’518 piger’: Ofrenes fortælling kommer først i serie om grotesk krænkelsessag – men er det nødvendigt at genskabe overgreb?
Hele 518 forurettede kvinder blev hacket af en 27-årig mand, der i juni blev idømt fire års fængsel for at have stjålet deres intime billeder i en af landets største sager om digitale krænkelser.
Men det er ikke med gerningsmandens svære barndomsminder eller motivgranskning, at historien starter i TV 2’s nye dokumentarserie om sagen.
Den begynder hos kvinderne, der stolede på ham som en ven, en flirt eller en kæreste, men som senere fik deres tillid brutalt brudt, da manden viste sig at stjæle nøgenbilleder af dem og deres veninder under dække af at hjælpe med it-problemer.
Der har været meget kritik af true-crime, hvis vægt ligger på gerningsmændene. I serier som Netflix’ ’Conversation with a Killer: The Ted Bundy Tapes’ optræder ofrene som lækre fantasier.
I ’518 piger’ genopfører ofrene deres traumatiske oplevelser for instruktør Jon Adelsten i et af dansk tv’s utallige og ikke altid vellykkede ’eksperimenter’. Gerningsmanden Max bliver spillet af rapperen Ussel med det borgerlige navn Emil Mercedes Baadsgaard, der er langt fra at være professionel skuespiller.
Gerningsmandens lejlighed genskabes ud fra pigernes hukommelse, fester afholdes og folkeskoler genbesøges.
Seriens første tre afsnit er opbygget kronologisk omkring kvindernes møde med manden, der er charmerende og hjertevarm. Gradvist krakelerer facaden. Vi møder Max som skyldfri, og uden bagklogskabens lys bliver det svært at kloge sig. For hvem stoler ikke på sine venner?
Serien snuser sig frem til de andre ofre, der gemmer sig i Max’ sneglespor tilbage i fortiden. Helt tilbage i folkeskolen viser det sig, at der findes piger, han har udnyttet og brugt. Det er også ofrene, der ringer de kilder op, som tv-produktionen har fundet.
Det er et sympatisk projekt, som blegner ved, at kvinderne skal spille skuespil – hvilket de ikke har nogen erfaring med. Flere virker klemte og ubehageligt til mode foran kameraet, hvor de med instruktørens ord »opfordres til at fortælle deres historie«. Man kan spekulere i, om kvinderne føler sig presset til det.
Det er om ikke andet en nervepirrende situation – at de på den ene side skal genleve et stort traume og på den anden side bevæge sig ud i at genspille det foran et professionelt filmhold, der forventer at få dagens optagelser i kassen.
Jon Adelsten instruerer dem i at gå længere og længere. Der er sikkert forberedelser inden scenerne, men jeg bliver bekymret for, om kvinderne er i stand til at sige fra over for den erfarne dokumentarfilmsinstruktør, over for hele filmholdet, der tydeligvis har lagt kræfter i at genskabe den grumme virkelighed.
Værst bliver det, da Line overtales til at genopleve et overgreb oven på en bytur, som Max formodentlig har udsat hende for (»da jeg vågnede, havde jeg ikke længere mine nylonstrømper på«) for så at klippe til et billede af hende som smilende og gravid. Noget hun fandt ud af, hun var, to måneder efter, hun vågnede op i Max’ lejlighed.
Fik Line sin overgrebsmands barn? Hun nævner selv en kæreste, der var ude at rejse på det tidspunkt, men man skal ikke tælle mange gange på fingrene for at regne ud, at det måske kunne passe med hendes møde med Max.
Det er et svigt over for de kvinder, som serien hævder at ville beskytte, når den samtidig laver cliffhanger på karakteren af de overgreb, der skildres.
Det får mig til at tænke, at kvinderne, der var brikker i Max’ klamme spil, måske også er blevet brikker i TV 2’s eksperiment.
Kort sagt:
Eksperimenter slår indimellem fejl. Selvom ’518 piger’ har de bedste intentioner om at fortælle ofrenes historie, ender det alligevel med, at man sidder tilbage med en ubehagelig smag i munden.
Anmeldt på baggrund af de første tre afsnit.
Opdateret 28. juli: En tidligere version af artiklen omtalte en medvirkende ved et forkert navn. Det fremgik også, at serien genskabte en voldtægt. Overgrebet bliver dog klarlagt som værende af anden karakter i et senere afsnit af serien, som Soundvenue ikke har haft adgang til.