’The Sacred Spirit’ på CPH PIX: Kan man forstå en konspirationsteoretiker? Absurd humoristisk film gør et flot forsøg
CPH PIX Weekend. Det er lidt af en bedrift, når en debutinstruktør fastslår så distinkt en stil, som spanske Chema García Ibarra gør i ’The Sacred Spirit’ – en absurd humoristisk fortælling om de historier, vi fortæller os selv for at få tilværelsen til at give mening, der balancerer deadpanhumor og store tragedier på en knivsæg.
Bedriften bliver kun større, når instruktøren mod slutningen hiver tæppet væk under publikum med en virtuos afslutning, der formår at binde den groteske historie om en konspiratorisk skare af ufologer, der tror på en profeti om rumvæsenernes komme, sammen med en kidnapningssag og et forbrydersyndikat, som stjæler organer og sælger dem på det sorte marked.
Omdrejningspunktet for ’The Sacred Spirit’, der modtog en special mention på årets Locarno Film Festival, er næstformanden i ufoforeningen, José Manuel, som pludselig står med ansvaret for at opfylde den sagnomspundne profeti, da formanden Julio pludselig dør. José tror på, at der findes en form for aliens i rummet, der forsøger at kommunikere med jordboerne og løfte dem til et højere bevidsthedsniveau.
Ibarra tegner et gennemført portræt af en flok ensomme eksistenser, der desperat leder efter mening med livet. Et mikrokosmos, hvor konspirationsteorier brager ud fra de konstant tændte fjernsyn med reklamer, der proklamerer ting, som at evigt liv er det mest menneskelige på jorden.
Men han finder også en empatisk varme i fortællingen om José Manuels søster, der har mistet sin datter 25 dage forinden i en mystisk kidnapningssag, som langsomt, men sikkert kædes sammen med profetien om den snarlige forening med de fremmede fra rummet.
Særligt vellykkede er scenerne mellem Manuel, hans søster og tvillingesøsteren til den kidnappede datter, som er en konstant påmindelse om deres tab. De elsker hinanden, men ved ikke helt, hvordan de skal vise det – her bliver madlavningens kunst og dens forsonende kraft afgørende i en særligt rørende scene.
Filmen er optaget i Ibarras hjemby, Elche i Spanien, udelukkende med amatørskuespillere på rollelisten. Det giver en friskhed til fortællingen, der nænsomt tegner et socialrealistisk portræt af byen og dens beboere, som finder et holdepunkt i livet gennem umage fællesskaber som ufoforeningen, clairvoyance og vandreklubber.
Selvom filmen dyrker det absurde i dens mange konspirationsteorikere, gør den også en dyd ud af at forstå sine misforståede karakterer, og hvad der driver deres søgen efter en alternativ sandhed om livet, som gør det let for andre at manipulere dem med falske historier.
Og måske er nogle af teorierne faktisk slet ikke så tossede endda.
Kort sagt:
Spanske Chema García Ibarra hiver tæppet væk under publikum med en af årets mest mindeværdige slutscener i ‘The Sacred Spirit’, der med en Yorgos Lanthimos-lignende deadpanhumor nænsomt skildrer en gruppe tragiske konspirationsteoretikere.