’The Viking – Narkokongens fald’: Vild historie om dansk narkobaron er mindre troværdig end fiktion
I Danmark har vi tradition for at eksperimentere med dokumentarformen med film som ’The Act of Killing’og ’Ambassadøren’, der blander fakta med fiktion.
Men i Viaplays nye dokumentarserie om en af nordens største narkobaroner, Claus Malmqvist, er eksperimentet stukket så langt af, at der ikke er meget dokumentar tilbage.
Serien følger den nu midaldrende Malmqvist i interviews med den Cavling-vindende journalist Jeppe Facius. Facius er ikke interesseret i en banal gangsterhistorie med action og vold – han vil fortælle en »menneskelig historie« om konsekvenserne af den kriminelle livsstil.
Det vil seriens instruktør, Peter Anthony, tilsyneladende ikke.
Frem for at lade Facius interviewe Malmqvist på almindelig vis og fortælle historien gennem hans og andre kilders erindringer, har han nemlig valgt at dramatisere alt. Og jeg mener alt!
Én ting er, at Malmqvists karriere fra 80’erne til anholdelsen i 00’erne er rekonstrueret dramatisk med Alex Høgh Andersen i hovedrollen. Noget helt andet er, at alle interviews er filmet med en lyssætning og dramaturgi, der er mindst lige så lækker som i de egentlige rekonstruktioner – blot med replikker, der virker alt andet end naturlige.
Viaplay kalder selv serien en »dramadokumentar«, men det er fuldstændig uklart, hvad der er fiktion, og hvad der er virkelighed.
Er det rigtige samtaler, som er blevet optaget og genopført? Er det rigtige interviews, som er blevet instrueret? Og hvis kun nogle af samtalerne er ægte, hvordan ved vi så hvilke?
Der er intet svar i sigte, og det er ekstremt distraherende for historien, som ellers er virkelig spændende.
Malmqvist var kendt som The Viking og opnåede i 90’erne stor magt i Europas narkoverden med forbindelser til både de marokkanske klaner, de kinesiske triader og endda New Yorks legendariske mafia uden at komme på politiets radar i Danmark. Først i 2007 blev han dømt for smugling af 13 tons hash, fordi hans inkompetente lakaj kom til at afsløre ham – og begå et grusomt mord på en ålefarm i Nordsjælland.
Hvis det ikke var sindssygt nok, så blev Malmqvists brasilianske kone gravid, lige inden han blev arresteret og smidt i Brasiliens værste fængsel: Ary Franco. Det er sådan et sted, hvor man spiller fodbold med afhuggede hoveder. Men sammen med den berygtede mafiabøddel John Alite fik danskeren overtaget kontrollen i fængslet, inden han blev kidnappet af dansk politi og dømt til 16 års fængsel i hjemlandet.
Hvis det ikke lyder som en vild dramaserie, så ved jeg ikke, hvad der gør, og i sekvenserne med den unge Malmqvist ser vi glimt af den serie, vi kunne have fået.
Der er både biljagter, grotesk vold og rå følelser mellem ham og konen (Aline Bruun), og selvom 27-årige Alex Høgh Andersen ikke er helt overbevisende som 40-årig i de sidste scener, formår han både at være intimiderende på dansk, engelsk, spansk og portugisisk i karrierens anden vikingerolle.
Problemet er, at vi teknisk set befinder os i en dokumentar, og derfor kommer de vilde scener mest til at virke som et plat forsøg på at spice historien op med splat og urimeligt mange sexscener.
Det samme gælder interviewscenerne mellem Facius og Malmqvist. Magtspillet imellem den forargede journalist og den hårde, tilbageholdende machomand er i sig selv spændende, men fordi de er opført som fiktion, kommer det til at føles som dårlig fiktion.
Ikke mindst i første afsnits ekskursion til Spanien, hvor Facius tager på klub med Malmqvist og Alite, der tydeligvis elsker at spille skuespil mere end de to andre. Den alt for lange scene, hvor Alite danser med strippere, mens Facius kommer tæt ind på narkobaronen, har givet vis fundet sted, men her føles det som talentløst impro-teater mellem to mænd, der ikke rigtig gider.
Det kulminerer, da Malmqvist passionsløst smider Facius i en svømmepøl og går derfra med et grin, som nok var oprigtigt, da det første gang fandt sted, men bestemt ikke er det længere.
Dramatiseringen af interviews går hårdest ud over Facius. Det er åbenbart for kedeligt at se ham tale i telefon, og derfor er han beordret til at ligge henslængt og halvnøgen på sin seng med Wikipedia åbent, imens han gør det.
Facius har åbenlyst gjort et imponerende researcharbejde, men det er ikke nok for Peter Anthony, der fik et gennembrud med den vellykkede dokumentar ’The Man Who Saved the World’, der også gjorde flittig brug af rekonstruktioner.
Her tror han ikke nok på sin egen historie. Derfor kaster han sig ud i et eksperiment, der får hans dokumentar til at virke mindre autentisk, end hvis den var ren fiktion.
Kort sagt:
Historien om en af Danmarks største narkobaroner kunne have været en glimrende dokumentar eller dramaserie, men et uinspireret genreeksperiment betyder, at den er ingen af delene.