Virtuos tidsrejsethriller med Denzel Washington er et kriminelt overset mesterværk

Over juleferien ser vi nærmere på de underkendte filmmesterværker, som ikke ved premieren fik den anerkendelse, de fortjener. Jakob Freudendal lægger ud med Tony Scotts tankevækkende tidsrejsefilm ’Déjà Vu’, der hudfletter USA og kampen mod terror med en kompleks kulegravning af den amerikanske overvågningsstat og en af de bedste biljagtsekvenser i nyere tid.
Virtuos tidsrejsethriller med Denzel Washington er et kriminelt overset mesterværk
Denzel Washington i 'Déjà Vu'. (Foto: Touchstone Pictures)

MISFORSTÅEDE MESTERVÆRKER. Tony Scotts oversete mesterværk ’Déjà Vu’ begynder som et klassisk eksplosionsbrag, som man ville forvente af en film produceret af Jerry Bruckheimer – manden bag Scott-film som ’Top Gun’ samt talrige film af Michael Bay og ’CSI’.

Men der går ikke længe, før filmen transformerer sig: Først til en Hitchcock’sk thriller om overvågningstidsalderen post 9/11, dernæst til den måske mest overbevisende tidsrejsefilm i nyere tid, når Denzel Washingtons special agent skal forsøge at forhindre et terrorangreb – efter det er sket – og igen til sidst når den løfter sig til en romantisk tillidserklæring til det gode i mennesker.

Da ’Déjà Vu’ udkom i 2006, hvor krigen mod terror stadig var på sit højeste, blev den stemplet som urealistisk, vulgær og fornærmende: En tom film, der havde frækheden til at namedroppe ikke bare én, men tre nationale katastrofer uden at forholde sig til de dybereliggende problemstillinger, som New York Times fejlagtigt skrev.

Filmen, der havde et af verdens på daværende tidspunkt dyreste manuskripter (forfatterne fik svimlende fem millioner dollars i salær), klarede sig ganske vist fint i biograferne, men der skulle gå flere år, før ’Déjà Vu’ – og salig Tony Scott, der altid har stået i skyggen af sin mere storladne storebror Ridley – fik et smalt cineastisk følge, som insisterede på ikke kun at betragte filmen som overfladisk underholdning, men som en central film om et forandret USA.

Og gudskelov for det. For her 15 år efter premieren står filmen om muligt endnu skarpere, end da den udkom kamufleret som en metervare på hylderne i 00’ernes Blockbuster-butikker.

Fortid og nutid smelter sammen

Allerede fra den ni minutter lange, dialogløse åbningssekvens står det klart, at Scotts ambitioner er højere end nogensinde. Med virtuos klipning iscenesætter han minutterne inden det katastrofale terrorangreb, som Washingtons agent Doug Carlin skal opklare: Et marineskib fyldt med soldater og deres familier i havnen i New Orleans, som bliver sprunget til atomer af en bilbombe.

Med et uforligneligt tempo søsætter han et kapløb med tiden, når Carlin skal forsøge at forhindre angrebet i at finde sted. Der går nemlig ikke længe, inden den skarpe detektiv bliver del af et tophemmeligt FBI-overvågningseksperiment, »Snehvide«, der gør det muligt at se fire dage, seks timer, tre minutter, 45 sekunder og 14,5 nanosekunder tilbage i tiden via omfattende satellitoptagelser, som overvåger hele byen.

Denzel Washington, Val Kilmer og de (Foto: PR)

Eksperimentet – styret af Val Kilmers FBI-agent – er den ultimative invasion af privatlivet, når regeringen skamløst kan spionere på folk i fortiden under dække af at finde ledetråde, der måske kan lede til tilfangetagelsen af den mystiske terrorist i nutiden – og måske endda ændre fortiden.

Hvor andre tidsrejsefilm kollapser under forklaringsproblemer, undgår ’Déjà Vu’ elegant de værste paradokser. I stedet bliver det en film om skærmenes kolossale indvirkning på vores liv i en digital virkelighed, der kan foldes sammen i et fladt virtuelt vakuum, hvor alt i princippet kan være inden for virtuel synsvidde på ethvert givet tidspunkt.

Med et virtuost teknisk overskud formår Scott at gøre tidsrejsen håndgribelig med en af de bedste biljagtsekvenser, jeg kan mindes: Her forfølger Washington terroristen fire dage i fortiden – udstyret med teknologi, der gør, at han kan se datiden, mens han samtidig forsøger at undgå myldretidstrafikken i nutiden! Der er næppe nogen tvivl om, at Christopher Nolan har set med her, da han skulle udtænke ’Tenet’.

