En gravid kvinde får skåret maven op, fjernet sit barn og bløder derefter ihjel.
Det er blot én sag i en lang række lignende hændelser, som hærger Skandinavien. Morderen efterlader en sætning skrevet i blod. Samme sætning finder psykologen Susanne (Signe Egholm Olsen) i sin dagbog.
Næste dag dukker en mystisk ny patient op på Susannes kontor. Han tilstår, at han er morderen og gerne vil have, at hun fikser ham.
Og sådan starter den nye danske thriller ’Klienten’, skabt af Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich under kunstnernavnet A.J. Kazinski.
Der er langt fra seriemorderen Mark Zidenius til den Anton Hjejle, jeg møder en kølig formiddag på Nørrebro. Og Mark Zidenius overraskede også Anton Hjejle, da han første gang læste manuskriptet. »Jeg tænkte, ’hvem fanden er de her mennesker, som har skrevet det her?’«, som han siger.
Ifølge Hjejle er Mark ikke typen, som gør et stort nummer ud af sig selv. Han falder helst i baggrunden, men i ’Klienten’ åbner han sig langsomt helt op over for psykologen Susanne.
»Man kommer ind bag facaden på et menneske, som er dybt traumatiseret. Og jeg har forestillet mig, at han har gået og forberedt sit livs tale. Han har inde i sin sjæl en brønd af galde, hvor han tager en spand ad gangen og tømmer ud af. Det connectede jeg hurtigt med«.
Forberedelse til seriemord
Der er mange kendte seriemorderportrætter i film og serier. Anthony Hopkins og Mads Mikkelsens Hannibal Lecter, Kevin Spaceys John Doe, Halloween-filmenes Michael Myers’, ’Mindhunter’s Ed Kemper for blot at nævne nogle få.
Men hvordan bærer man sig ad med at skildre en person så fjernt fra alt, man kender? Anton Hjejle mener, at man skal finde det menneskelige i karakteren først for derefter at tage ham helt ud i det skræmmende.
»Vi snakkede meget om på forhånd, at publikum skulle kunne sympatisere med ham. Og når jeg læser manus, tænker jeg, ’orv, det er fanme svært’. Mark prøver at manifestere, at det ikke er hans skyld, at han er endt med at slå folk ihjel. Han er jo en helt i sine egne øjne«.
Tænker du selv, at Mark er en skurk i filmen?
»Jeg har aldrig tænkt ham som en skurk, men som en mand på en mission, som hovedparten af menneskeheden ikke kan forstå. Han er et tabt menneske, som har en passion for noget. Ej, det kommer nemt til at lyde sindssygt. Men jeg kan godt sætte mig ind i, at han med den opvækst, og skadet som han er, ikke kan gå gennem livet på samme måde som alle andre«.
»Jeg tror netop, han synes, han kan gøre verden til et bedre sted. Og han er jo også et menneske, som har oplevet svigt på svigt på svigt. Det ville nok ikke være endt sådan, hvis han tidligere var blevet samlet op. Eller måske i virkeligheden havde samlet hans forældre op. Men skal staten ind og kontrollere, hvem der er gode forældre? Det er et moralsk så svært spørgsmål. Men derfor er det også så vigtigt at vi fortæller historien om sådan et slags menneske, hvor vi prøver at forstå, hvordan de oplever verden«.
Var der nogle specifikke seriemorderportrætter, du hentede inspiration fra?
»Ikke noget konkret på den måde. Jeg ville gerne kunne have opremset mine inspirationer, men når jeg ser film med seriemordere, er det spændende, hvordan de kan være flere mennesker i et. Men så tænkte jeg jo også bare, ’fuck, nu har jeg chancen for at spille seriemorder, hvorfor fanden så ikke bare gå med alle de gode klicheer’. Jeg synes, det er enormt spændende det der simple tekniske, som hvordan ser jeg uhyggelig ud«.
Var der nogle særlige rekvisitter, der hjalp dig med at komme ind i rollen?
