8. ’Holy Smoke’ (1999)
Jane Campions forsøg på en samtidig sort komedie er lige så imponerende ambitiøs i sit koncept, som den er ærgerligt fejlslagen i udførslen. Historien om den unge, australske Ruth (Kate Winslet), der bliver ’hjernevasket’ af en indisk kultleder og bortføres hjem af sin familie for at blive omvendt af en macho-selvhjælpsguru (Harvey Keitel), er fyldt af spændende dimensioner.
Campion er tydeligvis interesseret i kaukasierenes racistiske modstand og fremmedgørelse over for østlig religiøsitet. Hvordan højpandede idealer om individuel frihed knækker, så snart det enkelte individ vælger en anden vej end normen. Samt mødet mellem en ung, frigjort kvinde og den brovtende patriark, der ser sig selv som hendes frelser.
Desværre famler selve filmen i et noget fladt kammerspil mellem Keitel og Winslet, hvor man aldrig helt tror på nogen af de tos utrolige viljestyrke og intellekt. Campion har stadig et godt øje for maskulin fragilitet og ikke mindst kvindelig seksualitet. Men i et så stærkt felt er den uden tvivl hendes svageste.
7. ’Sweetie’ (1989)
Det uransagelige og fascinerende blodbånd mellem søskende er sjældent set mere anspændt end hos den nervøst anlagte Kay og hendes ustyrlige søster Sweetie.
Kays dorske kæreste Louis bliver straks draget af den imposante karakter, da hun inviterer sig selv til at bo hos søsteren, der konstant ser sig sur på hende. Kay er bange for at gå under træer og undgår revnerne i asfalten, mens Sweetie jovialt hopper og danser højt oppe i sit træfort.
Karaktererne er optegnet ofte på diffus vis gennem symboltunge billeder og handlinger. Kay river Louis’ syge egetræ op fra deres baghave, fordi hun er bange for, at det vil slå rødder under huset. Men så snart den grimme hemmelighed er skjult under sengen, begynder forholdet at krakelere.
Det er ikke subtilt, men filmen fanger de volatile forhold, vi så ofte har med dem, som står os nærmest.
6. ’The Portrait of a Lady’ (1996)
Måske ikke overraskende blev Jane Campions iskolde, alenlange adaptation af Henry James’ roman af samme navn mødt med stor kritik, da den udkom i 1996. Og ikke blot fordi Campion tre år tidligere havde sat standarden umuligt højt ved at modtage Den Gyldne Palme som den første kvinde for ’The Piano’.
Historien om den egensindige adelskvinde Isabel Archer (Nicole Kidman), der bliver fanget i et årelangt ægtespind af den misogyne Gilbert Osmod (John Malkovich), føles uretfærdig og frustrerende snarere end pirrende. Det er tydeligvis Campions intention, men det gør det ikke lettere at overvære.
Campion gentog sit samarbejde med fotograf Stuart Drybourgh fra ’The Piano’, og de sorgfulde italienske metropoler og amerikanske landsteder er præcist lige så slående som de vilde junglelandskaber i den film. Men appellen her er unægtelig Kidmans utrolige forståelse for Isabels tragedie, og hvorfor hun lader sig besnære i første omgang.
5. ’An Angel at My Table’ (1990)
Da Jane Campions biopic om den newzealandske forfatter Janet Frame udkom i 1990, var forfatteren anset for at være en af sit hjemlands største kunstnere.
Filmen var oprindeligt tænkt som en tv-miniserie, hvilket forklarer den lange spilletid og det episodiske format, der følger Frame i tre perioder af hendes liv, fra barn til voksen.
I løbet af filmens næsten tre timer tegner Campion et nidkært billede af et lidende menneske, der gestaltes fænomenalt af Alexia Keogh, Karen Fergusson og til sidst Kerry Fox som voksen. På grund af sin sky, aparte natur bliver Janet som ganske ung institutionaliseret og er, i en af filmens mest modbydelige scener, minutter fra at få det hvide snit.
Selv i kunstnermiljøer, hvor hun senere tilbedes som et wunderkind, har hun konstant ubehag over de kutymer, der påtvinges og forventes af hende. ’An Angel at My Table’ er et sjældent introspektivt og empatisk indblik i én kunstners kringlede hjerne.
