‘Døden på Nilen’: En stjernespækket whodunit af format
»Alle passagererne har et motiv. Alle de mistænkte har en hemmelighed«.
Sådan sælges Kenneth Branaghs udgave af ‘Døden på Nilen’ i traileren, og den samme fængende præmis gjorde sig gældende i hans remake af ‘Mordet i Orientekspressen’ fra 2017 såvel som i alle de mange andre klassiske whodunits, siden dronningen af mordmysterier, Agatha Christie, og hendes kollegaer i The Detection Club perfektionerede dem tilbage i 30’erne.
Rollebesætningerne i filmatiseringerne fra 70’erne af de to samme Hercule Poirot-romaner var imponerende, og for tyve år siden vendte kvalitetsmysterier for en stund tilbage til biograflærrederne i form af Robert Altmans ‘Gosford Park’ (2001) og James Mangolds ‘Identity’ (2003). Men ellers har de længe (med enkelte undtagelser som Rian Johnsons ‘Knives Out’ fra 2019) glimret ved deres fravær, velsagtens til dels fordi fans af subgenren er blevet mættet af overflødighedshornet af krimier på tv.
Branaghs nye film tager sin begyndelse under Første Verdenskrig, hvor den unge soldat Poirots store kærlighed, Katherine, finder sin udkårne skamferet efter et slag. Over tyve år senere sidder mesterdetektiven Poirot (Branagh) på en natklub og observerer et trekantsdrama begynde at udspille sig mellem den velhavende Linnet Ridgeway (Gal Gadot), hendes nyforelskede veninde, Jacqueline de Bellefort (Emma Mackey fra ‘Sex Education’), og dennes kæreste, Simon Doyle (Armie Hammer).
Seks uger senere bliver Linnet, der nu er på bryllupsrejse med Simon på dampskibet Karnak, skudt. Og det, vel at mærke, mens en sygelig jaloux Jacqueline er under konstant opsyn. Den dyre halskæde, der blev stjålet fra Linnets kahyt, er et oplagt motiv, og mange kan som nævnt endvidere have haft et horn i siden på det smukke offer, deriblandt Rosalie (Letitia Wright fra ‘Black Panther’), som Linnet har gået i skole med, Linnets fætter Andrew (Ali Fazal), som er advokat og virkede ivrig efter at få hendes underskrift, og Linnets kammerpige Louise (Rose Leslie fra ‘Game of Thrones’) samt lægen Linus (Russell Brand), som Linnet tidligere har været forlovet med.
Branagh, hvis præstationer i genrefilm kan have en tendens til at kamme over, er en langt bedre Poirot denne gang, og Emma Mackey, Sophie Okonedo fra ‘Hotel Rwanda’ (som Rosalies tante, sangerinden Salome Otterbourne) og Annette Bening (som Poirots ven Boucs mor, Euphemia) fortjener ligeledes at blive fremhævet for deres præstationer. Kun Gal Gadot, der skal bære en række closeups, har for få tangenter at spille på.
‘Døden på Nilen’ er en af Christies allermest snedigt udtænkte mordgåder, så har man hverken læst romanen eller fået den opfindsomme løsning afsløret af Peter Ustinov eller David Suchets inkarnationer af Poirot, kan man se frem til grundig styrketræning for de små grå. I den elegante og stadig overlegne udgave fra 1978 blev Poirots hypoteser under afhøringerne fremført af persongalleriet i falske flashbacks, men den gode casting og til tider atter flamboyante instruktion i Branaghs genindspilning tilfører noget saft og kraft, der gør den næsten lige så medrivende som Guillermins hovedværk.
Til alt held lykkes det også manusforfatter Michael Green at bibeholde mysteriets interne logik og store spændingsmomenter og overraskelser. Og faktisk formår de friheder, han tager sig med forlægget, at gøre særlingen bag det stadig absurde (men heldigvis ikke helt lige så absurde!) overskæg til en figur af kød og blod.
Et knækket geni, der har fået knust sit hjerte og ser sig nødsaget til at gemme sig fra kærligheden bag tvangshandlinger og bizarre hobbyer.
Kort sagt:
Den nye udgave af ‘Døden på Nilen’ er markant bedre end Branaghs forrige Poirot-film. En whodunit af format i en ny og lækker indpakning.