Artiklen indeholder spoilers for ’Ted Lasso’ sæson 2.
KOMMENTAR. En af de hyggeliste serier på tv.
Feel good-fodbold til en regnvejrsdag. Et morsomt blik på kultursammenstødende mellem amerikansk lalle-optimisme og ærkebritisk sarkasme i klubfodbold.
Apple TV+’s ’Ted Lasso’ kom, så og sejrede, da første sæson om Jason Sudeikis eponyme træner landede sidste år, og komedieserien scorede flotte syv Emmy’er tidligere på efteråret.
I kølvandet på andens sæsons nylige finale kan Lasso og co. bryste sig af en anmelderscore på 80 procent på Metacritic, men for mig at se er fodboldvennerne ved at drible sig ud på et overdrev, hvor seriens stadigt mere forcerede plots udstiller ’Ted Lasso’s største svaghed:
Manuskriptforfatter og producer Sudeikis’ velmenende hjerte banker ikke længere blot for at bandlyse hanekampsdunsten i omklædningsrummet, men også for at favne psykiske lidelser med et straight face, gøre op med alvorlige barndomstraumer og voldelige fædre, hylde ukonventionelle romantiske relationer, booste sunde venindeskaber og fortsat være alletiders varmeste, pusseløjerlige tv-knus.
Ambitionerne er for vidtrækkende og komikken for blød en bold til at binde de dramatiske, tonale udsving sammen. Og allerværst skurrer det i portrættet af seriens nye »skurk«: Den forhenværende milde medhjælper Nate (Nick Mohammed), der i sæson 2 sprang ud som et røvhul af dimensioner.
Den klassiske undermålerhistorie
Nates forvandling er på papiret lige så psykologisk spændende, som den i praksis får ’Ted Lasso’ til at spille sig ind i et hjørne.
Han er undermåleren, der i første sæson blev mobbet noget så grueligt af fodboldspillerne, indtil Lasso forfremmede ham til assisterende træner på baggrund af en række skarpe taktiske observationer.
På banen måtte Nate finde skrappe gloser frem for at få sine tidligere plageånder til at makke ret, men hvad der synede af en klassisk »lille mand får endelig oprejsning«-fortælling fik mørke nuancer, da Nates intense behov for at hævde sig i sin nyfundne status gled over i ubehageligheder.
Det første røde flag blev rejst i slutningen af sæson 1, da Nate i et øjebliks forvirring tror, at hans kvindelige chef er ved at fyre ham, og overraskende instinktivt spytter et »Heks!« efter hende. Replikken gav mig en besk smag i munden, navnlig fordi dens stærkt misogyne konnotationer ikke blev påtalt af de øvrige, ellers nok så hellige karakterer.
End of season og wtf skete der lige der?
I anden sæson bliver det anderledes klart, at ’Ted Lasso’ har en langsigtet plan med Nate, som stadig føler sig overset, navnlig af mentoren Ted (som til gengæld bakser med angst). Da en af Nates taktikker fører til et klassemål under en vigtig kamp, hyldes den assisterende træner på Twitter og i medierne, og Nate labber det i sig – som de fleste naturligvis ville, hvis deres hårde arbejde fik bred anerkendelse i offentligheden.
Nates udfordring er, at han ikke kan give slip, og da kommentarerne på de sociale medier tager en negativ drejning, sparker han hidsigt nedad på den purunge gut, der har overtaget hans gamle job som hjælper.
Mobbeofferet er selv blevet mobber. En velkendt tematik fra virkelighedens verden, men for al sin goodwill i hudfletningen af giftig maskulinitet spillerne imellem kan serien ikke finde ud af, hvordan den skal tackle Nates opførsel.
Manuskriptet fumler igennem scener, der går fra det overdrevent tuttenuttede (de kvindelige kolleger lærer »generte« Nate at sige fra overfor en snobbet – kvindelig – tjener) til det foruroligende (Nate tilsviner en queer-coded spiller på et perfidt personligt plan), tilbage til nuttet (Nate og de andre trænere agerer parterapeuter for hinanden) og pludselig virkelig ækle (Nate truer den unge medhjælper, og krænker en kollegas kæreste), mens man igen, igen bliver i tvivl om, hvad Sudeikis og de øvrige manusforfattere egentlig vægter højst:
Opretholdelsen af den overordnede hyggefaktor eller fordømmelse af Nate, hvis ageren bevæger sig et godt stykke ud over kanten i forhold til series øvrige »moralske« dilemmaer.
