‘The Pentaverate’: Mike Myers’ Netflix-serie er en forbrydelse mod underholdningsgenren
I december 2021 sendte NASA det længeventede James Webb-teleskop ud i rummet, hvis formål er at erstatte Hubble-teleskopet, der efter 30 år nu har aftjent sin værnepligt. Det højteknologiske Webb-teleskop er så kraftigt, at det kan se nogle af de allerførste stjerner og galakser i universet.
Hvis jeg var i besiddelse af dette vidunderinstrument, der kort sagt kan se den spæde begyndelse på hele vores tilværelse, og pegede det direkte på Mike Myers’ nye Netflix-serie ’The Pentaverate’, ville det stadig ikke være muligt for mig at få øje på en eneste ting, der berettiger dens eksistens.
Hvad man kan slippe afsted med, når man har ikoniske perler som ’Wayne’s World’ og ’Austin Powers’ i sin portefølje, er på grænsen til skræmmende. For ’The Pentaverate’ er simpelthen det argeste lort, jeg længe har været vidne til.
Seriens (ikke-)handling går ud på, at en canadisk journalist skal afdække og afsløre et hemmeligt selskab ved navn The Pentaverate, der muligvis har nogle diabolske planer om at … redde verden. Det er i al fald, hvad de har gjort mange gang før (ifølge fortælleren Jeremy Irons, spillet af Jeremy Irons, og den anden fortæller Rob Lowe, spillet af Rob Lowe, og den tredje fortæller Maria Menounos, spillet af Maria Menounos), og det er tilsyneladende, hvad de har tænkt sig at gøre igen ved endelig at realisere koldfusionsteknologien.
Men et pludseligt dødsfald i Pentaverate-ledelsen sætter en intern efterforskning i gang, der muligvis vil afsløre, at der er mere på spil end bla bla bla. Jeg stopper bare resuméet her, for det er næsten spild af dyrebar HTML-plads at gå mere i dybden.
Seriens (ikke-)humor begår nærmest et attentat på sin egen genre. Ikke nok med at hver joke leveres, som var de en standup-bid, så leveres de også, som om de var en standup-bid for spædbørn, med en all-inclusive pakke, der består af dybdegående forklaringer, vink med øjet og tænkepauser, så vi er helt sikre på, at seeren kan følge med.
Som da den canadiske journalist og hans konspirationsteoretikerven kører forbi et hostel ved navn Big Dick’s Halfway Inn, hvorefter en grufuldt akavet ordspilsdialog følger, og når forskeren bag koldfusionsteknologien, spillet af Keegan-Michael Key fra Key & Peele, bliver indlemmet i The Pentaverate ved at vælge mellem en pille og en nøgle (pill or key…), men lige når at kigge på kameraet og sige »come on now«, inden … man bliver træt helt inde i sjælen af at se på seks afsnit af det her.
Det er næsten ’The Pentaverate’s mindste problem, men serien lider også af en eklatant mangel på en reel hovedperson. I begyndelsen tror man måske, det er Keegan-Michael Keys karakter, men et par episoder senere bliver man slået tilbage til start. Det kunne også være den canadiske journalist (spillet, som så mange af de andre hovedroller, af Mike Myers), men det er umuligt at mønstre en interessen for den omvandrende Canada-stereotype, der nok er det mest ørkentørre karakterpåfund i Myers’ karriere.
Og så har jeg ikke engang været inde på den dybt forcerede Shrek-reference (Mike Myers lagde stemme til Shrek, og hvor er det dog morsomt, at han dukker op her i serien for at tæske Sasquatch … ja, jo mindre sagt om den scene, jo bedre), eller den tåkrummende Abott og Costello-efterlignende sekvens, hvor de to russiske håndlangere Anso og Ergo simpelthen ikke forstår, at der bliver sagt »and so« og »ergo«.
Med indhold som det her er det da intet under, at Netflix’ abonnementstal er stagneret.
Der er en scene i den første ’Wayne’s World’-film, hvor Mike Myers og Dana Carvey skal til at spille på instrumenter i en musikforretning. Efter omkring fire akkorder på guitaren bliver Myers stoppet brat af en medarbejder, der peger på et skilt: »NO Stairway to Heaven!«.
Hvis jeg kan gøre denne medarbejder kunsten efter og stoppe potentielle Netflix-seere ved at pege på et lignende skilt, så føler jeg egentlig, at jeg har gjort dagens gode gerning:
»NO ’The Pentaverate’!«
Kort sagt:
Der er cirka lige så langt mellem komedieklassikeren ’Wayne’s World’ og ’The Pentaverate’, som der er mellem Mælkevejen og vores fjerneste galakse. Hvordan Mike Myers har kunnet få sig selv til at begå denne forbrydelse mod underholdningsgenren, er mig en gåde, jeg ikke engang gider forsøge at løse.
Anmeldelsen er baseret på hele serien.