’Last Night in Soho’: Edgar Wrights coming of age-gyser er visuel filmmagi

’Last Night in Soho’: Edgar Wrights coming of age-gyser er visuel filmmagi

Hvilken tidsalder ville du flytte ind i, hvis du havde en tidsmaskine? 

18-årige Eloise (Thomasin McKenzie), er ikke i tvivl. Hun er ganske enkelt besat af 1960’ernes løsslupne og glamourøse Swinging London.

Da vi møder hende på teenageværelset, plastret til med plakater af Twiggy og Audrey Hepburn, hjemme hos sin mormor i Cornwall, danser hun rundt i sin hjemmelavede 60’er-inspirede papirkjole til Peter and Gordons længselsfulde popbanger ‘A World Without Love’ på vinylen – indtil hendes mormor afbryder hende med et brev, der fortæller, at hun er blevet optaget på designskole i London. Hendes store drøm går i opfyldelse!

Så let skal det naturligvis ikke gå i Edgar Wrights coming-of-age-gyser, der som en variation over en klassisk cautionary tale om en ung kvindes farlige møde med storbyen advarer mod at romantisere fortiden uden blik for dens slagside.

Eloises mormor (Rita Tushingham) er nervøs, fordi Eloises mor havde samme drøm, men knækkede psykisk i London. Eloise har arvet sin mors skrøbelige sind, der også manifesterer sig i en forbindelse til det hinsides. Hun vil dog ikke høre tale om, at »London kan være overvældende« og tager glad afsted. 

Første nat på kollegiet lever ikke op til hendes forventninger, da hun bliver mødt af en intrigant og festglad roommate fra helvede (Synnøve Karlsen). I et lykketræf finder hun et værelse i Soho hos en streng, men flink ældre dame, Mrs. Collins (Diana Rigg). Værelset er ikke blevet ommøbleret siden 60’erne, hvilket blot gør det endnu mere perfekt. 

Thomasin McKenzie i ‘Last Night in Soho’. (Foto: UIP)

Her slutter filmens lyse og charmerende coming-of-age-eventyr à la Disneys ‘Cruella’ til fordel for en forførende og i stigende grad mørk feberdrøm. 

Første nat på hendes nye værelse drømmer Eloise sig tilbage til 1960’erne, hvor hun oplever verden gennem den aspirerende sangerinde Sandie (Anya Taylor-Joy), der selvsikkert insisterer på at aflægge audition på den legendariske natklub Café de Paris. I stedet fejer hun benene væk under agenten Jack (Matt Smith), der lover at gøre hende til en stjerne.

Eloise bliver så optaget af drømmene, at hun takker nej til at gå på date med sin søde studiekammerat, John (Michael Ajao), fordi hun glæder sig til at gå i seng hver aften. Hun bruger sine sidste penge på at anskaffe sig samme blonde frisure og hvide vintagefrakke som Sandie og får ros af sin lærer for sine 60’er-designs. 

Men snart udvikler drømmen sig til et mareridt, da Jack i stigende grad udnytter Sandie til ydmygende optrædener, lokkedue for mandlige gæster og prostitution. Og så tager den ekstremt skizofrene film endnu en drejning til en blanding af gyser og mordmysterium.

Jeg ville i virkeligheden helst have set den første film om Eloises designstudier og romance med John, krydret med nogle af de flotte drømmesekvenser. Når gyserelementerne tager over, begynder plottet at give mindre og mindre mening og kører i ring.

Det er prisværdigt, at Edgar Wright, der aldrig før har lavet film med kvinder i hovedrollen, forsøger sig med en feministisk pointe om fortidens seksuelle udnyttelse af kvinder, men filmens slutning kløjs i budskabet.

Anya Taylor-Joy og Matt Smith I ‘Last Night in Soho’ (Foto: UIP)

Til gengæld er filmen en kæmpe stilistisk fornøjelse: Fra 60’er-soundtracket med Anya Taylor-Joys à cappella-version af Petunia Clarks ‘Downtown’ som højdepunkt og Odile Dick-Miereauxs kostumer med max wow-faktor til den overbevisende forvandling af London, der skildrer 60’ernes Soho fra dets både dragende og skumle skyggesider. 

Og ikke mindst har Wright sammen med fotograf Chung-Hoon Chung og klipper Paul Machliss skabt visuel filmmagi i de overdådige drømmescener, hvor Eloise og Sandie spejler hinanden som dobbeltgængere, og Eloise både ser Sandie udefra og indtager hendes krop.

Også castet er godt, selvom hverken talentfulde Thomasin McKenzie fra ‘Leave No Trace’ og ‘Jojo Rabbit’ eller Anya Taylor-Joy fra ‘Dronninggambit’ har så mange lag eller følelser ud over storøjet forundring og frygt at arbejde med.

Fans af britiske 60’er-film vil til gengæld glæde sig over at nikke til Diana Rigg, Terence Stamp og Rita Tushingham, der var markante skuespillere dengang. 

‘Last Night in Soho’ er en plot- og genremæssig rodebunke, men på en eller anden måde lykkes Wright i kraft af æstetik og cast på medrivende vis med både at hylde, dyrke og forholde sig kritisk til 60’er-nostalgien. 


Kort sagt:
Edgar Wrights ‘Last Night in Soho’ er en rodet, medrivende og ekstremt flot stiliseret blanding af coming-of-age-fortælling, gyser og mordmysterium, som både giver én lyst til at flytte ind i og løbe skrigende væk fra 60’ernes Swinging London.

Last Night in Soho. Spillefilm. Instruktør: Edgar Wright. Medvirkende: Anya Taylor-Joy, Thomasin McKenzie, Matt Smith og Diana Rigg. Spilletid: 117 minutter. Premiere: i biograferne den 25. november
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af