’Copshop’: Røvere jagter politi i overraskende solid actionfilm

’Copshop’: Røvere jagter politi i overraskende solid actionfilm
Gerard Butler i 'Copshop' (Foto: PR)

Nogle gange er det de mest ukomplicerede ting i livet, som er de vigtigste at fejre.

Tag nu det her scenarie: Et pludseligt sucker punch mod Nevada-betjenten Valerie Young (Alexis Louder) sender fixeren Teddy (Frank Grillo) en tur i brummen. Kort efter sendes en spritbilist i kachotten, som viser sig at være mere ædruelig, end han først giver udtryk for.

Teddy er på flugt fra nogle farlige mænd. Spritbilisten i den anden celle viser sig at være lejemorderen Bob Viddick (Gerard Butler). Og politistationen, de befinder sig i, er fyldt til randen med betjente, der enten er bundkorrupte, uduelige eller begge dele. Kun Valerie og hendes trofaste, old-timey seksløber kan stoppe skurkene fra at få hænderne om halsen på Teddy.

Lunten er tændt til det helt store tju-bang i stil med John Carpenters ’Assault On Precinct 13’ … Og så begynder skurkene såvel som heltene at åbne talegaverne på vid gab. Fra ’NARC’ over ’Smokin’ Aces’ til ’Copshop’ er det eneste, instruktør Joe Carnahan holder mere af end hårdkogte detektiv-thrillere, øjensynligt Tarantinos genkendelige motormundsdialog.

Frank Grillo i ‘Copshop’ (Foto: PR)

Man ved således, præcis hvilken stjerneelev Carnahan skamløst har kigget over skulderen i klassen, da den tunge Motown-bass og messende Morricone-kor introducerer Valerie og sergenten, der ivrigt diskuterer skydevåben over slaskede hotdogs.      

Den slags actionfilm, hvor hårde mænd og hårdere kvinder skyder med skarpt såvel som verbalt mod hinanden, fandt man i stakkevis i 90’ernes og 00’ernes Blockbuster-butikker. I dag er genrefilm af ’Copshop’s kaliber i højere grad en sjældenhed. Den blotte tanke ved actionfusere som ’Polar’ og ’The Hitman’s Bodyguard’, der går efter en lignende æstetik, sender myrekryb ned ad rygraden.

Men det er ikke af mangel på bedre, at Carnahans nyeste farfilm vinder indpas. I stedet er hjertet i denne vidunderlige lille besætterfilm de tre hovedspillere Gerard Butler, Frank Grillo og det nye ansigt Alexis Louder. Den gængse biografgænger kender måske Grillo fra MCU som skurken Crossbones, men blandt genrenørder hører han hjemme i slå-på-tæven film som ’Wolf Warrior II’ og ’Wheelman’.

Så meget desto mere er det underholdende at se den garvede skuespiller spille imod karaktertype, da kujonen Teddy er langt bedre med snakketøjet end slagtøjet. Det samme angår Gerard Butler, som smider sin normalt stoiske (læs: kedsommelige) machismo-attitude til fordel for at spille en mere ilter, skråsikker skurk. At han stadig ikke kan skjule sit skotske ophav, er ikke frygteligt vigtigt.   

Alexis Louder i ‘Copshop’ (Foto: PR)

Den helt store overraskelse her er dog Louder, der fremviser et utroligt nærvær, hvad end hun leger skudduel med kollegaerne eller bliver beskudt fra alle sider. Imellem de to actionstjerner formår hun at kommandere samtlige scener, hvor hun er i centrum, når hun bosser rundt på de fængslede kamphaner helt op til eksplosive finale.

Den kommer i form af en morsomt overspillende Toby Huss, som i bedste ’Terminator’-stil går til angreb på stationen med en uzi og masser af halvbagte zingers. Og når først patronerne begynder at forlade pistolløbet, og ligene falder på stribe, er det svært ikke at klappe ivrigt og smile fjoget over hele femøren.

Så kan det godt være, at ’Copshop’ ikke er den mest subtile film. Tjekhovs obligatoriske pistol er vitterligt pakket ind i gavepapir! Men nogle gange bliver man bare nødt til at tilkendegive solidt håndværk, når man ser det.


Kort sagt:
Gemene lejemordere og barske politibetjente tørner sammen i Joe Carnahans overraskende velfungerende besætterfilm, som bæres på ryggen af sit glimrende cast. Perfekt til fædre i alle aldre med hang til ’Homefront’ og ’The Equalizer’.

’Copshop’. Spillefilm. Instruktion: Joe Carnahan. Medvirkende: Gerard Butler, Frank Grillo, Alexis Louder, Toby Huss. Spilletid: 107 minutter. Premiere: Kan ses på Blockbuster og Viaplay.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af