’The Staircase’: Fiktionsserie om legendarisk true crime-sag er mere objektiv end dokumentaren
Har vi virkelig brug for at vide mere om Michael Peterson?
I true crime-dokumentaren over dem alle, ’The Staircase’, kom vi forbløffende tæt på den excentriske forfatter, der i 2001 enten fandt sin kone død på trappen i sin North Carolina-villa eller selv placerede hende der.
Alligevel er det lykkedes instruktør Antonio Campos og holdet bag den nye fiktionsserie at sige noget nyt om den mystificerende sag.
Peterson er spillet af Colin Firth, der bedriver en af de mest imponerende imitationer i mands minde. Hans sprøde, sprælske stemme, spøjse talemønstre og ekspressive øjne er totalt som den Peterson, vi mødte i dokumentaren. Selv hans måde at sidde på er perfekt!
Det typiske problem med en så naturalistisk præstation er, at den kun viser overfladen af en karakter uden at lukke os ind i tanker og følelser, men her er det faktisk en gave til miniseriens troværdighed, at Firth på ingen måde giver indtryk af hverken skyld eller uskyld. Imitationen bliver et slags skjold.
Serien får desuden den politiske dimension tydeligere frem i historien. Det bliver tydeligt, hvor hadet Peterson var på anklagerkontoret på grund af sine politiske skriverier om politiet, og sagen kommer til at virke som et opgør mellem den liberale, biseksuelle, Peterson med hans dyre advokat og franske dokumentarhold imod de homofobiske, kristne bonderøve på anklagebænken.
Begge sider er fremstillet skiftevis sympatiske og dybt problematiske i deres metoder.
Serien holder sig også lødigt fra at vælge side i spørgsmålet om Kathleen Petersons død. I stedet finder den sin substans i fiktive opsætning af de scener, som selv den oprindelige dokumentars påtrængende fotografer blev udelukket fra.
Især får vi et tragisk indblik i konsekvenserne for Petersons familie, der sætter livet på pause i flere år for den elskede patriarks skyld.
Alting handler om Michael, og alle penge skal bruges på Michaels sag, så der er ikke plads til at være et ungt menneske, som er usikker på alting. Hurtigt falder alt fra hinanden, og tvivlen hjemsøger især adoptivdatteren Martha, der i hjerteknusende scener beder om hjælp, men bliver afvist, fordi der ikke er tid til hendes problemer.
Desuden får vi lov at se en anden side af stjerneadvokaten David Rudolfs arbejde for forsvaret. Den ellers så venlige mand viser en ny, kynisk side, da han eksempelvis beder en oprørt Martha om at farve sit hår, fordi blond ikke fungerer på tv.
Miniseriens mest fascinerende bidrag er dog historien om historien.
Vi følger den franske dokumentarinstruktør Jean-Xavier de Lestrade, hans skeptiske producer Denis og ikke mindst klipperen Sophie (Juliette Binoche), som skrev breve med Peterson under klipningen af serien og senere fik et romantisk forhold til ham!
De tre filmmagere er selv bragende uenige om Michaels (u)skyld, og de kommer til at fungere som stand-ins for publikum, der siden 2003 har været totalt splittet i spørgsmålet.
Med Binoches tilbagelænede, intellektuelle attitude fortæller Sophie om sit eget kyniske syn på sandheden: »Anklagerne og forsvarerne fortæller hver deres historie, og så vælger juryen den bedste historie, som bliver sandheden«.
Replikken virker som en kommentar til de scener, hvor Kathleen (Toni Collette) endnu er i live. Alle scener med Kathleen fungerer nemlig enten som et argument for forsvarets eller anklagernes historie. I anklagernes scener skændes hun med ægtemanden eller finder porno på hans computer, og i forsvarernes scener drikker hun sig fuld og brækker halsen, inden hun bliver reddet af ham.
Forsvarets historie kulminerer i tredje afsnit, hvor vi i en brutal scene ser Kathleen falde ned ad trappen og forbløde. I fjerde afsnit ser vi anklagernes slutning, hvor en panisk Michael myrder sin kone og med det samme går i gang med at konstruere en dækhistorie.
Efter 20 års hed diskussion om begivenhederne på trappen virker begge scener nærmest surrealistiske, men der er en vis absurd mening i at se de to historier foldet dramatisk ud, så publikum denne gang selv kan være jury og vælge, hvad der er sandheden.
De Lestrades oprindelige serie vil altid være en større klassiker. Men hvor den – måske på grund af klipperen? – altid hældte lidt til Petersons side, har vi nu noget så sjældent som en dramatisering, der er mere objektiv end dokumentaren.
Kort sagt:
Colin Firths imitation af måske-morderen Michael Peterson er uforlignelig i gribende true crime-dramatisering, der lader det op til publikum at være jury.
Anmeldt på baggrund af de første fire afsnit.