Det er ofte en særlig fornøjelse at se skuespillere forlyste sig med flere roller i én film eller serie.
Og to eksempler er højaktuelle:
Mike Myers spiller otte roller i den nye Netflix-komedieserie ’The Pentaverate’.
Mens Rory Kinnear er fuldkommen forbløffende som et hav af meget forskellige mænd i Alex Garlands vanvittige ’Men’, som man kan opleve ved Soundvenues forpremiere 24. maj.
De træder ind i en arvefølge, der i nyere tid tæller nogle af disse glimrende eksempler:
Armie Hammer i ’The Social Network’
Da ’The Social Network’ udkom, var der mange, som troede, at Winklevoss-tvillingerne i filmen rent faktisk blev spillet af et rigtigt tvillingepar. Det ville heller ikke have været uhørt, men David Finchers subtile og imponerende brug af filmmagi fik det til at se så ægte ud. Man var ellers vant til statiske kameraer, hvor skuespilleren tydeligt var på hver sin side af skærmen uden at krydse over.
Effekten blev også hjulpet på vej af skuespilleren Josh Pence, som oprindeligt blev castet som den ene tvilling. Til hans store skuffelse blev det dog tidligt i produktionen besluttet, at Armie Hammers ansigt skulle indsættes på hans krop. I et interview med Huffpost fortalte Pence, hvordan Fincher undskyldte for at ikke have hans ansigt med i filmen.
I rulleteksterne til filmen krediteres Armie Hammer som begge tvillinger, men Josh Pence står lige under som den ene. I praksis spillede de alle scener med tvillingerne to gange, hvor de to skuespillere skiftede karakter. I postproduktion satte de så et digitalt ansigt over Pence med replikkerne, som Hammer havde leveret.
James McAvoy i ’Split’
Det er en skuespillers job at kunne overbevise publikum om, at man er et andet menneske, end man er. James McAvoy havde dog hele 24 forskellige karakterer i ’Split’, hvor han spillede en mand med dissociativ identitetsforstyrrelse. Selvom man kun ser otte-ni af dem på skærmen, er de stadig imponerende forskellige, uden brug af de store kostumeskift eller makeup.
McAvoy havde kun en måned til forberedelserne, hvilket var en udfordring, fortalte han i morgenshowet Today.
»Hvad, jeg virkelig havde brug for, var at bruge noget tid med folk med identitetsforstyrrelse, men jeg kunne desværre ikke finde nogen«.
Han fik dog hjælp fra læger, som kendte til lidelsen og fik også en del hjælp fra videoer på YouTube.
I et interview med Cinemablend afslørede McAvoy, hvem han mindst kunne lide at spille:
»Patricia. Simpelt nok fordi hun gik med høje hæle, som kvinderne på set gentagne gange fortalte mig var behagelige. Men de gav mig ikke andet end sorg«.
Den ældre kvindelige personlighed er dog en af de mere imponerende roller, han spiller, sammen med drengen Hedwig, som han nød at spille mest.
Oscar Isaac i ’Moon Knight’
Oscar Isaac spiller også en karakter med en dissociativ identitetsforstyrrelse i Marvels nyeste serie ’Moon Knight’, dog med en del færre personligheder end McAvoy i ’Split’. Selvom den oprindelige tegneseriekarakter har omkring fem, begrænser serien det til to, Marc Spector og Steven Grant.
Selvom personlighederne bor i samme krop, er der flere gange mulighed for, at Oscar Isaac spiller overfor sig selv, ofte gennem spejlbilleder. Det kan være tricky som skuespiller at gøre overbevisende, men de havde et trick, der hjalp på settet. Da instruktøren spurgte Isaac om en mulig stand-in for den ene side af samtalen, foreslog Isaac sin bror Michael Hernandez, fortæller han i et interview med The Hollywood Reporter.
Det kom dog også med nogle udfordringer, beskriver han:
»Normalt, som skuespiller, kigger man efter det uventede. Når skuespilleren over for dig gør noget uventet, og du reagerer. Det er sådan, man finder spontanitet. Det var den store tekniske udfordring ved showet«.
