‘Skolen ved verdens ende’: Bhutans første Oscar-nominerede film er en vanvittigt smuk og charmerende feelgood-historie
Det var lidt af en overraskelse, at det tidligere i år lykkedes Bhutan, en beskeden filmnation, at opnå sin første Oscar-nominering for bedste internationale film for den debuterende instruktør Pawo Choyning Dorjis eksistentielle komediedrama ‘Skolen ved verdens ende’.
Men underdog-fortællingen og fejringen af en simpel, men universel historie, afspejles smukt i selve filmen: En klassisk fish out of water-fortælling om glæderne ved et traditionelt liv som modsætning til den moderne storbys overfladiskhed.
Vi følger den unge skolelærer Ugyen (Sherab Dorji), som bor i hovedstaden Thimphu, hvor han har gennemført fire ud af fem år af sin kontrakt med staten. Han fortryder sit karrierevalg og glæder sig kun til, at kontrakten udløber, så han kan forfølge sin drøm om at rejse til Australien og forsøge sig som sanger.
Inden da bliver han dog indkaldt af sin chef, der fortæller ham, at hun aldrig har mødt nogen, der er mindre motiveret end ham. For at ruske op i ham vil hun udstationere ham i Lunana, en fjern landsby i Himalaya med en befolkning på 56 personer. At nå dertil kræver en gåtur på otte dage fra busstoppestedet.
Ugyen er mildt sagt utilfreds, men tager afsted, fordi det i Bhutan er uhørt at sige nej til at tjene staten. Men han har ikke tænkt sig at bære sin byrde med et smil. På den krævende gåtur med to flinke guider og tre pakæsler fra landsbyen lytter han demonstrativt til sin iPod (vi befinder os i 2004), afviser at deltage i deres ritualer og brokker sig over, at det går op ad bakke. Trods hans uvilje møder guiderne, landsbyens overhoved og alle indbyggere ham med ærbødighed og taknemmelighed. De er lykkelige over at få en lærer til byen, der forhåbentlig kan uddanne den nye generation til andet end yakhyrder.
Mødet med de primitive boforhold, hvor han ikke kan oplade sin telefon med den ustabile solcellestrøm, og toilettet består af et hul, får ham dog til straks at meddele, at han vil hjem. Men æslerne skal først hvile ud, og allerede næste morgen banker en ivrig elev, Pem Zam, på hans dør. Og så kan han jo lige så godt undervise.
Som alle tilskuere her har regnet ud, bliver Ugyen hurtigt glad for de topmotiverede børn, som han både lærer at regne, spille bold og børste tænder. Og efterhånden også for det simple liv i Lunana. Det hjælper også, at han bliver venner med den smukke kvinde Saldon (Kelden Lhamo Gurung), hvis sang oppe fra bjergene runger over hele dalen.
Hun forærer ham endda en yakokse, der flytter ind i klasselokalet, så Ugyen altid har adgang til møg til at tænde op i pejsen med.
Der er ikke mange overraskelser i ‘Skolen ved vejens ende’. Det er den ultimative feelgood-film, charmerende spillet af et skuespilhold af debutanter og med veldoseret humor og patos. Heldigvis har filmen tænder nok til ikke at træffe de allermest oplagte valg med hensyn til Ugyens livsbeslutninger.
Trods den velkendte historie udgør filmen dog en anderledes biografoplevelse alene i kraft af sin lokation, der både er gudesmuk og ret så eksotisk. Det er trods alt ikke hver dag, man får indblik i livet i en bhutansk landsby, der er så fundamentalt anderledes end vores vestlige levevis. Filmen giver én helt lyst til at kassere sin iPhone og tage op at synge i et bjerg i selskab med en rar høgumlende yakokse.
Kort sagt:
Buthans første Oscar-nominerede film er en charmerende feel good-historie, der nok fortæller en forudsigelige historie, men til gengæld byder på et indblik i en helt anderledes kultur, vanvittigt smukke billeder fra Himalaya og en yakokse i klasselokalet.