’På nært hold’: Drama om den sidste tyske henrettelse er effektivt klaustrofobisk
I 1981 blev den sidste henrettelse i Østtyskland eksekveret. Det var den sidste af 160 henrettelser i DDR. Anklaget for spionage og desertering blev stasi-agenten Werner Teske dømt til døden ved en militærdomstol – en retssag, som efter murens fald og foreningen af Tyskland blev set efter i sømmene.
Det er Werner Teskes skæbne – en passioneret forsker, som blev fanget i systemets spind – der har været inspirationen for instruktøren Franziska Stünkels kraftfulde film ’På nært hold’. Med viden om den triste skæbne som indgang til fortælling hersker der fra begyndelsen et tungt lys over den fiktionaliserede virkelighed.
Franz Walter er på vej til Afrika for at forske og som en vej til at sikre et professorat engang i fremtiden. Lige inden afgang bliver han gelejdet ud af flyet, og turen til Afrika erstattes af et uventet tilbud om lige nøjagtigt et professorat. Franz’ store drøm bliver indfriet langt før tid.
Tilbuddet er dog ikke uden betingelser. Han bliver nemlig hvervet til at arbejde i opklaringstjenesten under Ministeriet for Statssikkerhed (Stasi). Lykkelig over udsigterne til at blive professor og lettet over at slippe for et år i Afrika adskilt fra sin forlovede, Corina, påtager Franz sig velvilligt og godtroende den tvingende tavshedspligt og underlægger sig statens tjeneste.
Parret flytter ind i en stor lejlighed og bliver indlemmet i ministeriets indspiste fold. Til deres bryllup undrer Franz’ far sig over, hvorfor der ikke er nogen kendte ansigter. Ikke engang Franz’ bedste ven Bernd er inviteret. Nu må vennerne vige for den statslige sikkerhed, og arbejdets hemmeligheder trumfer alt.
Det håbefulde og forelskede par udfordres af de stiltiende forhold. Selvom Corina ved, hvor Franz arbejder, ved hun ikke, hvad han bedriver. De havner i en verden, hvor ægteskab kræver fortielse og fortrængning, og hvor tillid kan være fatalt.
Franz kaster sig først over arbejdet i god tro, men bliver langsomt bevidst om det kyniske system og de ubarmhjertige metoder. En professionel fodboldspiller, Horst Langfeld, er rykket til Vesttyskland og udtaler sig offentligt om sin begejstring for forandringen til stor frustration for ministeriet. Derfor bliver Franz og hans overordnede Dirk sat til at gøre livet surt for Horst og få ham tilbage på den rette side af muren.
Stasis metoder bliver mere og mere ubehagelige, og der bliver rusket godt og grundigt i Franz’ etiske grundvold. Hemmelighederne bliver altopædende, og den følsomme mand forvandles til et drikfældigt nervevrag.
Franz vækkes til live af Lars Eidinger, som med stor overbevisning bevæger sig gennem de mange ubegribelige følelser. Flosset af løgne og samvittighedsnag forsøger han at bevare en form for kontrol og etisk kompas. Franz er både en skurk og et offer, og vi er fanget med ham i den ubehagelige erkendelse. Vi undslipper ingen af hans følelser.
Filmen er effektivt klaustrofobisk med en palet af falmede, mættede farver, som får alle rum til at synes luftfattige, og den tunge luft trænger ud gennem skærmen. Flere af filmens scener er optaget på det tidligere tilhørssted for Stasi, og den historiske tyngde er til at mærke.
’På nært hold’ er blottet for underlægningsmusik, hvilket giver dramaet endnu et tungt slør og lader fortællingens alvor tale for sig selv. De stilistiske valg formidler virkningsfuldt den klaustrofobiske situation, Franz befinder sig i. Lige såvel som det portrætterer et kvælende politisk system, hvor man må undlade at stole på nogen.
Kort sagt:
’På nært hold’ er velkomponeret og velspillet i sit klaustrofobiske portræt af Franz og hans skæbnesvangre rejse ind og ud af systemet.