Anders Matthesen i ’Jul på Vesterbro’
Anders Matthesen spillede også adskillige roller i sine animationsfilm, fra ’Terkel i knibe’ til begge ’Ternet Ninja’-filmene. Det var dog ikke lige så imponerende som skuespildebuten i den geniale julekalender ’Jul på Vesterbro’ hvor han spillede alle karaktererne i liveaction.
2003’s computereffekter og DRs budgetter var slet ikke til ansigtserstatning eller andet CGI, så de tricks, der blev brugt, var ligeså gamle som selve filmhistorien. Udover at bruge closeups på karaktererne så tit som muligt blev det gjort gennem god brug af splitscreen og body doubles.
Når man ser en karakter bagfra, er det bare en anden, klædt ud som karakteren, men når to karakterer er på skærmen samtidig, er det så simpelt som at filme det to gange og splejse optagelserne sammen. Præcis som filmmagiens fader Georges Méliès gjorde det i slutningen af 1800-tallet.
David Fincher har måske perfektioneret det, men virkningen i ’Jul på Vesterbro’ er mere end nok til at overbevise om, at der er tale om forskellige karakterer. Og så er det voldsomt sjovt.
Jake Gyllenhaal i ’Enemy’
Jeg ville selv ikke klage, hvis jeg efter at se ’Spider-Man: Far From Home’ fandt ud af, at jeg lignede Jake Gyllenhaal på en prik. Det er dog ikke sådan, Adam Bell reagerer efter at se en film med skuespilleren Anthony Claire (begge spillet af Jake Gyllenhaal).
I Denis Villeneuves psykologiske thriller (psykologisk med dobbelt understregning) bliver begge lookalikes dybt besat af hinanden og kommer hurtigt på kollisionskurs. Det er dog tvivlsomt, at der rent faktisk er tale om to forskellige karakterer. Ja, der er scener, hvor Gyllenhaal spiller over for sig selv, men de to vidt forskellige og helt ens personer er nok snarere spejlinger af en mand, hvor dualiteten er en metafor for hans psykiske tilstand.
Gyllenhaal beskriver selv filmen sådan her i et interview med The Independent:
»’Enemy’ handler om en mand, som er gift, hans kone er gravid, og han har en affære. Han bliver nødt til at regne sig selv ud, før han kan forpligte sig til sit voksne liv«.
Hvis filmen skulle forstås på et helt bogstaveligt plan, ville jeg også have adskillige spørgsmål til Villeneuve om de gigantiske edderkopper …
Paul Rudd i ’Living With Yourself’
Den mest imponerende brug af dobbelteffekten, jeg har set, er uden tvivl de to Paul Rudd’er i Netflix-serien ’Living With Yourself’. Rudds karakter Miles bliver anbefalet en spa, som får en til at føle sig som et helt nyt menneske.
Det er i virkeligheden mere sandt, end man skulle tro, da de kloner deres klienter og renser dem for alt dårligt, mens de dræber originalen. I dette tilfælde overlever originalen dog, hvilket betyder to Paul Rudd’er.
Serien er spækket med imponerende skud, som filmisk er simple nok, men når man medregner dubleringen af Rudd bliver svimlende indviklede. På grund af seriens relativt lille budget var der ikke råd til hovederstatninger og CGI, som Fincher gjorde i ‘The Social Network’.
Paul Rudd fortæller selv om processen i en YouTube-video fra Netflix. Først optog han dialogen fra den Miles, som ikke fyldte mest i scenen. De replikker blev så brugt på et soundboard, mens han spillede scenen igennem første gang som den Miles med mest at gøre i scenen. Når den var i hus, gik han tilbage og spillede den anden Miles, med fokus på hvad den første gjorde.
Rudd afslutter interviewet med at sige: »Jeg har aldrig gjort sådan noget her før. Jeg ved ikke, hvordan folk gør det«.
Men Paul: Du nailede det.