De (mandlige) anmeldere, der hadede knivskarp satirefilm med Tara Reid, ser tåbelige ud i dag

Historien er spækket med film, der ikke fik den anerkendelse ved premieren, de havde fortjent. Denne sommer fremhæver vi nogle af de film fra 00’erne, som bør få genoprettet deres ry, og i dag anfægter David Madsen anmeldernes barske dom over ’Josie and the Pussycats’ – og især deres misforståede blik på Tara Reids elskværdige Melody.
De (mandlige) anmeldere, der hadede knivskarp satirefilm med Tara Reid, ser tåbelige ud i dag
'Josie and the Pussycats'. (Foto: PR)

SOMMERSERIE: 00’ERNES UNDERKENDTE HOVEDVÆRKER. Det tager ikke mange sekunder at genkende, hvilket publikum komedien ‘Josie and the Pussycats’ henvender sig til.

Til lyden af skingre oktaver fra skrigende teenagepiger performer bandet ‘DuJour’ deres megahit ‘Backdoor Lover’ foran deres private jet i en tydelig parodi på NSYNC og Backstreet Boys.

Senere optræder rocktrioen The Pussycats i en åbningsmontage, hvor de bliver introduceret i slo-mo hoppespark iført tidens mode: Crop tops og lavtaljede bukser.

Så bliver det ikke mere start-00’erne.

Jeg var selv et barn af årtiet, som gav os meningsløse krige i Mellemøsten, inficerende tyggegummipop, larger-than-life kendis- og paparazzikultur, meningsløse skattelettelser til de rigeste samt internettets spæde skridt på vej til total dominans over vores privatliv.

Så meget desto mere undrer det mig, at jeg først for nylig faldt over Deborah Kaplan og Harry Elfonts adaptation af Archie-tegneserie-spin-off ‘Josie and the Pussycats’.

Deres knivskarpe satire over MTV-æraens kommercialisering af rock- og punkmusikken viser hurtigt tænder, da de tre bandmedlemmer Josie, Valerie og Melody finder ud af, at musikstudiet MegaRecords, som de er indlemmet i, manipulerer deres lyttere gennem skjulte beskeder i musikken til at skabe trends, salg af produkter og sågar deres egen musik.

Den tidslige parodi krystalliseres i en imponerende gennemarbejdet produktion med en åbenlys kærlighed til tidens popmusikere. Filmens ikoniske soundtrack, som finder indflydelse hos Britney Spears, Spice Girls, TLC og Avril Lavigne, var produceret af R&B-hitskaberen Kenneth ‘Babyface’ Edmonds med sange fra blandt andet Fountains of Wayne, Counting Crows og The Go-Gos.

Hjerteknuseren og indiestjernen

På rollelisten samlede de to instruktører tre af tidens hotteste navne til filmens titulære band.

Rachael Leigh Cook, en af 90’ernes største hjerteknusere fra romcom’en ‘She’s All That’, som den ængstelige vokalist Josie. Tara Reid, der allerede var et etableret navn hos Universal igennem ‘American Pie’-filmene, som den sødnaive trommeslager Melody. Og i den helt anden ende af skalaen Rosario Dawson, den ultracool indieskuespiller fra Larry Clarks kontroversielle coming-of-age-drama ‘Kids’ samt aids-musicalen ‘Rent’ på de skrå brædder, som guitaristen Valerie.

De får selskab af Alan Cumming og Parker Posey, som begge giver gyldne camp-præstationer i særklasse som filmens gemene, skurkagtige studieoverhoveder.

Alligevel blev filmen en dundrende fiasko, da den landede i biograferne i 2001: Publikum blev væk, og trods et budget på under 20 millioner dollars tabte filmen penge. Noget af forklaringen skal nok findes hos den absolut brutale modtagelse, som ‘Josie and the Pussycats’ fik af kritikerne, amerikanske såvel som danske.

‘Josie and the Pussycats’. (Foto: PR)

I dag står deres ringeagtede kritik sjovt nok tilbage som en pinagtig påmindelse om den misogyne kultur, som filmen selv prøver at gøre op med.

De sidste par år er vi børn af slut-90’erne og 00’erne blevet kvalt i mode og produkter fra vores barndom, som vi rullede øjne af så sent som for et par år tilbage.

Men mens Gen X’erne ukritisk klappede i hænderne, da teenagerne slubrede New Coke i sig i ‘Stranger Things’, har 00’ernes nostalgi-cyklus været anderledes sortsynet og bitter – perfekt til millennium-generationen, som er berygtet for at være en flok debbie downers.

Fordums tids magtmænd R. Kelly, Bill Cosby og Harvey Weinstein, der klarede frisag i 00’erne, er blevet væltet af pinden, mens vores kollektive umyndiggørelse af tidens kvindelige pariaher som Britney Spears og Lindsay Lohan tages op til revision.

