Kun én af tidens titelsekvenser er så fantastisk, at jeg aldrig springer den over

For et årti siden blev kvalitetsseriernes introsekvenser betragtet som små kunstværker i sig selv. Nu skipper vi dem med et enkelt klik – og ofte er de selv ude om det.
Kun én af tidens titelsekvenser er så fantastisk, at jeg aldrig springer den over
Fra titelsekvensen i 'Pachinko'. (Foto: Apple TV+)

Hold op hvor talte vi meget om introsekvenser engang.

Da tv-serierne pludselig blev mesterværker og brandet som »den nye roman« i 00’erne og starten af 10’erne, var der intet, der så klart og tydeligt inkarnerede kvalitetsboomet som de nidkært gennemarbejdede titelsekvenser.

Fra ’Six Feet Under’s nærbilleder af død og undergang til ’Dexter’s elegante morgenmadsmetafor for rovmord er kendingssangen og de tilhørende billeder ofte det, jeg mere end noget andet forbinder med den intense oplevelse af serierne: De faste ritualer, der knyttede sig til, når min kæreste og jeg sang, nynnede, skabte os til åbningsmelodien på hvert eneste afsnit af de serier, som kunne opsluge os i uge- og månedsvis.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Der blev skrevet kloge essays og afhandlinger om introsekvensernes symbolik og stil, og fra ’Mad Men’ til ’True Blood’, ’Game of Thrones’ til ’Orange Is The New Block’ duellerede produktionshusene om at skabe de mest originale takes, ofte i ånden efter Saul Bass, den grafiske designer, der kreerede titelsekvenserne for en række af Hitchcocks film.

Titelsekvenser var med andre ord en essentiel del af at udkomme og konsumere prestigeserier. De var og blev anset som kunstværker i sig selv.

I dag? Svømmer vi stadig væk i de forførende anslag til vores yndlingsserier? Nej, vi leder febrilsk efter fjernbetjeningen og trykker: Skip intro.

Vandsymbolik og slowmotion

I en nylig episode af New York Times’ podcast ’Still Processing’ pointerer kulturkritiker Wesley Morris det ærgerlige i, at vi uden betænkeligheder springer over titelsekvensen for at komme direkte til sagen.

I stedet for at lade kunsten have en indvirkning på os lader vi vores egen utålmodighed have en indvirkning på kunsten, påpeger han og konkluderer:

»Hvad vi afviser, er muligheden for at have en forbindelse til serien, som er større og mere meningsfuld end selve serien«.

Det kan jeg for egen regning godt genkende. Introsekvensen til serier som ’The Sopranos’, ’Six Feet Under’ og ’The Wire’ har uden tvivl skabt et fundament for det intime forhold, jeg havde og stadig har til de serier. De bedste titelsekvenser hengiver én til en særlig stemning, før afsnittet overhovedet er gået i gang.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Når Netflix, Apple og flere af de andre tjenester giver os mulighed for at skippe introen med et enkelt klik, appellerer det til vores utålmodige medieforbrug, hvor vi vil presse mest muligt ind på mindst mulig tid. Det bebrejder jeg ikke tjenesterne for – halleluja for det frie valg – men det kan bestemt ændre seeroplevelsen til det mere overfladiske.

Samtidig må den forhindring, Skip Intro-knappen udgør, stå som en udfordring til tjenesterne og producenterne: Skab nu en titelsekvens, der virkelig sprænger rammerne!

For mens publikum måske nok er blevet mere og mere utålmodigt, er der også blevet mindre og mindre at blive hængende for.

I nogle år var man ved at kløjes i faldende kroppe, vandsymbolik og genstande, der blev sprængt itu i slowmotion. Klicheerne var ved at dræbe den grafiske sekvens, som var så original for 10-15 år siden.

Og lige nu er den bærende tendens i titelsekvensland vel nok den minimalistiske i arven efter ’Lost’ og ’Breaking Bad’, hvor man sætter en stemning på så få sekunder, at du dårligt kan nå at få fumlefingrene over til fjernbetjeningen, som i ’Barry’, ’The Dropout’, ’Atlanta’ og ’Top Boy’. Det fungerer. Men det er også et tegn på, at man nærmest har givet op i en konkurrencesituation, hvor man for alt i verden ikke skal tabe seerne.

Let’s Live for Today

Der bliver stadig lavet smukke grafiske sekvenser, som til kontormareridtet ’Severance’. Der bliver taget chancer som med den in your face-vhs-agtige montage til ’Yellowjackets’, og der bliver triumferet via en suveræn lydside til ’The White Lotus’.

Men der er endnu flere forglemmelige af slagsen, selv i tidens hovedværker, som til ’Better Call Saul’, ’The Crown’ og ’Succession’, hvoraf især de to sidstnævnte vækker minder om den måske første store serie med en introsekvens så dødssyg, at jeg sprang den konsekvent over: ’House of Cards’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den introsekvens fra årets serier, der peger mest frem mod en ny og spændende retning, er uden tvivl til den sydkoreanske Apple TV+-serie ’Pachinko’.

Efter nogle sekunders gultonede arkivbilleder får vi, perfekt timet til tonerne af The Grass Roots’ hippehit ’Let’s Live for Today’, en forrygende dansesekvens med seriens hovedpersoner, der hver især danser viltert i den farverige pachinko-spillehal, der er en central del af fortællingen.

Det interessante er, at serien for hovedparten er alvorlig og lavmælt med sin fortælling om koreanske immigranter i fire generationer, men titelsekvensen indgyder et akut nærvær og humør, som sidder i én resten af afsnittet. Og man kan ikke lade være med at blive glad i låget på den nærmest rørstrømske måde, når man ser hovedpersoner, som ellers ikke er sammen i serien, boltre sig – vel vidende, at deres tilværelser langt fra var så ubekymrede som netop her.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Kontrasten har en utrolig effekt, og i sæsonens sidste næstafsnit bruger serien den endda dramaturgisk med en opsigtsvækkende ændring, der sætter en helt anden tone.

Om visionen for sekvensen har designdirektør Nadia Tzuo fra firmaet Elastic, der har kreeret den i tæt samarbejde med serieskaber Soo Hugh, fortalt til Makemake.

»Det var mening, at den skulle være opløftende, da så meget af serien handler om familiens modgang. Vi ville forbinde os til publikum ved at bringe tilbage den nostalgiske oplevelse af at ville høre temasangen og se åbningssekvensen i hvert afsnit«.

I et Indiewire-panel har skuespiller Jin Ha forklaret, at sekvensen kom til verden af lavpraktiske årsager, da de ikke helt syntes, man brugte det minutiøst opbyggede pachinko-set nok i serien.

Måske er det netop hemmeligheden bag, hvorfor den fungerer så godt – at den ikke er overtænkt i prætentiøs symbolladet grafik. Den er bare smittende umiddelbar.

Og den gør ’Pachinko’ til den eneste serie fra de senere år, hvor jeg aldrig kunne drømme om at trykke »skip intro«.

‘Pachinko’ kan ses på Apple TV+.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af