’Branco – en ny begyndelse’: Skal man være bange for Branco? Ny TV 2-serie giver et ensidigt svar
Der er en oplagt parallel mellem Netflix’ store Kanye West-serie ’Jeen-Yuhs’ og TV 2’s premiereaktuelle serie ’Branco – en ny begyndelse’, der følger den danske hitmager over fem afsnit – to serier, som ihærdigt forsøger at føje nye penselstrøg til portrættet af to hiphop-sværvægtere på hver sin nationale scene.
Men hvor ’Jeen-Yuhs’ er blevet til på baggrund af optagelser indfanget over en periode på mere end 20 år, der, når de er bedst, formår at komme ind på livet af en verdens største rappere, bryder ’Branco’ aldrig gennem den storhittende stjernes polerede Instagram-filter.
Seriens erklærede mål er ellers at fortælle hele historien om Branco, der først for nyligt kom ud af sit presseskjul og satte ord på sin musik og sit liv i interviews. Men i de første to afsnit har serien ikke meget nyt at fortælle – og når den endelig har, smøres scenerne så tyndt ud, at de næsten mister deres værdi, tilsyneladende i et forsøg på at få materialet til at række til så mange afsnit som muligt.
Indledningen er ellers pirrende: Branco sidder i et forhørslokale i hættetrøje og med solbriller på, mens han bliver udspurgt af serieskaberne. »Skal man være bange for dig?«, spørger de, hvortil Branco trækker lidt på det: »Du ville jo heller ikke ae en bjørn i skoven, vel?«. Et dybere svar på spørgsmålet udebliver.
De noget forcerede forhørsscener siger en del om, hvilke uelegante midler serien er nødt til at tage i brug for at bryde gennem hans facade: Selvom Branco velvilligt stiller op og tager kameraholdet med hjem til sin barndomsgade i Albertslund, er det ikke helt lige til at komme ind på livet af rapperen, som ofte taler i lommefilosofiske floskler á la »husk at nyde rejsen mod dit mål« og »penge er bare et chiffer, ikke lykke«.
De første to afsnit er båret af, at Branco selv udlægger sit liv og selvbillede. Det bærer præg af ærgerligt mikrofonholderi, grænsende til rendyrket pr-bestillingsarbejde, der ikke formår at vise os en sandhed om Branco, som ikke stammer fra hans egen mund.
For som vi lærer, er Branco enormt bevidst om sit image, når han mikromanager alt sit content på sociale medier og kun mådeholdent deler ud af sig selv i medierne. Hans kone medvirker ikke i dokumentaren, og hans børn optræder med slørede ansigter, hvilket unægtelig forpurrer visionen om at vise mennesket bag overskrifterne. Trods intentioner om at åbne op er Branco næsten lige så urørlig som hidtil.
Man ville gerne se flere af de små afslørende øjeblikke, som når Branco er med sit hold i Grækenland for at indspille ’10 Years’ og laver nuggets til sin producer, fordi han kan mærke, at han er sulten. Branco ser ikke sig selv som hævet over sine samarbejdspartnere, fortæller hans manager Miklo, og her ser man en flig af gruppens unikke sammenhold, som serien ellers har svært ved at indfange.
Det føles som en forspildt mulighed, når filmholdet har været med til Brancos første store solokoncert – hans optræden på Roskilde Festivals Summer Days sidste år – men ikke får meget mere ud af det end nogle intetsigende backstagemomenter, hvor der diskuteres anmeldelser, poppes champagne og fejres, selvom den affolkede koncert ikke just var en ubestridt magtdemonstration for Branco som liveartist.
Man får aldrig fornemmelsen af, at kameraholdet følger Branco der, hvor det sker. Det meste virker opstillet. Når han fortæller en kaotisk anekdote om turen til Grækenland, hvor hans hold blev smidt ud af en delevilla, fordi de sprang i poolen fra tredje sal, må serien ty til animation for at formidle historien, fordi materialet ikke rækker. Den slags ærlige indblik i det ekstravagante liv som dansk superstjerne havde ellers været forfriskende.
Hvis ’Branco’ skal lykkes i de sidste tre afsnit, er den nødt til at komme et gevaldigt spadestik dybere bag Brancos mur af indøvede refleksioner over sin musik som modreaktion på de hårde vilkår i Albertslund, hvor han allerede som 18-årig havde tjent sin første million på »en masse lort«.
Den skal vise frem for at fortælle og fremmane en autenticitet, som ikke bare spiller ind i Brancos nye fortælling om hans bevægelse væk fra sin forråede, kriminelle løbebane til livet som lovlydig familiefar – og rollemodel, hvis succes med rapperens egne ord er et »offer«, så andre ikke behøver lave de samme fejl som ham selv.
Kort sagt:
TV 2’s nye Branco-serie kommer aldrig bag facaden på den danske hitmager, der primært lader til at bruge filmholdet som sin egen pr-maskine.
Anmeldt på baggrund af de første to afsnit.