’Klienten’: Anton Hjejle er eneste lyspunkt i fejlslået dansk thriller
Det er nærmest grinagtigt, da seriemorderen Mark (Anton Hjejle) mod slutningen af Anders Klarlunds fejlslåede psykologiske thriller ’Klienten’ bedyrer: »Hvis en historie er rigtig god, kan man ikke vente på at høre slutningen«.
På det tidspunkt er filmen sunket så langt ned i ligegyldighedens dyb, at man for længst er blevet ligeglad med, om psykologen Susanne (Signe Egholm Olsen) overlever sin skæbnesvangre terapisession med Mark – en selverklæret frihedskæmper, der frigør fostre fra et meningsløst liv ved at myrde gravide kvinder rundt omkring i Skandinavien.
Og når filmen så bruger de sidste 10 – tilsyneladende endeløse – minutter på at udfolde det bedrag, manuskriptforfatterne må have bildt sig selv ind, var Keyser Söze værdig, ryster man på hovedet, fordi man for længst har gennemskuet hvert et håbløst forudsigeligt twist på kilometers afstand. I hvert fald dem, der ikke er så ufatteligt langt ude, at de vælter filmen mod det ufrivilligt komiske.
’Klienten’ er en thriller, der virker til at være sat i verden med mikroskopiske ambitioner om at levere skamløst smuds til videoaftenerne i forstadskældrene. Men filmen indfrier dårligt nok forventningerne om en basal spændingsmotor.
Hovedkarakteren Susanne er passiv gennem det meste af spilletiden. Hun holdes fanget i sin luksuriøse klinik med panoramavinduer, hvor hendes ellers nysgerrige genbo ikke ænser dramaet i klinikken. Imens ebber kornene langsomt ud af det timeglas, Susanne bruger til at holde styr på tiden med sine klienter. Det er den dyrebare tid, Mark har givet hende til at kurere ham, hvis hun skal gøre sig forhåbning om at slippe med livet i behold.
Det psykologiske magtspil er ærgerligt ulige: Susanne får dårligt lejlighed til at bruge sine erfaringer med psykens krinkelkroge til at sno sig ud af sit møde med djævlen. I stedet løber filmen hele tiden bagefter den egentlige handling, når den udlægger konteksten for Marks psykopati gennem flashbacks, som binder de to skæbner sammen på kedelig vis og fuldkommen tager pusten fra, hvad der kunne have været et intenst kammerspil á la ’Den skyldige’.
Historien sætter ind alle de forkerte steder med sin psykoanalyse af Marks fortid, der fravrister ham den grad af ondskabsfuld uransagelighed, som gjorde karakteren spændende til at starte med. Samtidig formår filmen aldrig at tegne Susanne klart nok op til, at vi rent faktisk hepper på hende.
Visuelt er der nærmest ingen ambitioner, når vi fodres med det ene bovlamme shot-reverse-skud efter det andet. Næsten alt er filmet i nære beskæringer af karakterernes ansigter og blikke, sikkert for at fremmane en klaustrofobi. Resultatet minder dog mere om skødesløs maskering af en pinlig produktionsværdi, som tilfældige droneskud drypvist skal modvirke.
Hver replik klinger af lommefilosofisk pladder, når Susanne nævner ting som »konkurrencen mellem hvem vi er, og hvem vi gerne vil være«, så filmen nærmest skriger til en, at her er en tematik, der vil blive sat i spil.
Men ’Klienten’ formår ikke at sige særligt meget brugbart om hverken terapi eller menneskets indre splittelse. Da filmen forsøger at tage diskussionen om skyld op, bliver det ved tanken, når den ellers interessante tematik om, hvem der har ansvaret for mord – morderen, eller systemerne, der former ham – falder uudforsket til jorden.
Det eneste glimtvise lyspunkt finder man i Anton Hjejle, der med sit ansigt og fysik gestalter en betagende psykopat, som piller den drevne psykolog fra hinanden og udstiller hendes inkompetencer.
Desværre river manuskriptet tæppet væk under ham, da det demaskerer karakteren mod det ærgerligt forsimplede.
Kort sagt:
Anton Hjejle er eneste lyspunkt i spændingsløs dansk thriller, der fortaber sig i ligegyldighedens dyb.