‘Ingen vej tilbage’: Vi kan alle lære meget af ny DR3-serie med stortalent i spidsen

Det går virkelig godt for Nanna og Lasse i begyndelsen af DR-serien ’Ingen vej tilbage’.

De er egentlig bare bollevenner, men Nanna mangler et ordentligt sted at bo, og det har Lasse. Inden afsnit to er omme, er de flyttet sammen. Og da Nanna opdager, at hun er gravid, beslutter de sig for alvor for at skabe et liv sammen.

Men det nye par er meget forskellige. Lasse er fra Langeland, og hans karriereambitioner rækker til måske at søge jobbet som souschef i det supermarked, han arbejder i. Han er ikke en mand, der beder om det, han gerne vil have. Mere en, der helst lægger sit ansigt i de rette folder, trækker på skuldrene og forsikrer andre om, at »alt er fint«.

Nanna arbejder som stylist for en succesfuld fotograf og ligner én, der har styr på sit liv. I tredje afsnit sidder de ved morgenbordet på Nannas fødselsdag, mens hendes er mor med på en skype-forbindelse. Når Nanna skal forklare hende, hvad Lasse laver, bliver supermarked til, at han »arbejder i salg«, og de teboller, han har ristet, ligger godt begravet i brødkurven under det bagerbrød, Nannas søster har købt med.

Men hvad vi og Lasse langsomt finder ud af, er, at Nanna har diagnosen skizofreni. Hun er medicineret og stabil og vil helst ikke tale om det af frygt for at blive behandlet anderledes. Men da hun begynder i et graviditetsforløb, oplever hun det, som om de ikke ser andet end hendes sygdom.

Derfor beslutter hun at holde store dele af sit liv hemmeligt for Lasse og tage sin behandling i egen hånd. 

Serien er instrueret af Andrias Høgenni, og det er hans første store projekt siden kortfilmen ’Ikki illa meint’, der blandt andet blev prisbelønnet på Cannes Film Festival. Med hans navn på projektet er det også første gang, en DR Drama-serie instrueres af en færing, og Høgennis baggrund er subtilt og charmerende flettet ind i serien gennem Lasses arbejdsplads, hvor Lasse er den eneste dansker blandt kolleger, der opererer efter »færøsk tid« og i det hele taget har et fællesskab uden om Lasse i deres sprogbrug og drikkevaner.

Subtil og charmerende er i det hele taget to ord, der beskriver ’Ingen vej tilbage’. Det er ikke en serie med store armbevægelser, smarte idéer eller højt tempo. I stedet er det en enkelt komponeret historie, der med få visuelle finesser, et effektivt soundtrack og talentfuldt skuespil viser, hvor simpelt en god serie kan skrues sammen.

Og med talentfuldt skuespil mener jeg især den ene hovedrolleindehaver, Ane Stensgaard Juul. Ved Nannas langsomme forværring, hvor hendes diagnoses symptomer begynder at vise sig, formår Juul at vise os med de mindste gestusser som et fjernt eller flakkende blik, at hun er ved at fjerne sig fra virkeligheden. Som serien selv illustrerer, kan den slags langsomme, glidende tilbagefald være så svære at få øje på hos sig selv eller hos nogen tæt på én, og den pointe står lysende klart takket være Juul.

Fortællinger, hvor den primære konflikt er, at noget ikke bliver sagt, kan være frustrerende. Men ’Ingen vej tilbage’ er ikke i den kategori af serier, hvor vi bare må se til, mens hemmeligheder og misforståelser hober sig op. Som den lykkelige start viser, kan de godt overkomme at finde hinanden i at flytte sammen og blive kærester.

Men meget tro mod, hvordan det føles i virkeligheden, er der konstant bevægelse mellem dem: De nærmer sig hinanden og skubbes væk igen, når nærheden skaber nye problemer.

Man kan komme langt med at sige, hvad man faktisk føler, men det er en proces at lære at sige det. Det er dét, ’Ingen vej tilbage’ ærligt og fint får vist. Der er meget at lære for Lasse, der har sit mandeideal fra sin far, der kan fikse alt med en skruetrækker, men er ude at stand til at give et knus.

Og der er meget at lære for Nanna, som ikke vil være til besvær, men ender med at være det, fordi hun holder alting for sig selv.

Faktisk er der meget at lære for os alle sammen fra denne series skildring af intimitet og sårbarhed.

---

Kort sagt:
’Ingen vej tilbage’ lykkes med at fortælle om skizofreni og skrøbelige følelser på helt enkel vis.

Anmeldelsen er baseret på alle ni afsnit.