde udsletter sin partner på grund af en altopslugende trang til at blive elsket. Og et enægget tvillingepar følger efter vores hovedperson og mimer alle hans bevægelser uden at ytre et eneste ord.
Tiden står både stille og går alt for hurtigt i dette syrede parallelunivers, og som vandaflæseren tilsyneladende tilbringer mange år i bygningen, begynder han også at ligne de forkvaklede skikkelser omkring sig.
Det er en kæmpestor fornøjelse at opleve en så stilsikker debutfilm som ’Den næstsidste’. I sit første arbejde med det lange format er Kærup Hjort nemlig lykkedes overbevisende med at overføre det mørke visuelle udtryk fra sin kortfilm ’Om en måned’. Instruktøren maler en særegen mareridtsvision med velkomponerede, grynede og mestendels statiske billeder, hvis støvede farvepalet sjældent bevæger sig langt væk fra grå og brune nuancer.
Den nærmeste filmiske sammenligning må være Roy Anderssons sene, surrealistiske filmperler som ’Sange fra anden sal’ og ’Om det uendelige’. Ligesom hos den svenske ener bevæger Kjærup Hjorts absurde karaktertegninger sig nemlig konstant mellem voldeligt ubehag og sort komik.
Som tilfældet ofte er med debutfilm, går ’Den næstsidste’ dog også en smule på kompromis med sin fortælling til gengæld for det stærke udtryk. Filmen kan godt være lidt af en udfordring at komme igennem.
I de gentagne forsøg på at slippe fri af sit fangenskab oplever vandaflæseren næsten udelukkende stilstand og ligegyldighed, og dermed er der jo ikke specielt stor fremdrift i fortællingen. Med en spilletid, der runder to timer, og en handling, der næsten kun udspiller sig på samme lokation, sætter ’Den næstsidste’ altså ikke bare hovedpersonens, men også publikums tålmodighed på prøve.
Omvendt er det virkelig forfriskende at se en dansk spillefilm, som tør byde sit publikum på en så udfordrende, sær og (bevidst) distancerende fortælling. Modet til at lave en film, der i dansk filmkontekst føles helt igennem anderledes, lover særdeles godt for Jonas Kærup Hjorts fremtidige karriere.
Kort sagt:
Debutfilmen ’Den næstsidste’ er en surrealistisk mareridtsvision, som med sit imponerende visuelle udtryk skiller sig ud fra andre danske film.