’De forbandede år 2’: Anden del af Anders Refns besættelseshistorie er medrivende og kærkommen
I Anders Refns ’De forbandede år’ fra 2020 mødte vi overklassefamilien Skov den 9. april 1940. Den idylliske dag, hvor forældrene Eva og Karl Skov vækkes med sang i anledning af deres sølvbryllup, ender brat. Flyvesedler regner ned over selskabet, og tyskernes besættelse af Danmark indtræder.
Besættelsen griber langt ind i de familiære bånd, og de interne splittelser i den ellers pæne familie viser sig hurtigt. Patriarken Karl vil redde livsværket fabrikken, Elektra, så hjulene ikke går i stå. Den ældste søn Michael kæmper ved Østfronten med det danske frikorps og vender hjem skadet og traumatiseret.
Den yngre søn Aksel bliver grebet af modstandsbevægelsen, og datteren Helene forelsker sig i en tysk officer, flygter til Norge og gifter sig, men vender tilbage, da manden omkommer til søs.
Med efterfølgeren tager Refn fat, hvor vi slap familien Skov. Splittelsen og de modstridende positioner bliver mere dominerende for familiens samvær, som krigens alvor træder klarere frem.
Den yngste søn Valdemar gider ikke skolen længere – det er ikke populært at være søn af en mand, der har bøjet sig for den tyske besættelsesmagt. Noget andet føles mere presserende end at blive student, og det kan man jo ikke fortænke ham i.
Den ældste søn Michael er ikke velkommen hos familien, så han drukner sine krigstraumer på en bar i selskab med hipofolk. Drikfældig og opgivende drysser han omkring i Københavns gader. En karakter, der er forkastet af familien, men som der vækkes empati for, når han apatisk modsiger sine nazistiske drukkammerater.
Datteren Helene er deprimeret og gemmer sig på værelset. Alle venner har vendt hende ryggen, og hun må affinde sig med at være en tyskertøs.
Mens Eva forsøger at holde al tysk indflydelse uden for hjemmet, er Karl optaget af at holde fabrikken i live, så de ansatte ikke mister deres arbejde, og familien ikke mister sin indtægtskilde. Og det kræver samarbejde med tyskerne – halvdelen af fabrikkens produktion er under tysk disposition, og Karls bestemmelser svinder mere og mere ind.
Karls problemer tager til, da samlingsregeringen kollapser, og den generelle folkestemning bliver langt mere kritisk end før. Politikerne vil pludselig ikke stå ved deres tidligere samarbejdsvillighed. Modstandsbevægelserne får mere magt og bliver etablerede, politiske stemmer, idet man øjner afslutningen på krigen.
Ægteparret Skov er vækket til live af Jesper Christensen og Bodil Jørgensen, og de indtager rollerne som familiens splittede overhoveder med stor overbevisning. Filmens karaktergalleri er generelt velskrevet og velspillet.
Nogle karakterer virker mere fortænkte end andre, heriblandt Liva, den mystiske, utilnærmelige modstandskvinde, der gerne har en smøg hvilende i mundvigen.
Liva er i første omgang det, som Aksel drages imod, men han bliver hurtigt opslugt af det større projekt og udvikler sig til en sand partisan. Han hengiver sig fuldt og helt til modstandsbevægelsen, kæmper sig hurtigt op i graderne og må derfor gå under jorden. Der er ikke mange nuancer at spore i Aksels blik på krigen, og han bliver også et billede på den dobbeltmoral, der kan herske i modstandssagens tjeneste.
Man mærker Refns forståelse for samtlige positioner i den splittede familie – og også det kritiske perspektiv. Det er et kærkomment projekt at skildre de vanskelige og upopulære nuancer, som er en del af krig. Modstanden var ikke udelukkende heltemodig, men også ondskabsfuld og hævngerrig. Samarbejdet med tyskerne syntes for nogle uundgåeligt og som det eneste rigtige.
Den bredtfavnende fortælling om besættelsestiden gør det godt som indføring i og nuancering af dansk krigshistorie. Den er en medrivende film med flotte og spændingsfulde scener, hvad end de udfolder sig i familiens villa eller i Københavns gader.
Spørgsmål om moral er grundlæggende i Refns portræt af et besat Danmark. Det er ikke et tilfælde, at vi også er vidner til bagsiden af befrielsens ekstase, hvor lovløse henrettelser og hævngerrig vold fik nyt fortegn. Filmen løfter en smule af sløret for eftertiden, som sagtens kunne fylde mere.
For hvordan kom vi egentlig videre efter besættelsen?
De mange fortælletråde ville få lidt mere vægt og dybde med mere spilletid eller et smallere fokus. Der findes nok materiale til en slægtsfortælling á la Matador. Det bliver en smule klemt i filmens form, men det klæder kun historien, at karaktererne foldes mere ud i den biografaktuelle fortsættelse.
Kort sagt:
De kompromisløse og unuancerede positioner udfordres i en medrivende besættelsesfortælling, som til tider bliver lidt klemt med sine mange perspektiver og fortælletråde.