»De der briller gjorde helt klart meget. Jeg sagde til instruktøren, ’kunne det ikke bare være fedt, hvis han havde briller’, hvortil han svarede ’Aarh, det ved jeg sgu ikke helt’. Men så havde vi første kostumeprøve, hvor jeg fik dem på, og så var han der bare. Brillerne blev på en eller anden måde en maske eller et skjul – noget, man kunne gemme sig bag«.
En intens og ensom tid
Optagelserne til ’Klienten’ foregik under coronanedlukningen tidligt sidste år. Det var for mange en ensom tid, men Anton Hjejle var udover nedlukningen indkvarteret i Aarhus, selvom han normalt har sin hverdag i København. Når han ikke var på set, øvede han replikker i lejligheden helt alene.
»Det havde helt klart en indflydelse, og jeg tror, at hvis jeg skulle have lavet den i København, mens jeg havde et socialt liv, ville det være en helt anden karakter. Men jeg var alene hjemme i en lejlighed, hvor jeg forberedte mig, fuldstændig ligesom Mark har gjort«.
Marks psykologtime bliver hans livs store tale, hvilket betød lange monologer, der skulle memoreres. Der var ingen andre end spejlet at øve med, og ensomheden og filmens intense scener blev en dag for meget for skuespilleren.
»Jeg havde en dag en monolog på to-tre sider, hvor han opstiller alle de her billeder på, hvordan han ser verden, og hvor jeg tog scenen, og så begyndte jeg lige pludselig at græde. Så skulle vi lave den igen, men hvor jeg ikke græder. Men så kom det igen og igen og igen hele dagen. Jeg indså, at det er en håbløs situation, Mark står i. Uanset hvem man er, er hans plan opslidende og hård«.
»Flere gange under stuntscenerne blev jeg nødt til at holde en pause, fordi jeg kunne mærke, det emotionelt påvirkede mig. Og jeg skal holde den der fokuserede, dygtige seriemorderfacade. Jeg blev nødt til at gå ud og trække luft og græde, fordi det var så ubehageligt at være i. Men det var jo et trygt rum, alle vidste, hvad de skulle, og vi havde øvet det, så det var som en dans«.
Filmen starter jo med et ret brutalt mord. Hvordan var den scene at lave?
»Den var fuldstændigt forfærdelig at lave. Der var helt styr på, hvad der skulle ske, men hvis der er noget, jeg ikke kan lide, er det nåle, skalpeller og blod. Og jeg skulle skære i sådan en falsk protesemave, så der bare står blod ud. Jeg havde det så dårligt. Det var virkelig ulækkert at lave. Og med det der lille stakkels gummifoster, som skulle ned i et glas. Det lignede jo en mave, og jeg blev nødt til at få dem til at vise mig, at det var en sløv skalpel«.
Var det svært at lægge karakteren fra dig, da du var færdig med optagelserne?
»Det tog mig en måned! Hvis ikke mere … Både energimæssigt, fordi vi havde været på hver dag fra morgen til aften, men jeg havde også været nogle emotionelle steder, som jeg slet ikke er vant til. Der var en grundsorg, der lå og spøgte i lang tid efter«.
Hvordan var det at se filmen for første gang?
»Da jeg så filmen for første gang, var det helt overvældende at se på sig selv i så lang tid. Jeg kunne slet ikke mærke, om den var spændende eller uhyggelig, fordi jeg var så optaget af at glo på mig selv. Så så jeg den i sidste uge derhjemme med min kæreste. Der er en sekvens, hvor Mark griner, og det syntes min kæreste var pisse uhyggeligt, fordi man ser Mark føle noget rigtigt i en absurd situation«.
Føler du, at der sidder noget Mark fast i dig stadig?
»Jeg er blevet ret bevidst om, at jeg nemt kan se meget hård og skræmmende ud. Jeg er blevet bevidst om, hvad jeg skal gøre for at se uhyggelig ud, og så prøver jeg at afstå fra det i hverdagen. Jeg prøver at være lidt mere venlig at se på. Jeg prøver at lade letheden stå forrest, fordi jeg har prøvet at være inde i Mark, hvor alt bare er en fucking afgrund«.
’Klienten’ har biografpremiere 24. Marts.