Disse fem nyere Steven Spielberg-film understreger, at han stadig er en af de ypperste

Disse fem nyere Steven Spielberg-film understreger, at han stadig er en af de ypperste
Tye Sheridan i 'Ready Player One'. (Foto: PR)

Når Steven Spielbergs ’West Side Story’ lander i alverdens biografer, bliver det den første musical, vi ser fra mesterinstruktøren. 

Det er dog langt fra første gang, Spielberg begiver sig ud på ukendt grund og nuancerer sit i forvejen imponerende og varierede cv, der tæller mesterværker som ’E.T.’, ’Jaws’, ’Raiders of the Lost Ark’, ’Schindlers liste’, ’Jurassic Park’, ’Nærkontakt af tredje grad’ og ’Saving Private Ryan’.

Selvom man kan argumentere for, at hans storhedstid er forbi, betyder det langt fra, at han har mistet den nerve, energi og fortællelyst, der har gjort ham til en af de absolut største nulevende instruktører. 

At Spielberg modsat så mange andre (fra Coppola til De Palma) ikke har mistet grebet efter mere end 45 år i Hollywoods instruktørelite, kan skyldes, at han ikke nødvendigvis stræber efter at forny eller genskabe filmmediet – ikke altid i hvert fald.

Det er den gode historie, der er i fokus. Og så har han en unik forståelse for, hvad de forskellige genrer kan, fra de store eventyr til romantiske komedier, krigsfilm og science fiction, med god hjælp fra hans samarbejde med de bedste klippere, special-effekt-skabere og lyddesignere.

Selv i sin modne alder formår Spielberg at være kreativ uden at gå på kompromis med historien. Han mestrer håndværket, varierer sin stil – og sælger billetter.

Her fremhæver jeg fem film som beviser på, at instruktøren også på denne side af årtusindskiftet hører til Hollywoods fortrop. Med undtagelse af ’Ready Player One’ har de alle musik komponeret af legenden John Williams, de er klippet af Spielbergs faste samarbejdspartner Michael Kahn, og så har de hver især et velskrevet manuskript, som Spielberg forvandler til mere eller mindre perfekte film. 

Leonardo DiCaprio i ‘Catch Me if You Can’. (Foto: PR)

‘Catch Me if You Can’ (2002)

En af Spielbergs få komedier og klart hans mest vellykket af slagsen fortæller historien om Frank Abagnale Jr.’s helt utrolige svindelnumre og FBI-agenten Carl Hanratty, der febrilsk og desperat forsøger at stoppe ham. 

I rollerne som henholdsvis con artist og FBI-agent ses Leonardo DiCaprio og Tom Hanks, der hver især med legende lethed charmer sig ind i publikums hjerter fra hver deres side af loven.

Med to så store stjerner på rollelisten og et så velskrevet manuskript kan det næsten ikke gå galt. Men som Soundvenues Lise Ulrich så rigtigt skriver i sin rangering af instruktørens film kunne historien »i hænderne på en mindre finmotorisk instruktør være endt som en glat ål«.

Med Spielberg bag roret bliver ‘Catch Me If You Can’ en nyklassiker, der er meget mere end en katten-efter-musen-fortælling. Det er samfundskritik fuld af intelligent humor, der elegant forfører os til at se nuanceret på en ellers sort-hvid-fortælling om en ung mand på den forkerte side af loven.

Tom Cruise i ‘Minority Report’ (Foto: PR)

’Minority Report’ (2002)

Samme år som ‘Catch Me If You Can’ udkom endnu en katten-efter-musen-film fra Spielbergs hånd. Mens førstnævnte foregår omkring 50 år, inden den blev lavet, foregår ‘Minority Report’ 50 år efter.

Spielberg må næsten selv have tænkt over dette sammenfald over en 100-årig tidsperiode, som viser, at trods teknologiens lynhurtige udvikling er værdier som kærlighed, familie og anerkendelse stadig det vigtigste, vi har. Og at vi er villige til at gå til ekstremer i vores iver efter at opnå det.

Med ‘Minority Report’ , baseret på Philip K. Dick, udvisker Spielberg igen den klassiske skurke/helte-definition. John Anderton (Tom Cruise) går på et splitsekund fra at være filmens helt, der forhindrer mord, til at være den mest eftersøgte mand i USA, da det system, han har kæmpet for og troet på, pludselig identificerer ham som kommende morder. 

Udover at være stærkt underholdende og visuelt vidunderlig er ’Minority Repport’ en skarp kritik af teknologiens udvikling. Som ’Black Mirror’ senere også skulle gøre tager den præmissen til det yderste og understreger de samfundmæssige og personlige konsekvenser ved blindt at overgive sig til teknologien.

Spielbergs film er altid mere, end de ved første øjekast giver udtryk for. ’Minority Report’ er ingen undtagelse, for det er også en film om en mand, der sørger over tabet af sin søn.  En sidehistorie, der ikke bare er rørende og velfortalt, men også er afgørende for dens fremdrift. 