Bange for pigelus

På samme vis er mange film blevet revurderet i lyset af nye tider, konventioner og diskurser, navnlig film rettet mod unge kvinder og teenagepiger. For et par år tilbage vandt gyseren ‘Jennifer’s Body’ eksempelvis indpas hos store dele af internettet, selvom den var forhadt ved sin udgivelse i 2009.

‘Josie and the Pussycats’ er et prima eksempel på dette. For selvfølgelig er det fair spil at kritisere en film, man ikke bryder sig om. Men når kritikerkliken anno 2001 over hele linjen ikke blot afskrev ‘Josie and the Pussycats’, men hev og sled den igennem maskineriet, så viste de immervæk også kulør som en drengeklub bange for pigelus.

Kritikere havde især et problem med filmens brug af satire over tiden, da den i sig selv er fyldt med reklame for forskellige produkter. Som en dansk anmelder ganske sigende påpeger: »Er filmen virkelig et angreb på underholdsbranchen, eller er dens revsende pointe bare en smart undskyldning for at suge flere penge ud af ungdommen?«

‘Josie and the Pussycats’. (Foto: PR)

Satire er altid en hårfin balancegang, men ‘Josie and the Pussycats’ lykkes par excellence.

For at satirisere over det kapitalistiske helvedesskab, som ligger til grund for musikken, bliver man immervæk nødt til at skildre den. Her sættes kulturen komplet på spidsen. Melodys badeværelse er et mareridtsscenarie af McDonald’s-merch, og i én særligt morsom scene synger pigerne sangen ‘Money (That’s What I Want)’ over en montage af mærkevarer-produkter fra Steve Madden, Puma, T J Maxx, Ray-Ban og Zima.

Filmen gør brug af de samme værktøjer som sci-fi mesterværkerne ‘Robocop’ og ‘They Live’ til at udstille sin samtids kyniske kommercialisering.

De to sidstnævnte er med rette hyldet for deres satiriske snilde og verserende samfundskritik pakket ind i et klassisk genreprodukt. Forskellen? De er hovedsageligt rettet mod og solgt til drenge.

Det var ‘Josie and the Pussycats’ bestemt ikke.

Kvindeligt venskab

De saglige argumenter falder især fra hinanden hos anmelderne, når snakken lander på Tara Reids karakter Melody.

Den velansete, afdøde kritiker Roger Ebert kalder i sin halvstjernes-anmeldelse kvinden for »the bubble brained blonde«. Ironisk, siden Melody netop er en respons til dette øjenrullende gammelmandssyn på blondiner. Som Marylin Monroe før hende leger Reid intentionelt med de forventninger, som samfundet har til konventionelt attraktive kvinder.

Hun skildres derfor aldrig som dum eller tomhjernet, men snarere blot som for godhjertet til denne verden.

‘Josie and the Pussycats’. (Foto: PR)

Da Josie vender ryggen til sine to veninder i filmens klimaks, snerrer hun af Melody til hendes store gru, at hvalpe vokser op til at blive hunde, og at hunde dør. Tidligere i filmen bemærker Melody højlydt, hvor morsomt det kunne være, hvis man kunne være flere steder på en gang. Resten af scenen løber hun viltert rundt fra rum til rum for begejstret at fremvise sin pointe.

»Hvad, der tiltrak mig til Melody, var, at her var en pige, som havde sådan en tiltro til sit band, og hvis hjerte var så rent«, har Reid selv udtalt om sin elskværdige karakter til Insider.

Det er sigende om en film, som trods sin skarpe kritik af musikindustrien ikke har ét ondt ben i kroppen. Ud fra retrospektive interviews med cast og instruktører tyder alt på, at produktionen var en leg for de involverede, der nød at lave en film, som fremmede kvindeligt venskab over alt andet.

Måske det er her, vi skal finde lidt af sandheden bag, hvorfor kritikere var så hurtige til at afskrive ‘Josie and the Pussycats’. Andre kvindecentrerede film fra samme æra fik immervæk en fin modtagelse, fra mesterværket ‘Legally Blonde’ om en ambitiøs kvindes forsøg på at bryde igennem den mandsdominerede juraverden over trekantsdramaet ‘Bridget Jones’ Diary’ til ‘Freaky Friday’ om et mor-datter-forhold.

De film fokuserer alle på kvinder i relation til mænd eller kvinder i konkurrence mod hinanden. Hvorimod ‘Josie and the Pussycats’ uforbeholdent handler om tre gode veninder, som prøver at komme frem i verden.

Men den slags fortællinger var der åbenbart ikke plads til dengang.

’Josie and the Pussycats’ kan ses på iTunes.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af