»Jeg har helt sikkert set det her før i et bedre afsnit«
»Det her var et fedt afsnit«.
»Et sort-hvidt afsnit? Gab. Emmy-fiskeri«.
Udsnit fra kommentarspor på Facebook? Tilfældige seeres udfald i en Twitter-tråd?
Nej, det er såmænd de officielle afsnitsbeskrivelser af ’Atlanta’ sæson 3 på Disney+.
Streamingtjenesternes små beskrivelser af en series afsnit har traditionelt været mere ufrivilligt komiske end eller sigende. Som når det vilde og vanvittige Red Wedding-afsnit i ’Game of Thrones’ beskrives, som var det en highschool-serie fra 90’erne.
»Robb får foretræde for Walder Frey, og Edmure møder sin brud. Jon står over for sin hidtil hårdeste prøve. Bran opdager en ny evne«.
De seneste år har flere serier eksperimenteret med formatet, fra ’Westworld’s tekster skrevet fra robotternes perspektiv til de korte og kontante i ’Barry’ eller ’Better Things’.
Den udknaldede animationsserie ’Rick and Morty’ er (også her) gået forrest, og her har man kunnet se beskrivelser som »Vi har alle én ting til fælles, bruh. Jeg ved nu ikke, mand. Se det her afsnit«. Ordet »bruh« går igen i alle dens beskrivelser.
Mens teksterne historisk har været skrevet af kanalernes pr- eller programmedarbejdere og haft til formål at hjælpe seerne med at navigere i gammeldags uendelighedsserier med et nyt setup i hvert afsnit, er det ’Rick and Morty’-skaber Justin Roiland selv, der skriver seriens tekster.
Og ifølge The A.V. Club er det da også skaberne Donald og Stephen Glover, der har forfattet teksterne til ’Atlanta’.
Beskrivelserne har været alternative siden sæson 1, hvor teksten til finaleafsnittet for eksempel lød: »Yo, i går var crazy. Den var helt gal«.
Men det er først med den nye sæson, der ramte Disney+ i Danmark for et par uger siden, at beskrivelserne er blevet decideret metakommenterende. Fra »Jeg blev seriøst bange af at se det her« til »Hvide mennesker, der ser med, er sådan … Av«.
Stilen er fuldt ud i tråd med serien, der hører til de mest uforudsigelige og intelligente i landskabet lige nu med provokerende udfritninger af særligt racetematikken. Teksterne harmonerer også godt med billedet af Donald Glover som ham, der har regnet den ud i Hollywood og er selvhøjtidelig og selvundergravende på én og samme tid. Tidligere på året interviewede Glover sig selv til Interview Magazine.
Er man i forvejen Glover-skeptiker – de findes – kan man også godt argumentere for, at episodebeskrivelserne er lovlig kække eller studentikose.
Men hey: Det gør i det mindste en genre, som i serieguldalderen i bedste fald har været totalt ligegyldig, i værste fald tåkrummende, interessant og underholdende.
Og i bedste, bedste fald vil det måske få flere til at se den dybt originale ’Atlanta’, der også i sæson 3 tager røven på én igen og igen, så man de fleste gange siger til sig selv:
»Det her var et fedt afsnit«.
’Atlanta’ kan ses på Disney+.