Selvom vi med et utal af streamingtjenester, filmfestivaler og adskillige film i biografen hver uge efterhånden får de fleste interessante film til landet, er der stadig prominente titler, der falder mellem stolene. Nogle gange kan der gå flere år, før vi danskere får syn for sagn – og i de værste tilfælde må vi vente forgæves.
Om lidt går den store efterårsfestivalsæson i gang, hvor festivalerne i Venedig, Toronto, Telluride og New York lancerer en lang række af de film, der vil dominere samtalen det kommende år.
Men inden da må det være på sin plads at trygle om dansk adgang til nogle af de film, der for længst har fået premiere på tidligere festivaler eller i andre lande, men som der lige nu ikke er udsigt til kommer til en biograf eller streamingtjeneste nær dig.
1. ’RRR’
Den mest hypede indiske film i årtier skulle være et vanvittigt ekstravaganza-epos af action, sang og kulørte effekter. Den kom i sommer ud på Netflix i USA og har skabt overskrifter i en grad, at den anses for en mulig Oscar-kandidat, selvom det ikke ligner en typisk Oscar-film.
Den tre timer lange fortælling udspiller sig i 1920’erne og følger de to revolutionskæmpere Alluri Sitarama Raju og Komaram Bheem. Det er begge virkelige figurer fra indisk historie, men filmen er tydeligvis fiktion, båret af det største budget til en indisk film nogensinde, der har båret frugt i rekordomsætning i hjemlandets biografer.
Vi er ikke just forvænt med at se indiske film i de danske biografer, men her er altså undtagelsen, som sagtens kunne gå hen og blive et kulthit. Køb den nu hjem, for pokker!
2. ’Marcel the Shell’
I 2010 fik den glimrende komiker Jenny Slate et viralt hit med en række små stop motion-videoer om en lille levende muslingeskal, der kæmpede med usikkerhed og selvværd. Slate, der lagde stemme til Marcel, skabte dem med sin daværende mand, Dean Fleischer-Camp, og selvom de siden er gået fra hinanden, er de heldigvis så gode venner, at de nu et årti efter har videreført konceptet til en hel mockumentary-film.
Men kan den lille muslingeskal så bære en film i fuld størrelse, kan man måske spørge, men at dømme efter de amerikanske anmeldere er svaret et rungende ja. Flere fremhæver filmen som en af årets bedste og mest bevægende.
Selvom kendskabet til ‘Marcel the Shell’ måske er begrænset i Danmark her i 2022, er det ikke for sent at lave om på det, og den nye film vil vi i hvert fald uanset hvad ikke gå glip af.
3. ’Sharp Stick’
Lena Dunham er klar med sine første store projekter siden ’Girls’ – og sine første film siden gennembruddet med ’Tiny Furniture’ fra 2010.
‘Catherine, Called Birdy’ får premiere på Amazon Prime senere på året, mens ’Sharp Stick’ fik premiere på Sundance-festivalen tidligere på året, hvor den tiltrak sig opmærksomhed for at gå til grænsen med sin skildring af en ung piges seksualitet.
Filmen handler om den 26-årige, naive Sarah Jo (talentet Kristine Froseth), der indleder et forhold til faren (Jon Bernthal) for det barn, hun babysitter. Traileren antyder, at det er en film båret af Dunhams karakteristiske humor og ublu behandling af seksualitet og magt.
4. ’Vengeance’
B.J. Novak er nok stadig bedst kendt for sin rolle som Ryan i det amerikanske ’The Office’, men nu trækker han overskrifter for sin debut som instruktør, ’Vengeance’, der fik premiere på Tribeca-festivalen til en flot modtagelse.
Novak spiller selv hovedrollen som forfatteren Ben Manalowitz, der rejser fra New York til sydstaterne for at opklare et mord på en pige, han kendte.
Seattle Times skrev i sin anmeldelse: »Det er en detektivhistorie. Det er en indsigtsfuld kommentar om (….) USA i denne polariserende, usammenhængende, distraherede tid. Det er en komedie, skarp og ofte virkelig sjov. Det er, først og fremmest, konstant overraskende«.
5. ‘Armageddon Time’
James Gray er ikke et household name i de danske biografer, men i kølvandet på Brad Pitt-sci-fi-filmen ’Ad Astra’ har han nu lavet sin mest personlige og intime film, der fik premiere på Cannes-festivalen tidligere i år. ’Armageddon Time’ er baseret på instruktørens egen barndom og har Jessica Chastain, Anthony Hopkins, Anne Hathaway og Jeremy Strong på rollelisten i en fortælling sat i 1980’ernes Queens om drengen Paul, der drømmer om at blive kunstner, men kommer i problemer i skolen, og hvis problemer krydses med en sort klassekammerat, Johnny, der bliver udsat for ublu racisme.
Filmen fik generelt gode anmeldelser fra Cannes og regnes som en mulig Oscar-kandidat. Det vil vi da ikke gå glip af.
6. ’The Five Devils’
Léa Mysius’ ’The Five Devils’ var en af de mest hypede film, der kom ud af årets Cannes-festival, hvor den fik premiere i sideprogrammet Director’s Fortnight.
Filmen handler om Vicky, der har en særlig evne til at lugte og skabe enhver duft, som hun samler i krukker, inklusive sin mors, spillet af Adèle Exarchopoulos fra ’Adèles liv’. Da farens søster dukker op, dykker Vicky ind i skjulte minder, der åbenbarer familiens fortid i en mystisk film, der er svær at beskrive, mens som Indiewire gav topkarakteren A-.
7. ’Funny Pages’
Nogle vil huske Owen Kline som den mindste dreng i ’The Squid and the Whale’. I dag er han 30 år – og har instrueret sin første film, som tilmed har fået en rigtigt flot modtagelse.
’Funny Pages’ følger highschool-eleven Robert, der er en talentfuld tegneserieforfatter, der ser op til sin lærer, som imidlertid virker til at have skumle bagtanker omkring deres relation.
Historien skulle stikke af i uforudsete retninger, og Peter Bradshaw kaldte i The Guardian filmen »en lækkert mørk coming of age-komedie« og trak paralleller til ’American Splendor’, Robert Crumb og førnævnte ’The Squid and the Whale’.