’Spiderhead’: ’Top Gun’-instruktørs Netflix-film med Chris Hemsworth kunne have været så meget bedre
’Spiderhead’ dækker op til det helt store gourmetmåltid. Kokken har præsenteret den fornemme tre-retters, sommelieren har lovet at åbne den dyre Merlot fra afkrogen af vinkælderen, og restaurantens levende lys har lagt et lækkert stemningsfilter over aftenen.
Og så bliver du serveret en cheeseburger med ekstra fritter.
Der er absolut intet galt med en god gammeldags cheeseburger, men når man sidder og forventer Noma, så kan man ikke blive andet end skuffet, når man får McDonald’s.
’Spiderhead’ har ellers alle ingredienserne til, hvad der kunne være blevet en overdådig oplevelse. Instruktøren Joseph Kosinkis nye ’Top Gun’-efterfølger er en bragende succes, Miles Teller excellerer i Paramount+-aktuelle ’The Offer’, og Chris Hemsworth … ja, han er jo Chris Hemsworth.
Udover disse stærke kræfter har filmen også en fascinerende præmis: Geniet Steve Abnesti (Hemsworth) har opfundet et serum, der kan skrue op og ned for folks følelser og handlemønstre – et serum, han tester af på en håndfuld frivillige indsatte (Teller).
Dette skrækindjagende, men dybt interessante scenarie åbner op for en lang række tanker, man kan gøre sig (a la ’Black Mirror’), ikke mindst om, hvorvidt vi i virkeligheden bare er en flok kemisk drevne maskiner uden fri vilje – eller, værre endnu, en vilje, der kan manipuleres af en formel i en notesbog.
På den måde minder skelettet af filmen lidt om en omvendt ’Ex Machina’, hvor vi i stedet for at konstruere ideen om en kunstig intelligens dekonstruerer ideen om menneskets autonomi. Vores følelser og vores ageren kan, i bund og grund, koges ned til en app med et par knapper og drejeskiver. Det var nok ikke ligefrem det, de store digtere fra Romantikken havde i sinde for menneskets fremtid.
Anerkendelsen af præmissen bør egentlig mestendels tilskrives forfatteren af New Yorker-artiklen, hvorpå filmen er baseret, George Saunders. Og derfra kommer filmen til kort.
For selvom det er en æstetisk lækker film (fotograferet af Claudio Miranda og med kulisser af Jeremy), og selvom Chris Hemsworth er ret vidunderlig som den problematiske, men charmerende skøre videnskabsmand, indfrier ’Spiderhead’ på intet tidspunkt, hvad den lover. Da filmen var på vippen til tredje akt, sad jeg stadig og håbede på, at plottet snart ville træde frem.
Men ak. Den kommer simpelthen aldrig i gang. Filmen er for forelsket i at udforske de umiddelbare effekter af det følelsesmanipulerende serum (og skuespillernes talentspektrum, når de skal springe fra glæde til grådkvalt til neglebidende frygt på splitsekunder) og glemmer fuldkommen at levere en historie, vi kan fordybe os i.
Hvis bare filmen i det mindste granskede det filosofiske eller moralske aspekt ved at skrue og dreje på følelser gennem en app på telefonen… Men hver gang den nærmer sig en oplagt mulighed, lader den chancen suse let og elegant forbi.
Det er trods alt stadig underholdende, men man efterlades med en følelse af at have set første episode af miniserie med et stort potentiale.
Kort sagt:
Joseph Kosinskis ’Spiderhead’ får næppe samme brede succes som den nye ’Top Gun’. Filmen leverer en spændende præmis, dygtige skuespillere og måske lidt stof til eftertanke – men den kunne have været så meget mere.