’Gritt’ på CPH PIX: Det er umuligt at tage øjnene fra den grænseoverskridende hovedperson i ny film
CPH PIX Weekend. Som kunstner må man være dedikeret og kompromisløs, og nogle gange må kunsten altså komme før de menneskelige hensyn. Vi accepterer, at det er offeret værd, når resultatet er stor og vigtig kunst. Den historie har vi hørt mange gange før, ligesom vi kender historien om den underkendte kunstner, hvis talent ikke bliver anerkendt i sin samtid.
Norske Itonje Søimer Guttormsen tilfører med sin debutfilm ‘Gritt’ en ny variation til kunstnerfortællingen: Historien om en kunstner, hvis talent og formåen ikke lever op til hendes selvforståelse. Hovedpersonen Gritt (Birgitte Larsen), en uforløst performancekunstner i midten af 30’erne, opfører sig som et egocentrisk, navlepillende røvhul, men kvitterer ikke med det kunstneriske output, der retfærdiggør det. Hun føler sig som et uretfærdigt udstødt misforstået geni, men har måske i virkeligheden bare ikke talentet til at bryde igennem.
‘Gritt’ er et episodisk portræt af sin kompromisløse titelpersons kamp for at blive del af det alternative perfomancekunstmiljø og få afløb for sine kreative ambitioner. Efter flere år i udlandet er hun vendt tilbage til Oslo, hvor hun endnu engang prøver at bryde igennem det lukkede miljø. Vi møder hende dog først i New York, hvor hun står modvilligt i skyggen af sin skuespillerveninde Marte (Marte Wexelsen Goksøyr), der har Down’s Syndrom, og som hun agerer medhjælper for.
Som et lyspunkt på turen ramler hun til gengæld tilfældigt ind i den eksperimentelle teatergruppe The Living Theatre og falder i snak med truppens kunstneriske leder, Brad Burgess, der spiller sig selv.
Tilbage i Oslo bliver hun knust over at få afslag på støtte fra Kulturrådet til sit planlagte samfundskritiske performanceværk ‘Den hvide betændelse’ på grund af sin manglende erfaring. På opfordring fra Burgess opsøger hun Grusomhetens Teater, hvis leder Lars Øyno takker nej til at producere hendes værk, men giver hende lov til at hjælpe til på teatret. Senere giver han hende generøst lov til at overnatte på teatret, da hun er blevet de facto hjemløs, og giver hende et job med at filme en gruppe flygtninge.
Det kunne været gået godt, men Gritt tager hele hånden, overskrider alle grænser og misbruger tilliden fra de mennesker, der rent faktisk hjælper hende.
Gritt er svær at holde af, både for sine omgivelser og for publikum, fordi hun hverken besidder humor, selvindsigt, filter eller det sædvanlige kvindelige pleaser-gen. Hun er som en opmærksomhedskrævende ven, man allerede er lidt træt af, når hun kommer ind ad døren. Men netop fordi hun ikke prøver at indynde sig, men går benhårdt efter det, hun vitterligt tror på, er hun også spændende og forfriskende som karakter.
Gritt er en videreudvikling af Itonje Søimer Guttomsens kortfilm ‘Retrett’, og man kan mærke, at instruktøren og Birgitte Larsen har arbejdet grundigt og længe med karakteren, der fremstår dybt autentisk. De dømmer ikke Gritt, men lader det være op til publikum at fatte sympati eller ej. Træffer hun dårlige beslutninger af frustration over at blive udstødt og forhindret i at udtrykke sig? Eller er hun i virkeligheden sin egen værste fjende og forbliver outsider, fordi hun i bund og grund kun tænker på sig selv og udnytter andre mennesker?
Er hun produktet af en snobbet kulturbranche, hvor man er nødt til at have spidse albuer og tale bullshit for at komme frem? Er hun talentløs eller bare uheldig?
Uanset hvad er det umuligt at tage øjnene fra Gritt, takket være Birgitte Larsens hudløse tour de force-præstation og Søimer Guttomsens intense og nysgerrige undersøgelse af et fejlbehæftet og i stigende grad virkelighedsfjernt menneske i frit fald.
Kort sagt:
Norske ‘Gritt’ er et fascinerende portræt af en kompromisløs wannabe-performancekunstner, hvis ambitioner overgår talentet.