En kontroversiel prygelknabe
Det er lettere kontroversielt, at ’Ted Lasso’ perverterer en minoritetskarakters karriereambitioner og kvindesyn i en branche, hvor netop minoriteter har måttet kæmpe ekstra hårdt for lederjobs og anerkendelse.
Men for en serie, hvis hovedpersoner gør en næsten tåkrummende dyd ud af at prædike kammeratskab fra afsnit til afsnit, er det bemærkelsesværdigt, hvor få reaktioner Nates lede afføder helt op til sæson 2’s allersidste minutter, hvor maskerne falder og Nate accepterer et job som træner hos fjenden i det ultimative fuck you til Ted.
Her gemmer sig dog en pointe, om end den er kluntet leveret:
Ingen regner med, at Nate kunne finde på at dolke alle i ryggen, hvorfor han ’får længere snor’ af omgivelserne ud af naivitet og kollegernes/seernes indgroede, stereotype raceforestillinger om »inderen« som fjollet comic relief.
Giftig maskulinitet er ikke forbeholdt hvide, privilegerede mænd, minder serien os slutteligt om, da Nates higen efter at føle sig som en stor kanon får ham til at udvise stadigt mindre respekt for spillernes følelsesliv og kvinderne omkring ham (jævnfør hans kys på pr-manageren/medtræner Roys kæreste, Keeley).
Nates hår går sågar fra brunt til sølvgråt igennem sæsonen som et visuelt pejlemærke for, at Mr. Hyde er ved tage over – bare hvis vi nu ikke skulle have forstået det, hilsen serien, der spænder ben for sine karakterers troværdighed når den skipper et par siders dialog til fordel for en skurkeparyk.
Glødende Twitter-reaktioner
Reaktionerne på Nates historie har været så voldsomme på Twitter, at skuespilleren bag, Nick Mohammed, selv har kommenteret på debatten.
I et længere opslag forklarer han med eksempler, at Nates udvikling har været længe undervejs, men lister samtidig en række årsager til, hvorfor karakteren føler som han føler:
Mohammed virker som en fantastisk flink fyr, som både lytter til og går op i seernes engagement.
Men når han fremhæver, at Nate ikke får en af de reklame-espressomaskiner, der udelukkende var tiltænkt spillerne, og at Roy ikke reagerer vredt over Nates kys på Keeley, bestyrkes min fornemmelse af, at han og de øvrige kræfter bag serien ikke helt har styr på, hvad der kan betegnes som gangbare »mikroaggressioner« for smålige mænd (Mohammeds udtryk), der trigger et reelt personlighedsskift.
Sorry, mate, men den er ikke godtaget (hans opslag har da også genereret nogen kritik i kommentarfeltet, skønt de positive tilkendegivelser dominerer).
Hvor første sæson åbnede med billedet af Nate, der fra lang afstand og på dybt underlegen facon informerede Ted om, at han please ikke måtte betræde græsset på banen, slutter anden sæson med et close-up af karakteren, der signalerer en total magttransformation, mens han skuer ud over sit nye territorie.
Det havde der været en vis mørk poesi i, var det ikke, fordi ’Ted Lasso’ havde ofret for mange mellemregninger i sit forsøg på at bevare den gode stemning og simultant jonglere mindst fem plottråde for mange. Medtræneren Beard overværer eksempelvis flere af Nates grimme udfald, men griber hverken ind eller påtaler det overfor Nate eller nogen anden i et klassisk tilfælde af »nu gør vi sådan, fordi manuskriptet siger, at vi skal gemme krudtet til finalen, og ikke fordi, det giver nogen mening«.
Er der noget, ‘Ted Lasso’ elsker, så er det at bamsekramme spradebasser til fornuft, a la stjernespilleren Jamie Tartt, som i anden sæson blev grundigt rehabiliteret for sin møgungeattitude. Nate er imidlertid et mere problematisk bæst, hvis benådning ville underminere hele ’Ted Lasso’s eksistensgrundlag og sende et ærgerligt signal om, at konsekvenserne for regulært farlige handlemønstre ikke er større end som så, så længe man kan skyde skylden på daddy issues og buksevand.
Og derfor trækker jeg det røde kort, hvis sæson 3 så meget som overvejer at lukke ham ind i hyggeklubben igen.
‘Ted Lasso’ kan ses på Apple TV+.