’Girl Gang’: Er det sådan at være 14-årig influencer? Det ligner en tragedie
CPH:DOX. 86 procent af adspurgte teenagere ønsker at blive influencere, lyder en foruroligende statistik i schweiziske Susanne Regina Meures’ influencerportræt ’Girl Gang’, der deltager i hovedkonkurrencen på CPH:DOX.
En af dem, det er lykkedes for, er 14-årige Leonie fra Berlin, der under navnet Leoobalys poster videoer og billeder til sine fans om alt fra sine matematiklektier og Buffalo-sko, til hvordan man fjerner makeup. Med sin charme, kønne ansigt og flair for at være på har hun opbygget en solid fanbase blandt teenagepiger, der bekender sig som del af en »Leoarmy«.
Som en af de særligt dedikerede fans, 13-årige Melanie fra Bad Tölz, som filmen følger parallelt med Leo, siger: »Af alle piger på TikTok var hun den kønneste. Leo gør bare én glad«.
Melanie fremstår nu overhovedet ikke som en glad fan – tværtimod bliver hun mere og mere fortvivlet filmen igennem over sin ugengældte fascination på afstand og frustration over ikke at kunne rejse til Berlin for at møde Leo.
Fandyrkelsen foregår på samme hysteriske niveau som over for boybands i 90’erne, hvilket virker som en vild udvikling i betragtning af, at Leo bare er en helt almindelig sød teenagepige.
Men autenticitet er det nye sort, som Leos nye manager også fortæller hende. Hun er alt for påtaget i sin kommunikation, påpeger han. »Ingen vil have teater. Du skal være autentisk«. Et lidt hårdt budskab til en 14-årig, der trods alt får hobetal af teenagefans til at græde. Men nok er aldrig nok i ’Girl Gang’. Og hun kan tjene millioner på et år, lover manageren, hvis hun altså følger hans råd.
Filmen følger Leo gennem en tid, hvor hun går fra at være en glad amatør til en professionel pengemaskine. Det er ikke kønt at se på, og Meures sætter også filmens scene som en moderne eventyrtragedie med dramatisk, melankolsk kormusik og slowmotion-billeder af grædende teenagepiger.
Det grimme ved filmen er dog hverken Leo eller hendes unge fans, men de dollartegn, Leos forældre får i øjnene, da de opfatter datterens potentiale. Forældrene har sagt deres jobs op for at booste Leos karriere og bruger nu al deres tid på at planlægge hendes aktiviteter, forhandle sponsorater og piske datteren rundt i manegen.
På et tidspunkt kritiserer en anden influencer, at Leo er blevet udnævnt til børnearbejder på sociale medier. Det er måske også lige hårdt nok, men heller ikke helt ved siden af.
»Vi gør det for Leos fremtid«, gentager forældrene, der selv er vokset op under trange kår i DDR. Måske tror de på det, og det er da også fedt at tjene penge og få masser af gratis tøj og produkter. Men i takt med, at Leo tjener flere penge, i stigende grad reklamerer ukritisk for McDonald’s-burgere og Buffalo-sko og lancerer sine egne produkter, føles det, som om gnisten i Leos øjne gradvist slukkes.
Som enhver anden teenager vil Leo bare gerne sidde og stene med sin telefon nogle gange, og i løbet af filmen bliver hun stadig mere træt af, at hendes forældre kun vil tale arbejde og hele tiden siger, hvad hun skal gøre hvornår. Især når hun har meget bedre styr på det moderne mediesprog selv, og hendes far pludselig skal have meninger om, hvorvidt en babyblå neglelak vil sælge.
Samtidig synes hun, det er mega cringe, at forældrene udnytter Leos søgelys til selv at kaste sig ud i at blive influencere.
Leonie er stadig en populær influencer i Tyskland, og jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om hun er glad for det liv. Men filmens fremstilling af det er en tragedie.
Kort sagt:
Portræt af en 14-årig tysk influencer tegner et foruroligende billede af vores tid med overfladisk berømmelseskultur og er en tragisk fortælling om manglende forældreansvar.