‘Landscapers’: Man føler for dobbeltmorderne i HBO Max-aktuel serie
For Susan og Christopher er livet en film i sort-hvide toner. Deres kærlighedshistorie er en romantisk indiefilm og det eneste sande, mens verden omkring dem betragtes gennem matteret glas.
Sådan er tonen i HBO Max’ aktuelle miniserie ’Landscapers,’ der handler om et ægtepar, som ved første øjekast ligner stille eksistenser, der aldrig helt har gennemskuet samfundets spilleregler. Men for mange år siden begravede de Susans forældre i deres egen baghave, og serien folder historien ud parallelt med, at den indhenter parret.
Selvom ’Landscapers’ baserer sig på virkelige hændelser, og afsnittene begynder og slutter med noter om sagen, hverken ligner eller minder den ellers om en klassisk krimi med true crime-afsæt.
Det starter i Frankrig, 15 år efter mordene. Christopher (David Thewlis) og Susan (Olivia Colman) kæmper med økonomien, og han rækker i en desperat stund ud efter hjælp hjemmefra – og kommer her til at afsløre for sin stedmor, hvad der skete dengang. Dermed kommer det tidspunkt, det elskende par har brugt deres liv sammen på at undgå. De er nødt til at rejse tilbage til Nottinghamshire og fortælle sandheden om, hvad der skete.
Serien er vældigt smuk. Ægteparrets store interesse for 50’er-film indrammer deres minder, og fortid og nutid, virkelighed og fiktion, fletter sig ind og ud af hinanden. Seeren lulles ind i Susan og Chris’ idiosynkratiske virkelighedsopfattelse grænsende mellem det absurde og naivistiske, helt ’Forrest Gump’-agtigt.
Desværre er det let at lade sig forvirre af fremstillingen af efterforskerholdet, der alle er underligt karikerede, næsten som tegneseriefigurer. Det bliver dog efter lidt tilvænning klart, at alt fortælles gennem ægteparrets linse. De hævngerrige politifolk er Chris og Susans billede af, hvad der kunne foregå bag murene, snarere end et faktisk bud på, hvordan efterforskningen gik til. I længden er det alligevel lidt irriterende at følge de nævenyttige politifolk.
Når vi derimod får lov at lære ægteparret at kende, både sammen og hver for sig, bliver det spændende. Susan beskrives igen og igen af Chris som »skrøbelig«, og som Susans fortid afsløres, forstår man, hvad han mener.
Det viser sig, at Susan gennem sin opvækst hos forældrene har været udsat for overgreb og manipulation, der strækker sig ind i voksenlivet. Og Susan, der som lille barn er god, som dagen er lang, men mangler væsentlig menneskelig indsigt, formår aldrig at sige fra over for dem. Mens de er i live, altså.
Christopher virker til at have en smule mere fornemmelse for menneskelig interaktion end Susan, men han har også en virkelighedsfjern kvalitet. Hans forkrampede beskyttertrang foldes ligeledes langsomt ud, og det er svært ikke at udvikle en dyb medfølelse for begge, ikke mindst fordi de bag alle de (ubevidste) løgne, de er sovset ind i, elsker hinanden vildt og rent.
De har fortalt hinanden et eventyr i 15 år, så virkelighedens hændelser faktisk ikke længere findes. Det er ikke til at forstå, hvad der egentlig skete dengang, og måske er man også ligeglad.
Fordi Chris og Susans væsener tegnes så uskyldsrene – ikke mindst på grund af de britiske klasseskuespillere Thewlis og Colman i hovedrollerne, der i virvaret af absurditet føles troværdige – er det også gennembrutalt at se dem blive afhørt. Efterforskerne, der modsat ægteparret er ikke-mennesker infiltreret i systemet til ukendelighed, har en retfærdighedssans, der synes at høre matematikken til, blind for undtagelser. Jeg tager mig selv i at tænke: Lad dem nu for helvede bare gå.
Og netop dét er det vilde ved serien. Optegnelsen af det grænseland, hvor morderne måske faktisk er sagens virkelige ofre. En brist i det store system, hvor den, der har gjort uret, for enhver pris skal straffes. Hvis altså det bliver opdaget.
På den måde er det, der adskiller ’Landscapers’ fra den klassiske krimi, også det, der gør den til et eksempel på, hvornår genren faktisk er interessant. Når fiktionen udnyttes klogt til at sige noget om de nuancer, der ikke er plads til i nyhederne.
Kort sagt:
’Landscapers’ vil med sin distinkte æstetik og fortælletone ikke være for enhver smag, men ser man bagom irritationsmomenter er den et interessant eksempel på, hvad krimigenren baseret på virkelige begivenheder kan sige om mennesket.