’Apples’: Det eneste, Ari kan huske i absurd-filosofisk ny film, er … æbler

’Apples’: Det eneste, Ari kan huske i absurd-filosofisk ny film, er … æbler
'Apples' (Foto: Scanbox)

En pandemi har spredt sig. Ikke corona, men et pludseligt hukommelsestab, hvor mennesker fra det ene øjeblik til det andet har glemt, hvem de er, og hvor de er på vej hen.

Det er præmissen i den græske debuterende instruktør Christos Nikous tragikomiske satire, ‘Apples’. Titlen henviser til hovedpersonen Aris’ yndlingsspise, der i lang tid udgør hans eneste personlighedstræk. Men den leder også tankerne over på et vist techfirma, der er med til at omprogrammere vores alle sammens hjerner. Bare forestil dig, hvad der ville ske med vores kollektive hukommelse, hvis skyen crashede.

Aris (Aris Servetalis) er en af de mange græske borgere, der bliver ramt af hukommelsestab. Han bliver fundet ved endestationen i en bus, helt blank, og kommer på hospitalets afdeling for hukommelsestab. Her dumper han de daglige hukommelsestests med et brag, og da en læge fortæller ham, at der ikke findes en kur, virker situationen temmelig håbløs.

Da der heller ikke kommer nogen familie og henter ham, bliver han tilbudt at være del af et genoptræningsprogram, der skal hjælpe ham med at etablere en ny identitet. Han bliver installeret i en lejlighed og modtager kassettebånd med instruktioner til gøremål, som han skal dokumentere med et polaroidkamera – en sjov analog kontrast til filmens satire over den digitale selfie-kultur, hvor noget ikke er sket, med mindre man har taget et billede.

Herfra følger vi Aris livtag med udfordringerne: Fra at køre på cykel til at se en gyserfilm i biografen til at gå på stripklub og have et engangsknald. Undervejs møder han kvinden Anna (Sofia Georgovassili), som er lidt længere fremme i programmet og derfor giver Ari en smagsprøve på, hvad der venter ham.

‘Apples’ (Foto: Scanbox)

Udfordringerne bliver i stigende grad absurde og grænseoverskridende. Det giver både en skæg refleksion over, hvilke handlinger der gør en person til et normalt menneske, og over hvordan man i det hele taget opbygger en identitet.

Personlighed er jo netop at mærke efter, hvad man selv har lyst til frem for at følge samfundets normer blindt, og Aris føler da også i stigende grad modstand mod de firkantede instruktioner. På samme måde spørger filmen, hvad minder og oplevet livserfaring betyder for vores personlighed. Hvis vi mister hukommelsen, starter vi så forfra, eller har vi en kerne? Og kan der også være noget attraktivt ved at miste hukommelsen?

Mere lavpraktisk kan man også se filmen som en satire over, hvordan vi kollektivt skal genlære de sociale spilleregler efter coronaisolationen.

‘Apples’ (Foto: Scanbox)

‘Apples’ sætter gang i de filosofiske tanker, men den stilfærdige deadpan-humoristiske stil holder filmen nede på jorden. Christos Nikous har været assistent for landsmanden Yorgos Lanthimos, der var en af pionererne i 10’ernes nye bølge af absurde græske film. Man kan tydeligt se slægtskabet, om end filmen ikke er helt så skarp i satiren som for eksempel Lanthimos’ ‘Dogtooth’ eller Athina Rachel Tsangaris ‘Attenberg’.

‘Apples’ er mere eftertænksom, melankolsk og øm end grotesk, og det har også en kvalitet. Aris Servetalis er ekstremt underspillet, og jeg kunne indimellem ønske et lidt større indblik i Aris’ følelser bag stenansigtet. Vi får aldrig rigtigt svar på, om der er andet end hukommelsestabet, der forårsager hans underliggende sorg og deprimerede tilstand.

På den anden side giver den sparsomme information os mulighed for selv at fylde hullerne ud – ligesom de hukommelsessvigtede karakterer.


Kort sagt:
Græske ‘Apples’ er en absurd, melankolsk, filosofisk og sorthumoristisk satire over vores kollektive sociale hukommelsestab, og hvad det vil sige at være menneske.

Apples. Film. Instruktør: Christos Nikou Medvirkende: Aris Servetarlis, Sofia Georgovassili, Anna Kalaitzidou Spilletid: 91 minutter Premiere: I biografen 2. december
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af