Næsten tyve år efter premieren står filmen stadig som en af de flotteste science fiction-film i dette årtusinde.

Generelt ældes Spielbergs film med ynde – om det er en dræberhaj, et nuttet rumvæsen, dinosaurer eller spektakulær CGI, er det altid seværdigt flere årtier efter. 

Mathieu Kassovitz og Eric Bana i ‘Munich’ (Foto: PR)

’Munich’ (2005)

’Munich’ er blandt Spielbergs mest ambitiøse film – og det siger ikke så lidt.

Fortællingen tager udgangspunkt i terrorangrebet under De Olympiske Lege i München i 1972, hvor palæstinensiske terrorrister kidnappede og til sidst dræbte 11 israelske sportsfolk. Massakren blev efterfulgt af en serie snigmord på folkene bag angrebet. Det er denne operation, vi følger i ’Munich’. 

På forbilledlig vis fortæller Spielberg den brutale historie med både eksplicitte billeder af lemlæstede kroppe, kyniske drab og spænding. Filmens formidable cast, der blandt andre består af Eric Bana, Daniel Craig og Geoffrey Rush, leverer deres ypperste og understreger filmens tematik om, at det har store konsekvenser at tage et liv.  

Trods sin udpenslede vold-avler-vold-moral, der slås fast gennem et fokus på World Trade Center i en lidt for lang sekvens i slutningen af filmen, er ‘Munich’ en gennemført storfilm i ægte Hollywood-stil. En storfilm, der som størstedelen af Spielbergs værker afbalancerer det subtile med det mainstream.

Manuskriptforfatterne Eric Roth (‘Forrest Gump’) og Tony Kushner (‘Lincoln’) bearbejdede i samarbejde bogen bag filmen og gav Spielberg et solidt fundament til en film, der er både rørende, hårdtslående og aktuel den dag i dag.

Meryl Streep i ‘The Post’. (Foto: PR)

‘The Post’ (2017)

Steven Spielberg, Tom Hanks og Meryl Streep i samme film for første gang var noget af et historisk topmøde. Krydret med John Williams’ imponerende evne til at skabe storladen musik bliver det ikke mere klassisk Hollywood, men Spielberg viser, at han også kan forløse det i et underspillet drama med storpolitiske temaer som drivkraft.  

Historien om den første kendte whistleblower-sag i nyere tid tager udgangspunkt i den virkelige historie om den daværende amerikanske minister, som hellere ville sende amerikanske tropper i døden i Vietnam, end at indrømme at krigen var tabt. 

At ’The Post’, der udspiller sig omkring de journalister på The Washington Post, der afslørede skandalen, er en særdelees dialogbåren film, er ikke noget problem i så kapable hænder. Få kan som Tom Hanks og Meryl Streep balancere det underspillede og dramatiske, og med knivskarp præcision fylder de dialogen med nærvær, charme, humor og den alvor, der er historiens kerne.

Derudover skaber Spielbergs faste klipper Michael Kahn et perfekt flow i en ellers tung fortælling. Et klippearbejde, der med stor respekt for fortællingen understøtter både skuespil, dialog og musik med et fornemt afbalanceret tempo.

Her er tale om et politisk drama, men filmens perfekte anslag etablerer en thriller-lignende suspense, der holdes ved lige filmen igennem.

Tye Sheridan ‘Ready Player One’ (Foto: PR)

‘Ready Player One’ (2018)

Filmen baseret på Ernest Clines roman af samme navn slår fast med syvtommersøm, at Spielbergs indre legebarn stadig er intakt. 

‘Ready Player One’ foregår i år 2045 og tager sit udgangspunkt da skaberen af det virtuelle univers OASIS, dør. Inden sin død har han lavet en konkurrence for universets deltagere, hvor vinderen modtager hans formue og kontrol over OASIS.

De mange referencer til filmhistorien og populærkulturen gør underholdningsværdien i ‘Ready Player One’ enorm, og lysten til at anskaffe sig VR-briller og andet udstyr må have ramt de fleste, der har set filmen.

‘Ready Player One’ er dog også meget mere end leflen for filmnørder og popkulturfans. For der skal ikke graves ret meget under overfladen, før der viser sig endnu en samfundskritisk film fra Spielberg-maskinen.

Historien skildrer en verden i forfald, hvor den hurtigste flugt fra virkeligheden er gennem den virtuelle verden. Og dens imponerende visuelle effekter kombineret med præmissen gør den til en af de mest innovative sci-fi-film i nyere tid.

Igen må man også fremhæve Michael Kahn. At klippe to så forskellige film som ‘The Post’ og ‘Ready Player One’ samme år, er en præstation udover det sædvanlige. De to film kan ikke komme længere fra hinanden – hverken tematisk, i tempo eller handling.

En film, der emmer af så meget fortællelyst, og som samtidig gør brug af så meget CGI, kunne meget nemt have resulteret i et både overfladisk og prætentiøst slutresultatet.

I Spielbergs vision blev det en film, der vil være relevant langt ud i fremtiden. 

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af