‘Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder’: Mads Mikkelsen overstråler alt og alle i endnu en sjælløs Harry Potter-prequel
Det er efterhånden svært at se på i god tro, mens J.K. Rowling og David Yates langsomt, men sikkert malker det højtelskede Harry Potter-univers for værdi i den ligegyldige pengemaskine, som er ’Fantastiske skabninger’-filmserien.
’Dumbledores hemmeligheder’ er på niveau med sine to forgængere, hvilket vil sige, at vi endnu engang har at gøre med et kludetæppe af overflødige sideplots, ligegyldige bikarakterer, en håbløs udvanding af klassisk Harry Potter-mytologi og storladen CGI, som er så langt under niveau, fra hvad Yates præsterede i de sidste fire Potter-film, at man tager sig til hovedet i vantro.
Alene titlen afslører, at filmskaberne fortsat er i syv sind om, hvilken historie de gerne vil fortælle.
Det er et generelt problem for franchisen, at den både består af Newt Scamanders fjollede eventyrligheder med disneyficerede fantastiske skabninger og den store fortælling om Dumbledores kamp mod Gellert Grindelwald.
Formålet med filmserien har hidtil primært været at udfylde de gabende huller, som David Yates’ sidste to Harry Potter-film efterlod, da instruktøren sprang let og elegant hen over Dumbledores flirt med mørk magi og forholdet til Grindelwald, der blev behandlet i Rowlings syvende Harry Potter-bog.
Det er dybest set to forskellige film, der er blevet klasket sammen til et genreforvirret miskmask, som aldrig dedikerer sig til én af historierne. På den måde fremstår henved samtlige karakterer lige så spejlblanke, som da vi mødte dem for tre film siden.
Newt Scamander (Eddie Redmayne) er stadig Dumbledores godhjertede og socialt akavede hjælper, som nu skal forsøge at stoppe Grindelwald (Mads Mikkelsen) fra at vinde valget om at blive ny leder for Den Internationale Sammenslutning af Troldmænd i de polariserede 1930’ere.
Scamander får hjælp fra en broget skare, der fortsat tæller mugglebageren Jacob Kowalski (Dan Fogler), Scamanders auror-bror Thesseus (Callum Turner), assistenten Bunty (Victoria Yeates) og nytilkommeren Eulalie Hicks (Jessica Williams), en velrenommeret Hogwarts-professor. Karakterer, som filmen ikke helliger meget af sin diffuse opmærksomhed.
Det siger sit, at Katherine Waterstons rolle som Scamanders love interest stort set er skrevet ud, uden at man savner hende det mindste.
Havde man håbet, at filmen ville leve op til sin titel og give os en dybere indsigt i Dumbledores fortid, går man forgæves. Allerede fra første scene fastslår Rowling og co. ganske vist med syvtømmersøm, at Dumbledore er homoseksuel og var forelsket i Grindelwald, da han i sine unge år indgik en blodpagt med djævlen. Men forholdet udforskes ikke dybere, og resten af spilletiden bruger filmen på at udlægge information, vi allerede kender fra bøgerne.
Det eneste nye, vi får serveret, er et lillebitte indblik i Dumbledores bror Aberforth (Richard Coyle) og hans fortid, der er ærgerligt forsimplet – som var den skrevet udelukkende for at få kabalen af plottråde til at gå op på nogenlunde tilfredsstillende vis.
Resten af tiden går med store tryllekampe, der ikke forløses tilnærmelsesvist så kreativt som i Harry Potter-filmene – og som lider af, at vi ikke kender de kæmpende karakterer. Det gør de effektunge scener til tomme spektakler uden noget på spil. Næsten alle forsøg på comic relief og karakterrelationer føles forcerede, fordi filmen aldrig bliver længe nok på én handlingstråd, før den hopper videre til den næste.
Det eneste lyspunkt er Mads Mikkelsen. Han overstråler alt og alle i rollen som diabolske Grindelwald (overtaget fra fyrede Johnny Depp), der nærmest sidestilles med Hitler i sin kamp for etnisk udrensning og et totalitært troldmandsstyre. Mikkelsen er fantastisk, men der skal dog heller ikke meget til at imponere, når man mandsopdækkes af polerede, blanke skuespillere, som mest af alt ligner, at de lige er trådt ud fra et Abercrombie & Fitch-fotoshoot.
Mikkelsen gnistrer med sit blotte blik, men desværre får Grindelwald-karakteren sjældent lov at ånde. Man undrer sig over, at Rowling ikke blot fortæller den store historie om Dumbledore og Grindelwald med hovedpersonerne i front. I stedet er duoen hensat til at danse rundt om Scamanders ligegyldigheder.
At tematikken om masserne, der lader sig forføre af falske profeter, er set før og bedre i ’Harry Potter’-filmene, tager desuden det meste af pusten fra den ellers interessante (og underudforskede) afsøgning af fascismens tiltrækningskraft.
Det er svært at fremtvinge bare et glimt af håb for de sidste to film i den allerede alt for lange ’Fantastiske skabninger’-serie, når Rowling og Yates bliver ved med at afsløre, hvor svagt et greb om fortællingen de egentlig har.
Kort sagt:
Mads Mikkelsen er det eneste lyspunkt i endnu en ligegyldig ’Fantastiske skabninger’-film, der udvander den ikoniske Harry Potter-mytologi i et sjælløst forsøg på at vride franchisen for mønt.