‘Studio 666’: Dave Grohl kører ego-show i kikset horrorkomedie
Allerede i første scene slås det an, at der ikke bliver sparet på gore-faktoren i ‘Studio 666’.
Det succesfulde rockband Foo Fighters skal tage hul på gruppens 10. album, og ifølge bandleder Dave Grohl er der nødt til at ske noget nyt, for at gruppen ikke bare gentager fordums effektive skabeloner. Ergo beslutter manageren Shill, med et slet skjult smil, at sende ensemblet på kreativ bootcamp i et forladt L.A.-mansion.
Villaen har (selvfølgelig) en dyster fortid, hvor fordums dæmoniske ugerninger stadig rumsterer, ligesom den nysgerrige nabo (naturligvis) er lige dele mærkelig og påfaldende imødekommende, da Foo Fighters ankommer.
Således er scenen sat til, hvad der kunne have været et underholdende gys langs nogle konventionelle retningslinjer, hvis ikke det ret hurtigt står klart, at vi har at gøre med rockmusikere, for hvem det at træde ind i roller og karakterer ikke falder naturligt.
Særligt fremstår keyboardspilleren Rami Jaffee nærmest som en parodi på en parodi med sit overspillede fokus på at være spirituel, samtidig med at han også er udset til at være gyserfilmens liderlige fyr, som jo altid går en krank skæbne i møde. At Jaffee optræder i filmens mest over-the-top splatterscene følger således genreforeskrifterne til punkt og prikke.
‘Studio 666′ er tydeligt inspireret af 80’ernes horrorfilm, hvor visuelle jump scares prioriteres over karakterdybde. Det skal retfærdigvis siges, at filmens special effects er ganske effektive, og scenerne i den uhyggelige kælder, da det afsløres, hvad der er gået forud for Foo Fighters’ ophold i det hjemsøgte hus, får hårene til at rejse sig på den helt rigtige måde.
Ligesom krydsreferencerne til det okkulte ikon Aleister Crowley, og hvorvidt der ligger skjulte (læs: sataniske) budskaber gemt i musikken, vil fryde enhver, som har styr på den hårde rocks klichéer.
Men filmen lider altså under det svage og ikke synderligt inspirerende plot med et band, der skal genfinde inspirationen i takt med, at omgivelsernes aura gradvist besætter dem.
Det havde man bedre kunnet se gennem fingre med, hvis der havde været en mere naturlig dynamik mellem musikerne i deres forsøg på skuespil.
Det er plastret til overalt med den blodrøde pensel, at Foo Fighters’ øvrige medlemmer åbenlyst er statister i ‘The Dave Grohl Horror Show’. Et faktum, der særligt manifesteres i en scene, hvor trommeslageren Taylor Hawkins (der altid har fremstået som Grohls tætteste åndsfælle – menneskeligt og musikalsk – i Foo Fighters) tvinges til at afslutte den ambitiøse og langtrukne prog-metal-hymne, som har prikket hul på Grohls sangskriver-blokering.
Hawkins’ rolle i bandet skal lige kanøfles med svadaen: »You and I are both drummers«.
For inden da har vi naturligvis haft adskillige scener, hvor Grohl har brilleret med sine evner bag trommesættet. Ligesom det naturligvis også skal pointeres, at han er den bedste i bandet til at spille guitar og være grillmester!
Komedie eller ej: Når en person, som i forvejen er begivenhedernes centrum, omtaler sig selv i tredjeperson, så kammer det altså over. Og replikken »Did you just say no to Dave Grohl?« leveres på ingen måde med den åbenlyst tilstræbte humor.
Dave Grohl er vitterligt en af de mest sympatiske og jordnære rockstjerner, hvorfor det synes som en alt for oplagt disposition at fremstille ham som egenrådig megaloman og ikke levne mere plads til de bandvenner, som altid har fremstået som en harmonisk samling dudes.
Måske var det tænkt som en art metalag, der således flugter filmens underliggende narrativ om at prøve noget nyt. Jeg har dog både bandet og instruktør BJ McDonnell mistænkt for bare at falde for fristelsen om at gøre ‘the nicest man in rock’ til skurk og altoverskyggende hovedperson.
Uanset hvad falder det hele til jorden med et blodfattigt splat i dette mislykkede forsøg på at fusionere ‘the making of an album’-film med 80’er-horror.
»No songs yet, but we got the sound«, lyder det lige dele opgivende og motiverende, mens bandet knokler løs med materialet. En sigende replik, der også symboliserer ‘Studio 666’.
Den gode intention, der ikke manifesterede sig tilfredsstillende.
Dave Grohl og co. havde idéen, men ikke filmen.
Kort sagt:
Foo Fighters’ øvrige medlemmer reduceres til statister i ‘Dave Grohl Horror Show’, der gør denne 80’er-pastiche til en kikset affære.