(Denne kommentar berører mentalt helbred og selvmordstanker. Hvis det påvirker dig, skal du ikke læse videre).
KOMMENTAR. Jeg har ærlig talt lige skullet komme mig. Jeg har tudet, været gal og så tudet lidt igen.
Jeg ser med den største kærlighed de fleste realityprogrammer i Danmark. Og lige nu er det helt store DR’s ’Øen’.
Det er sæson 2 – og denne gang er der virkelig gang i noget godt. Sæson 1 handlede rigtigt meget om at være sulten, mens en slags ekspert hjalp os igennem. Nu er eksperten droppet, og i stedet har vi fået en ’Bagedysten’-lignende stemme, der jovialt fortæller os om de hårde vilkår, deltagerne lever under, som var det en nybagt kransekage, der var blevet alt for tør i ugens hemmelige udfordring.
På den måde trækkes et reality-format, der ellers er lidt ud over det sædvanlige, ned på jorden. Det handler nemlig om 14 mennesker, der smides i land på en ø i Stillehavet. De skal over 30 dage overleve og starte et minisamfund. Og helt centralt er det, at der ikke er noget produktionshold med dem. De er overladt til dem selv, og optagelserne kommer fra et par professionelle fotografer, der indgår som deltagere på linje med alle de andre. Derudover skal de producere alt selv. Det er intenst.
I tredje afsnit valgte en af deltagerne, den 23-årige Andreas Jack, at forlade programmet. Det gjorde han, fordi han gennem et par dage på øen havde haft selvmordstanker.
Til kameraet fortæller han, at han har haft det godt i et stykke tid, men at han begyndte at få det dårligt i tiden op til, at han skulle afsted til Øen – men at det var nemt at sætte en facade op, så han kunne komme afsted, nu de var så tæt på.
»Nu er vi på dag 6, og så væltede korthuset fuldstændigt«, siger han i programmet.
»Og der begyndte at komme nogle af de der rigtigt trælse tanker, at det hele ville være nemmere, hvis du bare forsvandt ligesom i en tryllekunst på ét sekund, og så var du væk. Alle dine tanker var væk. Kæft det ville være nemt. Og egoistisk«.
Det er en mand, som har haft selvmordstanker, allerede inden han var med i programmet. Og for hvem de destruktive tanker vender tilbage, mens han er afsted. Det er en mand, som efter en regnvejrsnat på Øen kunne have været gået direkte ud i havet og slået sig selv ihjel. Og der havde ingen været til at redde ham, ud over de andre, maksimalt pressede øvrige deltagere.
Lempeligt forhold til psykologen
Jeg har mere end 10 års erfaring som caster og har castet alle slags programmer. Hvert program kræver, at en psykolog, har talt med den kommende deltager i én (!) time. På en time når du ikke at lære en person at kende. Det ved jeg, for dem, jeg caster, taler jeg med i mange timer, og de kan stadig overraske mig. Men jeg vil skyde på, at jeg på store reality-formater har talt med deltagerne i mindst 10 timer. Og derfra står og falder deres deltagelse så med, hvad en psykolog har fået ud af dem på en time.
Det er nemt at stille en facade op på en times samtale. Nemt at lyve og bilde psykologen hvad som helst ind. Jeg har mødt en deltager, der mente, at hun ikke havde haft en tilstrækkeligt traumatiseret barndom, så det havde hun pyntet på over for psykologen. Hun kom med i programmet.
Jeg har oplevet, at produktioner tager psykologens ord meget lempeligt. Hvis en psykolog ikke har godkendt favoritdeltageren, jamen så ringer man da bare til psykologen og taler lidt om, hvad man kan gøre for at få deltageren godkendt.
Jeg skal ikke selv holde mig for god: Jeg er selv som caster blevet bedt af en producent om at kontakte psykologen. Det er min erfaring, at mange produktioner af diverse reality-formater er ret ligeglade med deltagerens mentale helbred, så længe de er godt tv. Og det er det, jeg ser, når Andreas Jack har selvmordstanker midt i et realityprogram på DR.
Bør mane til selvransagelse
Heldigvis skete der ikke noget med Andreas Jack, for han havde trods alt nogle redskaber med hjemmefra fra sin tidligere psykolog.
Men produktionsselskabet har kendt til hans fortid, fortalte Andreas til mig, da jeg havde besøg af ham i min podcast ‘Reality Tjek’ forleden. De har endda talt med hans psykolog, inden de godkendte ham til programmet. Men hvis man som producent på et realityprogram sidder med den viden, at deltageren havde det allermest forfærdeligt under coronanedlukningens klaustrofobi, og man stadig vælger at tage ham med til en øde ø … hvad håber man så på?
Håber man på et sammenbrud undervejs – som det vi fik? Håber man på seertal? For hvorfor fanden vælger man at tage en deltager med, som man ved har overvejet at tage sit eget liv? Som kun har talt en time med den dertil hyrede psykolog?
Hvis jeg tager min kyniske casterhat på, vil jeg indrømme, at jeg havde nok lagt ham i ja-bunken i den allerførste sortering af ansøgninger. Så jeg ved, hvad de har tænkt: Det her er spændende. Hvor hurtigt knækker han?
Men nu er jeg ikke caster mere. Af flere grunde. Én af dem var, at jeg en lørdag tidlig eftermiddag under en casting måtte ringe til en kollega, da jeg lå på mit køkkengulv og hulkede, fordi jeg vidste, at de mennesker, jeg sendte ned til det kommende program, ville få det så svært.
Og alle de følelser kom strømmende tilbage, da jeg oplevede, hvordan ’Øen’ behandlede Andreas Jack.
DR har i deres bedste sendetid gjort en mands selvmordstanker til underholdning. Det bør vække ramaskrig – og ikke mindst: Dyb selvransagelse hos alle, der laver reality.
Hvis du kæmper med selvmordstanker, eller kender du nogen der gør, kan du kontakte Livslinjen her: livslinien.dk eller på telefon 70 201 201.
DR’s redaktør på ‘Øen’, Jan Lagermand Lundme, er blevet forelagt kritikken.
Han er på ferie og har derfor ikke kunnet stille op til interview. Han har i stedet sendt denne kommentar:
»Alle deltagerne har forskellige grunde til at tilmelde sig programmet, men det, der går igen for dem alle, er, at de gerne vil lære sig selv bedre at kende og udforske deres egne grænser. Det gjaldt også for Andreas. Der er mange faktorer, vi vurderer vores deltagere ud fra. Og det indebærer i den aktuelle situation også flere samtaler med eksterne psykologer, og herefter vurderer vi, om vi kan sende deltagerne afsted«.
»Derudover gør vi det meget klart for alle vores deltagere forud for afrejsen – også kort inden de bliver sat i land – at de skal sige til, hvis det bliver for meget, og ønsker at forlade eksperimentet. Vi ønsker kun, at vores deltagere har en god oplevelse og kommer derfra og har lært sig selv bedre at kende. Og jeg er glad for, at Andreas i dag er kommet på den anden side og brugte sin exit fra Øen til at skabe en positiv udvikling for hans liv«.