4. ’Power of the Dog’ (2021)
Jane Campions Oscar-basker tabte måske hovedprisen til døvefamiliedramaet ’CODA’, men det gør ikke western-thrilleren om mænds skjulte homoerotiske følelsesliv mindre imponerende.
Hvad der begynder som et inciterende trekantsdrama mellem den højtuddannede, uhumske rancher Phil (Benedict Cumberbatch), broren George (Jesse Plemons) og svigerinden, den musede Rose (Kirsten Dunst), udvikler sig til et nervepirrende karakterstudie af Roses spinkle teenagedreng Peter (Kodi Smit-McPhee) og hans forhold til mentoren Phil.
Spændingen sniger sig langsomt ind under huden på én som en led omgang miltbrand.
Hver ny scene byder på nye uhyrligheder. Fra Phil, der giver finger til Peters papirrose, til Peters minutiøse dissekering af en kælekanin. Uhyggen er underbygget af Johnny Greenwoods idiosynkratiske score samt Ari Wagners grandiose fotografering af ranchens omkringliggende bjergkamme.
Om den så er optaget i New Zealand eller ej, gør ikke filmen mindre overbevisende.
3. ’The Piano’ (1993)
Da Jane Campion vandt Den Gyldne Palme for ’The Piano’ i 1993, måtte hun dele den med Chen Kaige for ’Farvel Min Konkubine’. Men der er ingen tvivl om, hvilken film der skrev sig ind i historiebøgerne det år. Holly Hunter spiller pianisten Ada, der rejser fra Skotland til verdens ende for at være sammen med sin mand, den irritable gårdejer Alistarr (Sam Neill).
Med sig har hun et klaver, hvis noder hun bytter for seksuelle tjenester fra en lokal guide (Harvey Keitel). Holly Hunter spiller utroligt rollen uden at sige et ord, og hendes hårdføre person bliver i stedet udtrykt med en underspillet, vemodig mimik samt af datteren Flora (Anna Paquin), der altid er ved morens side.
Der er en underfundig humor i de ellers tragiske omstændigheder i filmen. Alistarr har forladt sit hjem på den anden side af jorden blot for at bevise, at han kan herske over land, som ikke er hans. Imens kæmper Ada en stille, men indædt kamp for at bibeholde sin selvstændighed ved at give slip på det eneste, hun ejer.
2. ’In the Cut’ (2003)
Den erotiske thriller ‘In the Cut’ er berømt og berygtet for én ting: Kuldsejlingen af the all-american girl Meg Ryans karriere.
I 90’erne tryllebandt hun hele USA som den søde pige i ‘When Harry Met Sally’, ’You Got Mail’ og ’Sleepless In Seattle’. Men da hun vovede at træde uden for den rolle, som en kvinde med lyster og ambitioner i 00’erne, blev hun prompte afvist som en afdanket hasbeen. Ironisk, siden ’In the Cut’ netop handler om de umuligt høje krav, det moderne samfund stiller kvinder, hvis de ønsker at klare sig – og eller bare overleve.
Som professoren Frannie Avery bliver Meg Ryan draget af den beskidte underverden, hvor kvinder myrdes i afdankede bartoiletter og beskidte gyder af skruppelløse mænd. Hendes samspil med en ung, laber Mark Ruffalo som detektiven Malloy er uovertruffet, og som altid viser Campion en fantastisk forståelse for de komplekse magtbegær mellem mænd og kvinder.
1. ’Bright Star’ (2009)
John Keats er en af Vestens største poeter. Da han døde ganske ung i et lille rum i Italien, var det uden en mønt til sit navn og i troen om, at hans talenter som digter var spildt på omverdenen.
’Bright Star’ er en klassisk tragedie om ung kærlighed mellem Keats og den idealistiske adelskvinde Fanny Brawne, umuliggjort af armod og klasseskel. Som Keats spiller altid særværdige Ben Whishaw rollen med en ømhed, der er umulig at tage øjnene fra.
Hvor Brawne i hænderne på en mindre historiefortæller blot ville være endnu en kedsommelig muse til at inspirere det maskuline geni, er sammenføringen af de to skæbner i Campions hovedværk drevet af en langt større kærlighed. Til livet, til samlivet og til hinanden. Hun fanger Keats smukke prosa på skærmen med billedskønne tableauer af elskere i favnen på hinanden.
Det er slet og ret en af de smukkeste romantiske film nogensinde.
Gå på opdagelse i Cinematekets program med Jane Campion-film her.