Scott skaber en verden, hvor fortid og nutid smelter sammen. Hvor nationens traumer materialiserer sig i konkrete, menneskelige tragedier, som overvågningsholdet skruppelløst kan følge i realtid under dække af at tjene en større sag.

Forkastelig voyeurisme

Kritikken af USA’s imperialistiske rolle i kampen mod terror er til at føle på. Missionen om at opspore terroristen handler ikke så meget om at redde konkrete menneskeliv, men om at forhindre en mediekatastrofe, som sårer nationens selvbillede.

Langt hen ad vejen stiller filmen spørgsmålstegn ved, hvor stor forskel specialgruppen rent faktisk gør, når Washington gradvist indser, at hans forsøg på at ændre fortiden bliver udslagsgivende for selve angrebet – lidt på samme måde som USA’s støtte til Al-Qaeda under Den Kolde Krig var med til at danne kimen for gruppens efterfølgende krig mod vesten. Alt gentager sig i onde cirkler, et uomgængeligt deja vu.

Paula Patton i ‘Déjà Vu’. (Foto: PR)

Endnu en genistreg er, at FBI’s kraftanstrengelse for at stoppe terrorangrebet skildres med Orkanen Katrina som bagtæppe. Orkanen repræsenterer en uundgåelig naturkatastrofe, som har lagt store dele af New Orleans øde, uden at statskroner til at finansiere genopbygningen har slået til. Imens bruger FBI milliarder af dollars på et spekulativt, teknologisk udstyrsstykke, der måske, måske ikke kan stoppe én hændelse, fordi den undergraver staten.

De store etiske problemer forbundet med overvågning udfoldes og problematiseres særligt, når enspænderen Carlin på morbid og grænseoverskridende vis forelsker sig i billedet af den døde kvinde Claire (Paula Patton), som han stalker i hendes eget hjem via videooptagelserne fra før terrorangrebet med en mistanke om, at hun rummer nøglen til at forstå katastrofen.

Scott refererer selvbevidst Hitchcocks ’Vertigo’ og ’Rear Window’, som begge handler om en moralsk forkastelig voyeurisme og vores nærmest perverse forhold til at betragte andre, som 50 år efter Hitchcocks tid har nået uanede højder.

Billedernes magt

Men selvom nekrofilien og overgrebet på Claires privatliv understreges, forstår man på en ambivalent måde alligevel Carlins kærlighed – særligt på grund af Washingtons fremragende spil.

Carlin er en martret sjæl, der i kølvandet på 9/11 har lært sig selv ikke at elske eller at knytte sig til nogen, fordi han ved, at han kan miste dem, hvert øjeblik det skulle være. Han kan kun forelske sig i noget, han allerede har mistet. Og modsat hos Hitchcock er Claire ikke bare en dukke, Carlin kan bruge, som han vil, men en handlekraftig karakter i egen ret, der modsætter sig overgrebet på sin frihed.

Det kan i sig selv ses som progressivt, at terroristen i ’Déjà Vu’ ikke er ansporet af religiøse motiver, men er en selverklæret amerikansk patriot, der går til angreb på staten, fordi han vil bevise, at regeringen ikke er yderliggående nok i sin politik. Det er en slags profetisk kommentar på den interne splittelse i landet, som vi for alvor har set i de sidste par år.

Denzel Washington og Val Kilmer i ‘Déjà Vu’. (Foto: PR)

Der er ingen onde og gode, som filmen nuanceret viser: En terrorist er en anden mands patriot, lyder det blandt andet – et udsagn, der får stor tyngde, når man tænker på de droneangreb, USA har foretaget under dække af at bekæmpe terror.

Det er et dystert verdensbillede, filmen udlægger, men i sidste ende vælger Scott at anslå en optimisme midt mellem den subtile kritik af den frie verdens hovedsæde.

For ’Déjà Vu’ viser også, at billeder rent faktisk har kraften til at ændre verden. At vi gennem billederne kan forstå virkeligheden på ny, lære af vores fejl og genoprette orden i kaos, når værdier er under angreb udefra såvel som indefra.

Så længe billedernes magt ikke misbruges, er der håb for fremtiden.

’Déjà Vu’ kan ses på Disney+ og lejes på blandt andet iTunes og Viaplay.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af