Actionthriller med Denzel Washington blev affejet som smuds – men den har meget mere på hjerte end som så

Historien er spækket med film, der ikke fik den anerkendelse ved premieren, de havde fortjent. Denne sommer fremhæver vi nogle af de film fra 00’erne, som bør få genoprettet deres ry, og i dag skriver Jakob Freudendal om kronjuvelen i Tony Scotts samarbejde med Denzel Washington, ’Man on Fire’.
Actionthriller med Denzel Washington blev affejet som smuds – men den har meget mere på hjerte end som så
Denzel Washington og Dakota Fanning i 'Man on Fire' (Foto: PR)

SOMMERSERIE: 00’ERNES UNDERKENDTE HOVEDVÆRKER. Det er ikke nogen smal sag at forene et ømt familieplot med et grafisk voldsorgie af tortur og kidnapning, men Tony Scott løser opgaven til perfektion i ‘Man on Fire’

Og ikke nok med det så præsenterer han et rammende sindbillede på USA i starten af 00’erne, hvor kampen mod terror og imperialistiske dagsordener i Mellemøsten var på sit højeste.

Da anmelderne fældede dom ved premieren i 2004, blev filmen anklaget for at være forudsigelig, selvretfærdig, et stilistisk makværk og en problematisk selvtægtsglorificering.

Historien følger den alkoholiserede, tidligere elitesoldat, John W. Creasy (Denzel Washington), der forsøger at få aflad for sine synder ved at agere bodyguard for den unge rigmandsdatter Pita (Dakota Fanning) i kidnapningscentrummet Mexico City. Spoiler alert: Det går ikke så godt.

Filmen klarede sig nogenlunde ved billetlugerne, men i de finere kredse blev den konsekvent affejet som beskidt smuds.

Det var dog de færreste anmeldere, der bed mærke i filmens subtile kritik af den amerikanske kamp mod terror, som Creasys hårdkogte metoder, hvor målet helliger midlet, på mange måder spejler.

Denzel Washingtons karakter er ikke bare en vestlig frelser, selvom det måske ved første øjekast kan virke sådan. Han er et simpelt værktøj til at bekæmpe ondt med ondt, som er blevet oplært og nedbrudt af den amerikanske stat, som man får fornemmelsen af, har slået hånden af ham. En mand, der langsomt får kontakt med sin menneskelighed i mødet med Pita – selve symbolet på uskylden.

Patronernes sandhed

Det interessante ved ’Man on Fire’ er, at hovedkarakteren på mange måder ikke er meget værre end den mexicanske bandering – La Hermandad – som han skal bekæmpe.

De kidnapper rigbørn for at udligne den systemiske ulighed i Mexicos gader, men det er næppe noget tilfælde, at bandens leder, The Voice, skildres som en familiemand, der altid er sammen med sine børn, som han kærligt tager sig af. 

Begge er de symptomer på et større onde, en cirkel af magtmisbrug, der ikke overraskende trækker tråde til de multinationale selskaber med hovedsæde i USA, som udnytter Mexico som deres industrielle baghave.

I en af filmens mest utrolige scener sprænger Creasy en natklub i luften, mens de bedøvede dansere bliver gennet ud på gaden foran klubben. Da bygningen står i flammer, bryder de ud i spontan jubel – bogstavelig talt i færd med at feste, mens verden går under omkring dem. Kan vi i den vestlige verden overhovedet forholde os til den død og ødelæggelse, vores levevis bibringer på den anden side af kloden?

Denzel Washington og Dakota Fanning i ‘Man on Fire’ (Foto: PR)

Filmen gør en pointe ud af at vise, præcist hvor dybt råddenskaben i Mexico stikker – fra amerikanske topadvokater til højtstående embedsmænd, som alle tjener på massekidnapningerne, og journalisterne, der bruger Creasy til at infiltrere underverdenen i jagten på den gode historie. Og politifolkene, der bruger ham til at rydde ud i gaden og udøve den retfærdighed, de ikke selv kan stå på mål for.  

Det taler til Scotts fordel, at han lader det være op til tilskueren selv at tage stilling til moralen. Han er ikke interesseret i at male simple helte- eller fjendebilleder, men i at udpege de systemiske faldgruber, så man selv kan fortolke.

På den måde kan filmen nydes som en ligefrem actionfilm, mens den samtidig præsenterer en implicit diskussion af, hvor langt man kan tillade sig at gå, hvis man mener at have Gud på sin side.

En af konklusionerne er, at når først man synker ned på det niveau, hvor patronerne bliver den eneste sandhed, har man for alvor tabt sin menneskelighed – langt væk fra de kristne idealer, som Creasy ønsker at tjene (på samme måde som George W. Bush gjorde).

Forbilledligt formeksperiment

Samtidig er det svært at underkende Tony Scotts banebrydende æstetik. Med sine iøjnefaldende jumpcuts, brug af slow motion og skift i farvetoner og tekstur præsenterer filmen et forvrænget og afskåret blik på verden, der matcher hovedkarakterens formørkede sind og dræberinstinkt.

Det er en visionær måde at formidle karaktersubjektivitet og et kaotisk verdensbillede, som selvfølgelig var dømt til at blive misforstået af samtiden, men som i dag står som et forbilledligt formeksperiment inden for Hollywoods rigide strukturer.

Denzel Washington understøtter perfekt den hektiske visuelle stil med et mere mådeholdent portræt af en mand i flammer – brændende op i den konstante skærsild, hans synder har nedsunket ham i.

‘Man on Fire’. (Foto: PR)

Hans fremragende kemi med Dakota Fanning i den hjerteskærende første del af filmen løfter præsentationen til kronjuvelen i Washingtons ikoniske samarbejde med Scott. Kun her kan Creasy bruge sin militærteknik og præcision på en konstruktiv måde, når han lærer den unge pige at overvinde sin frygt.

’Man on Fire’ er måske ikke helt lige så formfuldendt som Scott og Washingtons efterfølgende film, mesterværket ’Déjà Vu’, men som medrivende actionfilm, dybtfølt karakterstudie, virtuost formeksperiment og skarp samfundskritik er filmen ligaer over de actionfilm, vi 20 år senere bliver spist af med.

’Man on Fire’ kan ses på Netflix, Amazon Prime Video, HBO Max og Viaplay.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af