’Dopesick’: Vred og medrivende serie om autentisk amerikansk skandale
Om noget er ’Dopesick’ vigtig. Serien borer sig ned i den opioidkrise, der ikke mindst martrer den amerikanske middelklasse, og som er langt mere omfattende, end de fleste nok har erkendt.
Titusindvis af amerikanere dør hvert år af overdoser, og for mange starter forfaldet med noget så simpelt som en recept på smertestillende piller.
En stor del af tragedien kan spores tilbage til et enkelt medicinalfirmas griske ugerninger i 1990’erne.
Så det er med god grund, at ’Dopesick’ bruger indignationen som brændstof i fortællingen om den mørke medicinalgigant, Purdue Pharma, med familien Sackler i front, der fremstiller lægemidlet OxyContin og slynger det ud på markedet som et mirakelmiddel.
Firmaet fortalte amerikanerne, at pillen kunne lindre deres kroniske smerter, men de løj, da de – med et mistænkeligt stempel fra det amerikanske lægemiddelagentur i ryggen – påstod, at under én procent ville blive afhængige af dem.
Tallet var højere, langt, langt højere.
Ofrene blev i vidt omfang de arbejdere, der knokler i kulminer, på byggepladser og oliefelter, og som har smerter i knæ og ryg og skuldre efter et liv med asen og masen.
’Dopesick’ genfortæller tragedien fra pillens indtog på markedet til det juridiske opgør mod Purdue Pharma mange år senere. Det gør den i flere forskellige spor: Vi følger sælgerne, arbejderne, skurkene, anklagerne og lægerne.
Det bedste er det sidste. Michael Keaton er knaldgodt selskab som travl læge i en Virginia-flække, hvor kulminen slider arbejderne op og tvinger dem forbi briksen. Hans intentioner er rene, men ligesom massevis af andre læger, bliver han forført på smertekonferencer, smurt med fastfood og gavekurve af salgsfolk og brugt som værktøj i medicinalskurkenes skumle plan.
Han skriver recepter på de piller, som ender med at slå flere af hans patienter ihjel, og det er en kendsgerning, der næsten ikke er til at bære, hverken for ham eller os.
Seriens portræt af ofrene, kulminearbejderne i Trumps kerneland, overbeviser ikke i samme grad. Filmskaberne kaster et progressivt blik på samfundsgruppen og lader fortællingen rotere om Betsy, en lesbisk kvinde (stærkt spillet af Kaitlyn Dever), som ønsker at bryde ud af minen og de kvælende fordomme.
Det er indlysende sympatisk, men efter de første tre afsnit virker det også som en afsporing af emnet – som plottet i en anden serie – når ’Dopesick’ gennem Betsys øjne udforsker miljøets gammeltestamentlige moral midt i en fortælling om fysiske smerter, der fører til misbrug.
Det kniber lidt med at blive i øjenhøjde med blue collar-folket, og det er måske sigende, at lydtapetet består af drømmende indierock fra Mazzy Star, når vi befinder os i autocamperen.
Heller ikke portrættet af slynglerne er særlig elegant. Ellers dygtige Michael Stuhlbarg overspiller vildt som Purdue-bagmanden Richard Sackler, med karikeret hæs røst, nedadvendte mundvige og mekanisk oprejst løbestil. »Vi vil kurere verden for dens smerte,« hvisker han, så ildevarslende og megalomant, at han kun mangler en roterende stol og en hvid kat på skødet.
Det er dog snarere et irritationsmoment end en dealbreaker i en serie, der ikke bare er vigtig, men også underholder konstant.
Efterforskningen af Purdue Pharma er den narrative nerve i serien, og filmmagerne, anført af hovedforfatter Danny Strong (’Empire’) og instruktørveteran Barry Levinson (’Rain Man’), smeder effektivt scener sammen fra før og efter årtusindeskiftet, uden at pulsen daler.
Man sluger det råt, når en dynamisk advokatduo og Rosario Dawsons efterforsker forsøger at fælde medicinalgiganten med jura og beviser.
Det er en klassisk fortælling om de få retskafnes kamp mod de store skurke. Velresearchet, vred og medrivende – mere end menneskeligt vedkommende.
Anmeldt på baggrund af de første tre afsnit.
Kort sagt:
’Dopesick’ udruller grundigt og medrivende opioidkrisens oprindelse – trods stedvist overspil og et halvbagt portræt af Trumps kernevælgere.