’Hvidstengruppen II – de efterladte’: Efterfølger til dansk krigsfilm skruer op for tortur, frygt og død
Anne-Grethe Bjarup Riis’ instruktørdebut ’Hvidstengruppen’fra 2012 har efter næsten et årti fået sin efterfølger.
I den første film stiftede vi bekendtskab med familien Fiil på Hvidsten Kro, som kom til at danne rammen for modstandsgruppens aktiviteter.
Med den godmodige kroejer Marius Fiil som samlingspunkt blev gruppen en del af den danske modstand, da de modtog sprængstof og våben fra De Allierede. I 1944 blev gruppen fængslet og dømt til døden. Nogle blev benådet, men otte mænd blev henrettet, heriblandt kroværten Marius Fiil, hans søn Niels Fiil og svigersøn Peder Bergenhammer Sørensen.
Vi vender tilbage til fortællingen samme dag, som henrettelserne fandt sted, hvor vi genforenes med den efterladte kromutter, Gudrun Fiil (Bodil Jørgensen), der forgæves leder efter de henrettedes grave. Hun forsøger at holde håbet højt i den amputerede familie, som nu blot består af den yngste datter Bitten og barnebarnet Gulle. Gudrun er ikke knækket, men kæmper nu for at få en benådning af sine to døtre, så de kan vende hjem til Hvidsten.
Døtrene Gerda og Tulle Fiil sidder i Vestre Fængsel, hvor de er dømt til henholdsvis to år og livstid i de tyske utugtslejre. Men hverken de to døtre eller Gudrun ved, hvad der egentlig skal ske med dem. Og uvisheden er en fortærende følgesvend for alle parter.
Hvor den første film forblev i en noget naiv og godmodig mine, der trods for den skæbnesvangre afslutning synes næsten blottet for alvor og frygt, er man med efterfølgeren gået i en ganske anden retning. ’Hvidstengruppen 2’ portrætterer livet for de efterladte kvinder med et insisterende fokus på rædslerne som krigsfange. Her må døtrene Gerda (Laura Winther Møller) og Tulle (Marie Bach Hansen) betale en høj pris for deres del i modstandsbevægelsen.
Arrighed og trodsighed bobler i husmoderen Tulle efter henrettelsen af både hendes far, bror og mand. Hun er ikke frygtsom, men griber de chancer, hun får, for at udstille tyskerne. Med næb og kløer holder hun fast i modstand, styrke og håb.
Hendes blot 17-årige lillesøster Gerda er langt mere følelsesmæssigt flosset efter de traumatiserende måneder. Hun vågner sveddryppende og grædende i fængselscellen efter mareridt om hende og Tulles henrettelse. Snart starter deres egentlig straf, da de, uvidende om, hvad de har i vente, transporteres over den tyske grænse. Og hvad den første film manglede i fokus og spænding, er der skruet op for i efterfølgeren.
Filmen udruller en kavalkade af ubehagelige krigsforbrydelser, og vi spares ikke for lidelserne, når de kvindelige krigsfanger tortureres af fængselsbetjente. Der tegnes et gruopvækkende portræt af livet i de tyske utugtslejre med tydeligt kvindeligt fortegn.
Fortællingen domineres af kvinder. Også alle fængselsbetjente er kvinder. Og de er modbydelige og råbende, sommetider i en overdreven grad. På en togrejse sidder fængselsvagterne og smægter sig i mad og vand, mens de frysende og udsultede krigsfanger står i en samlet klump. De bønfalder om vand, som først bliver besvaret med et flyvende stykke brænde.
Tulle anmoder dem om at udvise empati. En af fangevogterne rejser sig, hælder vand i en kop, samler det mellem tre fingre og kaster det i små dråber ud over de tørstende kvinder. At underholdes af lidelse i en sådan grad synes næsten utænkeligt. Det umenneskelige og afstumpede portræt af tyskerne tenderer til det utroværdige.
Måske er det naivt. Fortællingen er trods alt baseret på de efterladtes dagbøger og beretninger, men måske man alligevel har skruet lidt op for de lede scenarier for virkningens skyld?
Hvor krigens rædsler lurer i udkanten gennem første film, er de allestedsnærværende her. Død, afstraffelse, sønderbombede byer og ikke mindst uvisheden hos krigsfanger såvel som deres efterladte. Den fortærende tortur, det må være, ikke at ane, om man bliver benådet eller henrettet.
Man oplever, hvor afskåret de lidende krigsfanger har været. Det er virkningsfuldt portrætteret, og det er svært ikke at blive berørt af de voldsomme billeder af udsultede, forslåede kvinder fanget i uvished.
Fortællingens egentlige kerne, som på mange måder manglede i forgængeren, er den uforenelige blanding af rædsel og håb, publikum må trækkes rundt i. Og som i særdeleshed personificeres gennem den udholdende Tulle, der må være tapper for flere.
Kort sagt:
Kvindernes krigsrædsler er omdrejningspunktet i’Hvidstengruppen II’, som i modsætning til sin forgænger bæres frem af en klar intention og vinkling.