40 år efter premieren er ’The Thing’ en mareridtsseance af paranoia, man ikke slipper væk fra

John Carpenters ’The Thing’ fik en skidt modtagelse ved premieren, men her 40 år efter står den som et uomgængeligt horrormesterværk, der stadig griber publikum ved struben og har inspireret alle fra Quentin Tarantino til Guillermo Del Toro.
40 år efter premieren er ’The Thing’ en mareridtsseance af paranoia, man ikke slipper væk fra
Kurt Russel i 'The Thing' (Foto: PR)

Den 11. juni 1982 fik Steven Spielbergs hyggelige science fiction-film ’E.T.’ premiere.

Historien om drengen Elliott, der bliver venner med et rumvæsen, blev et kæmpehit og cementerede instruktøren som sin generations førende formidler af fantastiske fortællinger – der vel at mærke ikke var ’Star Wars’-relateret.

To uger senere fik en anden film om et rumvæsen premiere. Tonen var dog en markant anden end Spielbergs godmodige eventyrunivers. I John Carpenters ’The Thing’ er det paranoia, splat og uhygge, der er altdominerende fra første frame til den tvetydige slutning, som stadig den dag i dag er genstand for debat.

Det var da blandt andet det, der gjorde, at filmen ikke blev nogen succes, hverken hos anmeldere eller publikum. At der samme dag var premiere på en anden lille sci-fi-film, ’Blade Runner’, og to uger forinden ’Poltergeist’, gjorde det ikke ligefrem nemmere. Vi lader den lige synke ind, at de fire klassikere alle havde premiere i samme måned!

En anden tid

Et af ankepunkterne hos anmeldere var, at ’The Thing’ var for svær at følge med i, når man holdt den op imod ’originalen’, ’The Thing from Another World’ fra 1951.

Begge tager udgangspunkt i forfatteren John W. Campbells novelle ’Who Goes There?’ fra 1938. En gruppe forskere på Antarktis finder et rumskib begravet i isen, og da de studerer det nærmere, finder de et nedfrossent rumvæsen. Da det tør op fra sit is-fængsel, går det på rov.

I ’51-versionen er der tale om et menneskelignende plantevæsen, der mest af alt tager sig ud som et adræt Frankensteins monster. Det er en let identificerbar fjende, som de gode amerikanere forholdsvis snildt får nedkæmpet til slut. At se den som en slags forløber for den overlegne ’Invasion of the Body Snatchers’ fra 1956 (hvis bogforlæg er fra 1954) er ikke helt galt, og man kan nemt trække spor fra Campbells novelle til 1950’ernes ’red scare’-bølge.

‘The Thing From Another World’ (Foto: PR)

Frygten for, at kommunismen skulle infiltrere de vestlige samfund, manifesterede sig i popkultur gennem invasionshistorier, hvor rumvæsner på den ene eller den anden måde overtog befolkningen og udslettede the good ol’ freedom way of life.

Carpenters version tager skridtet videre. Her er væsnet i stand til at absorbere alt organisk liv, det kommer i nærheden af, og imitere alt fra dets udseende til minder. »Hunden er ikke en hund. Den er en slags ting«, som en nordmand panisk siger i starten af ’The Thing’, da han jagter væsnet ind i amerikanernes lejr. Det har nemlig allerede hærget den norske forskningsstation, der finder monsteret begravet i isen.

Karakterernes paranoia over ikke at kunne vide med sikkerhed, hvem de kan stole på, er højnet i ’The Thing’, og nogle af deres knapt så velovervejede valg kan tilskrives, at de agerer i frygt for deres liv.

Og mennesker har det med at gøre dumme ting, når de er bange.

Kun paranoia og frygt

Fra de første af toner af Ennio Morricones underlægningsmusik rammer skærmen, gribes man som publikum ved struben og fastholdes, indtil det samme stykke musik signalerer, at ’The Thing’ er færdig.

John Carpenter havde hidtil selv stået for musikken til sine film, men Universel nægtede ham lov. I stedet faldt valget på den italienske maestro. Lige siden premieren har der været debat om, præcis hvor meget af musikken i filmen, der er Morricones værk, og hvor meget der er Carpenter og hans samarbejdspartner Alan Howarth.

Den italienske komponist havde nemlig indspillet to versioner, en synth- og en orkesterversion, og det var førstnævnte, som blev brugt i filmen – tilsat lidt Carpenter-synth hist og pist samt indslag fra Howarth.

