’Ms. Marvel’: Gid Marvels nye serie ikke handlede om superhelte …
Hvis der absolut skal være flere superhelte end mennesker i verden – og det skal der vist – så er det ikke et sekund for tidligt med et mellemøstligt eksemplar.
Ganske vidst er MCU’s nyeste helt, Kamala Khan/Ms. Marvel (Iman Vellani), opvokset i USA, men hendes liv i Jersey City, New Jersey er gennemsyret af hendes pakistanske ophav, om hun vil det eller ej.
Skolens sladder og intriger glider hver fredag over i moskéens rammer, og de kærlige, men strikse forældre har nul tolerance over for Kamalas besættelse af superheltene, som forsvarer hendes verden iført tætsiddende og langtfra halal heldragter.
Kamala ønsker alligevel intet mere end at vinde kostumekonkurrencen ved ’AvengerCon’ udklædt som sin yndlingshelt: Captain Marvel. Men pludselig har hun selv superkræfter, og kaos bryder løs.
Kræfterne er lige lovligt vage, men det er noget med at forlænge sine lemmer og skabe lysende kraftfelter gennem energi fra en anden dimension. Sådan lidt Mr. Fantastic møder Green Lantern.
Armbåndet har en mystisk forbindelse til Kamalas skandaliserede oldemor og de præislamiske sagnvæsner, jinnerne.
Den britisk-pakistanske komiker og manuskriptforfatter Bisha K. Ali står bag serien, og hun har pakket den med viden om pakistansk historie og mytologi.
Kamalas rejse leder os blandt andet til 1947, hvor Pakistan og Indien blev separeret af Storbritannien, hvilket førte til katastrofale konflikter. En relativt nylig historie, som sjældent dukker op i popkulturen, selvom den kostede knap en halv million menneskeliv. Her bliver den en afgørende prolog til Ms. Marvels origin-story og giver karakteren en original jordbundethed.
Samtidig byder serien på et unikt indblik i oplevelsen af at være muslimsk teenagepige i et vestligt land. Gennem Marvels lette, hurtigt pacede humor får den en komisk, relaterbar dimension frem i indvandrerhistorien, som man sjældent ser.
I en inspireret sekvens bliver vi eksempelvis introduceret til moskéens kliker, som var det en highschool-komedie med både moskéens jocks, The Mosque Bro’s, de hvide outsidere, The Converts, og sladdertanterne, The Illuminaunties.
Det er et befriende behageligt møde med mellemøstlig kultur, som så ofte bliver fremstillet mørkt og farligt i mainstreamfilm og -serier.
Især er Kamalas forældre et bedårende bekendtskab. Moren, spillet af Zenobia Shroff, er lige dele urimeligt streng og forståeligt bekymret, mens faren (Mohan Kapur) byder på seriens mest hjerteskærende øjeblik.
Efter intenst plageri får Kamala endelig lov til at tage til AvengerCon på betingelse af, at hun dropper det tætsiddende kostume og følges med sin far, der med far-færdelig entusiasme braser ind i værelset iklædt Hulk-kostume. Men Kamala nægter at tage med sin pinlige far, og han må knust forlade værelset med tårer på vej ned ad det grundigt grønmalede ansigt.
Jeg bliver både frustreret over forældrenes konservative opdragelsesstil og samtidig rørt over, hvor langt de strækker sig for at nå datteren på trods af en generationskløft og kulturforskel, der bliver større, jo længere de bor i USA.
Både humoren og hjertet i Ms. Marvel kommer fra det lille pakistanske familiemiljø, og desværre betyder det også, at serien er en ret kedelig affære, hver gang Kamala er på egen hånd.
Unge Iman Vellani har skarpe instinkter og reagerer som en langt mere erfaren skuespiller i seriøse scener – særligt når hun står over for Shroff. Men hende komiske evner består primært i at forme sit ansigt i det samme ’ih, hvor er jeg fjollet’-udtryk, og de genrebestemte, snappy one-liners i actionscenerne falder usikkert ud af hende.
Det største problem er dog, at seriens kvaliteter hurtigt må træde i baggrunden, fordi den mere end noget andet skal fungere som indledning til en større, vigtigere brik i det uendelige MCU.
Serien er nemlig en slags intro til næste års film The Marvels, hvor Ms. og Captain Marvel skal sparke røv sammen.
Derfor er tempoet i ’Ms. Marvel’decideret jetlag-fremkaldende, og det første afsnits velformede Jersey-miljø bliver hurtigt en kulisse for forudsigelige og konsekvensløse actionsekvenser, som ser underligt billige ud.
Det kan lyde lidt gammelsurt, men ’Ms. Marvel’havde virkelig været meget bedre, hvis den ikke havde været en superhelteserie. Kamala er et spændende menneske med en fascinerende familie, men som superhelt er hun virkelig kedelig.
Kort sagt:
Marvels første muslimske superhelt er mere interessant som kulturforvirret teenager end røvsparkende avenger, og et sjovt, rørende familiedrama går tabt i uoriginal action.
Anmeldt på baggrund af de fire første afsnit.