Det er ikke mange instruktører, der kan bryste sig af at have ændret filmhistorien, men det kan Jean-Luc Godard, der nu er død, 91 år.
Godard var en af de absolutte frontfigurer for den indflydelsesrige franske nybølge, der kom frem i slut-50’erne/start-60’erne og brød med det konventionelle filmsprog med radikale formudtryk og et helt nyt blik for filmmediet som kunst.
Han startede som kritiker på det epokegørende filmtidsskrift Cahier du Cinema, før han brød igennem med den fragmentariske ‘Åndeløs’ i 1960 med Jean Seberg og Jean-Paul Belmondo i ikoniske roller.
Senere hovedværker tæller ‘Jeg elskede dig i går’ fra 1963, ‘Pierrot le fou’ fra 1965, ‘Alphaville’ fra 1965 og ‘Jeg ved 2-3 ting om hende’ fra 1967.
Sidenhen havde han måske ikke den centrale position i filmkulturen som i 60’ernes periode af opbrud og ungdommeligt oprør, men han fortsatte med at afsøge filmmediets grænser som en af klodens mest provokerende, politiske, kompromisløse og antisystemtiske instruktører helt frem til i dag, så hans stjerne blandt hardcore-cineaster aldrig falmede.
Godards sidste hovedværker blev ‘Film socialisme’ fra 2010 og ‘Adieu au language’ fra 2014, to af hans mest radikalt eksperimenterende film.
Hele livet igennem var hans filmsprog så ukonventionelt, at det er usikkert, hvilken betydning han vil få for filmelskere uden for de cineastiske og filmvidenskabelige kredse de kommende årtier.
Men skal man starte et sted, vil jeg anbefale, at man ser ‘Jeg elskede dig i går’ (‘Le mépris’/’Contempt’) med Brigitte Bardot, et syrligt, sjovt og smukt kærlighedsbrev til filmkunsten båret af George Delerues fantastiske score.
Hans betydning for filmhistorien kan man dog ikke underkende. Det er en af de allerstørste, der nu er gået bort.