‘The Electric Life of Louis Wain’: Benedict Cumberbatchs kattefilm er noget af en misere
Uden den britiske illustrator Louis Wain og hans besjælede, finurlige tegninger af katte ville vi måske slet ikke have adopteret katten som kæledyr. Sikken misere det havde været aldrig at have leget med en kattekilling eller haft en spindende kat liggende på maven.
For den oplysning får Will Sharpes biopic ’The Electric Life of Louis Wain’ sin ene stjerne. Den anden får den for den nuttede sort-hvide kat, Peter, som inspirerer Louis til at kaste sin kærlighed på katte, og hans ret fede kattetegninger, som vi desværre ser alt for lidt til.
Hvis bare filmen var gået planken ud og havde fokuseret på Wains rolle i at gøre kattene til menneskets næstbedste ven, kunne den måske have fungeret som et stykke kuriøs kulturhistorie.
I stedet insisterer den på at fortælle hele Louis Wains livshistorie: Hans økonomiske problemer, familieforhold, kortvarige ægteskab, optagethed af elektricitet og snigende mentale sammenbrud. Ligesom Wains ufokuserede tilgang til arbejde – han takker på et tidspunkt nej til et hårdt tiltrængt fast illustratorjob for at skrive en opera – fortæller filmen alt for mange historier på én gang.
Historien starter egentlig o.k. med et charmerende møde med Louis Wain i 1880’ernes London. Wain, spillet af Benedict Cumberbatch, der også er producer på filmen, er et socialt akavet, godmodigt og excentrisk tegnegeni med krudt i røven.
Han ville egentlig helst fortsætte med at dyrke sine mange interesser, men da hans far netop er død, står han pludselig med ansvaret for at forsørge sin mor og fem søstre. For at få råd til en guvernante takker han derfor – hårdt presset af sin ældste fornuftige søster, Caroline (Andrea Riseborough) – ja til et job fra redaktøren (Toby Jones) for avisen Illustrated London News, der er imponeret over hans talent for at gengive virkeligheden på blokken i løbet af sekunder.
Det viser sig som en god beslutning, da han forelsker sig hovedkulds i guvernanten Emily, spillet med tør humor og sødme af Claire Foy. Deres romance er på grund af klasseforskellen en social skandale. Ikke desto mindre gifter han sig med hende, og parret nyder en lykkelig tid i et hus på landet – indtil hun får konstateret brystkræft.
Inden da har parret fundet en vild kattekilling, som de kalder Peter, og uortodokst for tiden adopterer som kæledyr. Under Emilys sygdom forsøger Louis at muntre ham op ved at tegne Peter, og det leder ham til at skabe de tegninger af katte med menneskelige egenskaber, som gør ham berømt.
Desværre får han ikke copyright på kattene, så trods sin succes fortsætter familiens økonomiske elendighed. Herfra går det kun ned ad bakke for både Louis, søstrene og filmen, der i løbet af sine meget lange knap to timer bliver mere og mere ufokuseret og sentimental og mister sin energi, i takt med at skuespillerne sminkes ældre.
Trods det stærke cast – Olivia Colman er fortæller, og Nick Cave og Taika Waititi dukker op i cameos – er Claire Foy den eneste skuespiller, der får noget interessant ud af deres endimensionelle karakterer.
Benedict Cumberbatch, der lige har leveret en fabelagtig præstation i Jane Campions ’The Power of the Dog’, falder i denne kattefabel tilbage til sit forudsigelige excentriske modus.
Det hele bliver for cute og finurligt, samtidig med at vi skal trækkes igennem en dickensk forfaldshistorie, vi aldrig kommer i dybden med. Underligt nok kommer vi heller aldrig i dybden med, hvad det er ved katten, Louis tiltrækkes af og spejler sig i.
Det er altså kattens.
Kort sagt:
Benedict Cumberbatch og en række nuttede katte kan ikke redde finurligt portræt af kattetegneren Louis Wain fra at blive lige så overfladisk og ligegyldig som en kattevideo på YouTube.