Årets afgangsfilm fra The Animation Workshop er sprudlende og rørende

Årets afgangsfilm fra The Animation Workshop i Viborg, som du kan se her, er sprudlende og rørende små fortællinger om store emner som sorg, alderdom og kærlighed.
Årets afgangsfilm fra The Animation Workshop er sprudlende og rørende
Georges Marions ’La Chambre du General’ (Foto: George Marion/The Animation Workshop)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Lament’

4 stjerner

Irske Anne Sineád Hodgers ’Lament’ er en stemningsfuld, impressionistisk fortælling om sorg gennem smukke og kraftfulde billeder, der låner sin stil fra den modernistiske malerkunst.

Filmen foregår i det landlige Irland og klipper mellem et gravøl, en kvinde, der går gennem højt græs på en mark, og to mænd, der slås. Der er ingen dialog og ingen forklaringer på, hvordan de tre sekvenser hænger sammen. Men stemningen i alle sekvenser er forpint, skiftende mellem stille sorgfuld og mere aggressivt desperat.

Lydsiden er tilsvarende dynamisk. Fra familien, der står tavst i køkkenet og sørger, kun med en diskret klirren af glas, til de dramatiske strygere, der lyder over slåskampen, og tilbage til stilhed i det smukke naturtableau af den ensomme kvinde på marken. Sekvenserne afbrydes af abstrakte billeder af en form for lærred, der slår sprækker, og efterhånden slår også karakterernes ansigter sprækker.

På den måde skildrer ’Lament’ fint de mange følelser, man kan gennemleve – ensomhed, desperation, lammelse, smerte og følelsen af at blive revet midt over – ved tabet af en elsket person.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’La Chambre du General’

5 stjerner

Det er ikke let at opgive sin selvstændighed. Slet ikke, når man er en gammel kolerisk general.

Det får parret Patrick og Véronique og deres lille søn, Hugo, at mærke i franske Georges Marions familiedrama ’La Chambre du General’. De er taget hjem til Patricks gamle familiehjem, som hans far er blevet for gammel og senil til at passe. Derfor skal de tømme huset og have faren med hjem. Men arbejdet obstrueres af faren, der ser sønnens forsøg på at pakke som en fjendtlig invasion og vogter sine ejendele, som om han stadig var i krig.

Filmen viser fint generationernes forskellige tilgange til konflikten. Patrick er på forhånd sur og utålmodig og forstår ikke farens tilknytning til sit gamle ragelse og faldefærdige hus. Hugo, der ligner en fransk version af Alfons Åberg, ser derimod med sine nysgerrige barneøjne huset som samme skatkiste af minder og levet liv som sin farfar.

Som seer bliver man gennem Hugos øjne ført ind i en magisk, romantisk tidslomme med lysekrone, kunst, porcelænsfigurer, flygel og gammel jazz på pladespilleren – og videre ind på ’generalens værelse’, der er fuld af farfarens billeder og ordener fra militæret og Vietnam-krigen. Da farfaren igen bliver mindet om den fjendtlige invasion, laver filmen endnu et stemningsskifte til en flot dramatisk neonfarvet krigsscene – inden alle vender tilbage til den lige så brutale virkelighed, hvor far og søn heldigvis forsones.

’La Chambre du General’ er en smuk og melankolsk film om minder, generationskløfter og familiekærlighed.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Cowboy Kevin’

4 stjerner

Anna Lund Konnerups ’Cowboy Kevin’ er en nuttet stop motion-western med glimt i øjet om venskabet mellem en cowboy og hans hest. Og om ikke at se den kærlighed, man allerede har, når man har travlt med at lede alle mulige andre steder.

Den romantisk anlagte cowboy, Kevin, nyder et idyllisk liv i pagt med naturen sammen med sin bedste ven, Horse. De hygger sig foran bålet, hvor Kevin fodrer Horse med gulerødder, ligger sammen på ryggen og kigger på stjerner og går gennem de bløde kornmarker.

Men de er også på en mission for at lede efter afsenderen af et mystisk kærestebrev, som Kevin har modtaget fra nationalparken Yellowstone. Her er makkerparret nu på vej hen. Kevin forestiller sig en smuk dame, men bliver overrasket, da han og Horse endelig får besteget det bjerg, der er et billede af på bagsiden af brevet. Her går det i et surrealistisk twist og visdom fra et firben op for ham, at han allerede har kærlighed i sit liv – og den simple, men fine historie slutter med et ægte romcom-øjeblik.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Apex Point’

4 stjerner

Jacob Møllers ’Apex Point’ er en futuristisk racerfilm i animéstil om præstationspres.

Kira er racerkører i en virtuel sci-fi-verden befolket af alternative rumagtige væsner. Her bliver hun hyldet som et af løbets store talenter, ikke mindst da hun overrasker sin flinke træner ved at overgå sig selv. Men hun er stadig ikke tilfreds med sin indsats og presser sig selv yderligere på banen – med konsekvenser for hendes helbred.

Filmen klipper sømløst mellem Kiras to virkeligheder, der viskes sammen for den unge kvinde. Racerløbet, der er virkelig flot og hæsblæsende animeret, føles så virkeligt, at Kira kan smage blodet, da hun vender tilbage til ’virkeligheden’.

Ikke desto mindre er den virtuelle verden med al dens action, selvudfoldelse og opmærksomhed tusind gange federe, end når hun sidder ensom i den kedelige ’virkelige verden’. Således kan man læse filmen som en – advarende? – skildring af det overtag, den virtuelle verden får for mange af os, ikke mindst unge. Ligesom filmen er en advarsel mod den perfekthedskultur, der presser mange unge kvinder ud af en destruktiv løbebane.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af