KOMMENTAR. I Mathias Krauses præsentationsvideo ligner han en ægte Paradiso. Han bliver filmet, mens han grinende spiller med musklerne og løfter vægte i en mexicansk solnedgang. Han taler om at holde sig i form og gå op i den mad, han spiser.
Mathias er en ægte Paradiso, sådan én, der får alle damerne og en røvfuld kønssygdomme. Han er den type, vi har været vant til at kigge på gennem 18 sæsoner af ’Paradise Hotel’ på TV3 og Viaplay.
Men det skøre: I denne sæson er Mathias the odd one out. Og det er vildt fascinerende at se på.
Siden realityshowet ’Paradise Hotel’ havde premiere på TV3 i 2005 – dengang med Mascha Vang som solbadende deltager – har der været meget postyr omkring programmet.
Det var her, vi så reality-tv-sex for første gang, dengang Susan K forførte Ulven Peter. Vi har set fulde halvnøgne unge mennesker skændes, slås, kysse og knalde. Vi har også set kærlighed, og der er kommet et par Paradiso-babyer ud af det.
Til castinger bliver der spurgt, om man ville have sex på hotellet, og ved siden af chancen for at vinde 500.000 kroner i det menneskelige skakspil har det da også handlet rigtigt meget om sex, og hvordan man kunne få sex, og hvem der har haft sex.
Der har i de seneste par sæsoner været beskyldninger om grov mobning blandt deltagerne, og i sæson 16 (2020) kastede den populære reality-deltager Türker Alici en vandflaske lige i hovedet på en af de kvindelige deltagere.
Han blev smidt ud af hotellet som direkte konsekvens, men blev stadig nomineret til en Reality Award som årets mandlige reality-deltager senere på året. Han trak sig dog selv fra nomineringen efter en mindre shitstorm.
Udbredt gaslighting
I Sverige er en sæson af ’Paradise Hotel’ blevet fjernet, efter en mandlig deltager blev anklaget for at seksuelt krænke to kvindelige deltagere – under optagelserne! I Norge har de også måttet fjerne en hel sæson, efter en 23-årig mandlig deltager fik en dom på fire år og fem måneders fængsel for voldtægt af en 14-årig pige.
Herhjemme faldt der i sidste uge dom over en tidligere dansk vinder af ’Paradise Hotel’, Teitur Skoubo. Han fik en dom på to år og seks måneder for en voldtægt begået sidste år i Odense. Alt reality, Teitur Skoubo har deltaget i, er nu fjernet fra alle streamingtjenester.
’Paradise Hotel’ har fra starten været et meget mandsdomineret sted. Et sted med selviscenesatte alfahanner – og så en række kvinder, der skulle begære de mænd. Mændene har altid ment, det var dem, der havde magten, kvinderne var der for at sørge for, at alfamændene kunne ’spille spillet’ og gå derfra med den halve million. Mændene skulle slå sig på brystet, og kvinderne skulle være glade for at stå i skyggen af dem.
Og det er gennem 18 sæsoner blevet accepteret af en produktion, som blot har set til, mens der er blevet talt grimt og nedsættende til og om kvinder. Det er efterhånden reglen i ’bikini-reality’-formaterne, at unge mandlige deltagere gaslighter og føler sig bedre og mere berettiget end de kvindelige deltager til at være der. Det er deres hotel eller deres villa.
Og så længe produktionerne og kanalerne lader stå til og blot ser det som dramafyldt tv, vil vi ikke se en forandring.
Castet på personligheden
Lige nu ser vi i sæson 7 af ’Ex on the Beach’ på Discovery+, at en af de mandlige deltager helt åbenlyst gaslighter en kvinde og endda indrømmer det til kameraet. Som han siger: »Bianca skal bare tro, at det påvirker mig helt vildt meget. Jeg er 100 procent for, at hun bare skal bare føle, at den ligger hos hende. Det er en lille strategi, som er lidt ond, men sådan er det«.
Det får lov til at komme i fjernsynet og blive set af en masse unge kvinder og mænd, som gerne vil være med i programmet. De tror, at det er sådan, man bliver behandlet og behandler andre, man får storhedsvanvid, fordi man altid slipper afsted med det, og de voksne, der producerer programmerne, bliver ved med at bruge deltageren og konstant highfive ham for at lave ’godt tv’.
Man skal ikke være paranoid for at se et mønster, der i dag har sendt en tidligere vinder i fængsel for voldtægt.
Men nu skal det være nok! Nent Group (Viaplay og TV3) har taget konsekvensen og lavet formatet fuldstændig om. Det hedder ikke længere ’Paradise Hotel’ – men bare ’Paradise’.
Man bliver nu ikke castet, fordi man er lækker og måske vil bolle, mens det bliver filmet. Man bliver castet på personligheden, og det vil kunne betale sig at være et godt menneske og en god ven. Der er nu værelser med to senge. Man skal ikke nødvendigvis stå i par som mand og kvinde – men kan stå med én af samme køn. Og man behøver ikke være heteroseksuel.
Latinnørden og labradoren
Og det er så også her, Mathias Krause kommer ind i billedet, den gammeldags Paradiso, der nu er undtagelsen.
Alle omkring ham ligner helt almindelige mennesker, med helt almindelige kroppe og helt almindelige liv. Der er Sejr, der ser sig selv som en labrador. Der er Zilas, der studerer latin på universitet, og som leger med kønnene. Der er Louise, der har tabt sig en hel masse, men som stadig ikke hviler helt i sin krop, og så er der skakspillende Rasmus, der har drømt om at være med i ’Paradise Hotel’, siden han var 14 år. Man kan kun tænke, at det må have føltes som en uopnåelig drøm med de tidligere deltagere in mente.
Jeg har lige brugt weekenden på at se ’The Circle’ sæson 4 på Netflix. Et format, hvor ingen deltagere møder hinanden før til allersidst. Hvor man kan være lige den, man vil være – sig selv eller en catfish – og så handler det om at blive den mest populære og gå derfra med 150.000 dollars.
Denne sæson beviser, at en plus-size sort homoseksuel mand kan være populær – og jeg sad og holdt vejret gennem alle 13 afsnit, for det er stadig vildt dramafyldt med helt almindelige unge og gamle, tykke og tynde, heteroseksuelle og homoseksuelle deltagere.
Jeg må indrømme, at jeg var skeptisk, da jeg hørte om det nye ’Paradise’-format. Var det virkelig Nent Groups job at lave woke reality-tv – er det ikke noget, vi har TV 2 og DR til? Ville det ikke tage noget af den simple charme ved ’Paradise Hotel’ væk?
Men måske er det lige netop ’Paradise’, der skal være med til at sætte nye standarder og gøre nye typer af unge mennesker til rollemodeller.
Måske har vi virkelig meget brug for det nye ’Paradise’ lige netop nu – med Paradisoen som ham, der stikker ud.
’Paradise’ kan ses på TV3 og Viaplay.