’The Afterparty’: Tiffany Haddish opklarer mord i hylende morsom serie af ’Jump Street’-skaber
En popstjerne med et stort ego bliver dræbt til et reunion-afterparty i sit eget hjem, men hvem kunne mon have et motiv til at dræbe en tidligere klassekammerat?
’The Afterparty’ er på overfladen ’Klassefesten’ som et mordmysterium, men i virkeligheden finder serien sin største inspiration fra en 70 år gammel japansk klassiker. Den gør nemlig i høj grad brug af ’Rashomon-effekten’, navngivet efter Kurosawas mesterværk, der grundlæggende fortæller den samme historie i fire forskellige flashbacks præget af hver sin fortæller med forskellige pointer og tematikker.
Konceptet blev i nyere tid brugt flittigt i ’How I Met Your Mother”, som tilfældigvis også har to episoder, som er skrevet af ’The Afterparty’-skaberen Christopher Miller. Miller tager denne gang konceptet endnu længere ved at lade hvert afsnit udgøre et nyt perspektiv på aftenens begivenheder fortalt med helt forskellige genrer, tilpasset fortællerens personlighed og oplevelser.
Dermed har ’The Afterparty’ en meget fast struktur. Tiffany Haddish prøver at opklare mordet ved at interviewe en ny mistænkt i hvert afsnit, mens nogle af de andre karakterer prøver at finde beviser, som kan frifinde dem.
Her følger vi primært Aniq (Sam Richardson), som er den umiddelbare hovedmistænkte, den første afhørte og på mange måder seriens egentlige hovedkarakter. Sammen med Haddish driver han meget af seriens plot, men seriens charmen findes i interaktionerne mellem karaktererne, der fylder serien med en rigtigt god hangout vibe.
Dave Franco brillerer i rollen som den dræbte popstjerne Xavier med gigahittet ’X Marks the G-Spot’, en titel, der siger alt om hans karakter, som er lige så egocentrisk på overfladen, som han er usikker på sig selv på indeni. Han bringer en fake maskulinitet til rollen, som alle ser lige igennem ind til den kiksede dreng, de gik i skole med.
Derudover må jeg fremhæve Ben Schwartz, der spiller rollen som Aniqs bedste ven Yasper. Han er seriens klart sjoveste karakter og fortælleren i seriens bedste afsnit.
Hvis man allerede kender til Millers arbejde fra blandt andet de to ’Jump Street’-film og ’The Lego Movie’, vil man vide, at han opfordrer sine skuespillere til at improvisere og har en meget høj jokefrekvens. På ’Solo: A Star Wars Story’ improviserede han faktisk så meget, at han sammen med sin trofaste samarbejdspartner Phil Lord blev fyret.
Her er Lord sat i baggrunden som executive producer, og Miller har tydeligvis fået helt frie tøjler til at gøre, som han vil. Millers instruktion er på mange måder seriens største styrke og svaghed. ’The Afterparty’ er nemlig til tider hylende morsom, men der er også så mange jokes, at kvaliteten er svingende, og at det er svært rigtigt at leve sig ind i plottet.
Humoren skaber desuden en distance til seriens mere dramatiske elementer, og man skal derfor ikke se serien så meget for det centrale mysterium som for karaktererne og nysgerrigheden efter at se, hvilken genre de har fundet frem til næste afsnit.
Seriens første afsnit er en lille smule stift, inden flashbacket starter, så man skal lige i gang, men derfra bliver de tre første afsnit også de stærkeste. Derefter løber den desværre lidt tør for spændende genrer at udforske, samtidig med at historien bliver fortalt af mindre interessante karakterer.
Men i længden vinder ’The Afterparty’ på charmen.
Kort sagt:
’The Afterparty’ er fyldt med gode skuespilpræstationer og er til tider hylende morsom. Det er ikke alle jokes, der sidder i skabet, men serien vinder på sin charme og sit legesyge mix med forskellige genrer.
Anmeldt på baggrund af de syv første afsnit.