Kurt Russel i ‘The Thing’ (Foto: PR)

Uanset hvad er resultatet et af de mest effektive stykker filmmusik nogensinde. Man kan mærke isolationen i den monotone rytme, der luller én ind i mareridtstrance, man ikke slipper væk fra.

Og her ser man syner, som er sjældent skræmmende. Fordi væsnet er en shapeshifter, kan det skifte mellem alle de væsner, som det tidligere har været i kontakt med. Det giver forvredne kropstransformationer, der er helt oppe at ringe på bodyhorrormåleren. Fra hund til menneske og edderkop.

De opsigtsvækkende special effects-kreationer blev skabt af Oscar-vinderen Rob Bottin, og på et enkelt monster var godfatheren af special effects Stan Winston inde over.

John Carpenter var bevidst om det vigtige i at fremvise monsterscenerne på bedst mulig vis, endda i en sådan grad, så han efter at have set et tidligt rough cut igennem, tog en drastisk og signifikant beslutning.

‘The Thing’ (Foto: PR)

Som producer Stuart Cohen forklarer det fremragende på sin blog, følte Carpenter, at der gik for lang tid mellem de to første monstersekvenser, i hundekennelen og edderkoppescenen med Norris (Charles Hallahan). Derfor gik Carpenter i gang med ragekniven og cuttede overflødigt fedt fra, så der udelukkende var paranoia og frygt tilbage.

Derudover skrev og indspillede han nye scener, som skulle få handlingen til at bevæge sig hurtigere frem, fremme uhyggen og cementere Kurt Russells helikopterpilot MacReady som helten.

En slutning forud for sin tid

Det allerstørste kritikpunkt ved premieren gik dog på filmens slutning, der er så mørk og nihilistisk, at det ikke var hverdagskost i en større studiefilm i 1980erne.

’The Thing’ fik først rigtigt et liv på hjemmevideomarkedet som kultfilm blandt genrenørderne – dem, der selv skulle begynde at lave film og serier små 20 år senere. Nogle af Morricones ubrugte musikstykker blev brugt af Quentin Tarantino i ’The Hateful Eight’, hvor det var mere end tydeligt, at ’Pulp Fiction’-instruktøren har skævet til Carpenters magnum opus mere end en gang.

Kurt Russel i ‘The Thing’ (Foto: PR)

Første sæson af 80’er-tidskapslen ’Stranger Things’ drog også god inspiration fra ’The Thing’, og horrornørden over dem alle, Guillermo Del Toro, besluttede sig om eftermiddagen 22. maj 2016 for at lave én lang hyldest til John Carpenter på Twitter.

’Nightmare Alley’-instruktøren indleder ’The Thing’-sektionen med at ophøje filmen til noget af det ypperste inden for horrorgenren nogensinde.

»A game-changer (again) and one of the finest horror films ever made. It cannot be matched. Holy Grail«, lyder hans åbningssalut.

Stadig ærgerlig

John Carpenter selv har altid været ærgerlig over, at ’The Thing’ ikke blev bedre modtaget i sin samtid. To år senere lavede han den fremragende ’Starman’, som indbragte Jeff Bridges en Oscar-nominering for bedste mandlige hovedrolle, men spørgsmålet er alligevel, om det ikke kunne være blevet til mere, hvis ’The Thing’ var blevet taget bedre imod.

Pseudo-prequelen ’The Thing’ fra 2011, hvor man fulgte begivenhederne på den norske forskningsstation, før væsnet når til amerikanerne, var en håbløs omgang, der forfaldt til smagløs CGI-pladder.

Mary Elizabeth Winstead og Ulrik Thomsen i ‘The Thing’ fra 2011 (Foto: PR)

Men der er stadig snak om enten at lave en genindspilning eller en form for forsættelse – hvilket Carpenter selv flirtede med før 2011-filmen.

Hvis man tørster efter mere ’The Thing’, kan man indtil videre gå tilbage til kildematerialet. John W. Campbell havde nemlig oprindelig tiltænkt ’Who Goes There?’ som en roman, men skar kapitler fra, så det blev en mere intens novelle. Senere blev noter til det originale manuskript fundet, og ’Frozen Hell’, som romanen hedder, blev udgivet i 2019.

Det er stadig en god bog, men man forstår også, hvorfor Campbell skar den til, præcis som Carpenter gjorde under produktionen af sit mesterværk.

’The Thing’ kan ses på Viaplay, Blockbuster og andre lejetjenester.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af