(Spoiler-alert: Læs først når du har set ’Nope’)
Hvad er meningen med monsteret i Jordan Peeles sci-fi/gyser ’Nope’?
Det var den første tanke, der slog mig, da jeg gik ind i IMAX-biografmørket, endnu en gang klar til at lade mig imponere over instruktørens originale brug af horrorgenrens monsterskab til at belyse race og identitet i samtidens USA.
Hans to foregående film, ’Get Out’ og ’Us’, er en gavebod af intrikate analogier og ikoniske billeder. UCLA har sågar et kursus med udgangspunkt i ’Get Out’, mens godt og vel samtlige kulturkritikere – inklusive undertegnede – har skrevet et think piece om, hvad de monstrøse kloner The Tethered repræsenterer i ’Us’.
Appellen ved Peeles foregående film har ikke mindst været hans evne til at tolke horrorgenrens mestre – fra Kubrick og Hitchcock til Carpenter og Romero – igennem en afroamerikansk, moderne linse.
Derfor er ’Nope’ også lidt af en kovending for instruktøren. Her er tale om en stortanlagt, effekttung blockbuster, der lægger sig tæt op ad Steven Spielbergs ’Nærkontakt af tredje grad’ og M. Night Shyamalans ’Signs’.
Den afdankede forlystelsespark Jupiter’s Claim, som optræder i filmen, er endda allerede blevet en del af Universals Hollywood-rundvisning, side om side med ’Dødens gab’ i egen drabelige person.
Netop ’Jaws’ er afgørende for forståelsen af den flyvende tallerken, som befinder sig over søskendeparret OJ (Daniel Kaluuya) og Emerald Haywoods (Keke Palmer) ranch i Agua Dulce-området uden for Los Angeles.
Halvvejs igennem filmen finder OJ ud af, at der slet ikke er tale om et ukendt flyvende objekt, men at UFO’en er den ukendte alien.
Dens store, begmørke åbning, som suger heste såvel som mennesker op, er beslægtet med den grusomme hvide hajs døde dukkeøjne. Og i stedet for at være skjult under havets krystalklare bølger gemmer Jean Jacket, som OJ navngiver den, sig bag skyer og horisonten.
Det omgiver først og fremmest væsenet med en potent ur-frygt, som vi stadig deler med vores forfædre, der frygtede løver og andre farlige vilddyr.
Som Spielbergs klassiske monster betyder det dog også, at Jean Jacket hverken fremstår som en allegori for et større samfundsonde eller et symbol på menneskets indre drifter. I stedet er den blot et rasende, territorialt rovdyr, der æder efter forgodtbefindende.
Mening bag monsteret
For Jordan Peele er toneskiftet fra allegoritung, samfundskritisk horror til en vaskeægte Big MacBlockbuster tydeligvis helt overlagt.
For tendensen til først og fremmest at anse hans film som teser over større samfundsmæssige problematikker er ikke gået tabt på den ambitiøse instruktør.
»Jeg ved ikke, hvorfor folk ikke bare kan lade mig lave en film«, har han udtalt jokende i et interview til magasinet TIME.
Selvom ’Nope’ generelt har fået en pæn modtagelse, mærker man i den mere splittede modtagelse også en utilfreds mine over, at han med denne gang har valgt at gå mere mainstream veje.
Vanity Fair konkluderer, at Peele lader det spektakulære triumfere over substansen, mens TIME i en nærparodisk overanalyse gennemgår en hel række fortolkningsnedslag – fra kapitalisme til racisme – for til sidst at konkludere, at man nok snarere bør se ’Nope’ som et stykke vellavet eskapisme.
Peele driver da også bevidst gæk med denne type intellektualisering af sine værker.
Da forlystelsesparksejeren Jupe (Steven Yeun), der er nabo til Haywood-klanen, fremviser UFO’en til spændte gæster, forklarer han, at de små grå mænd, som han kalder The Viewers, er fredelige og blot ønsker at observere, ikke angribe. Som en del af underholdningen klæder han sine teenagebørn ud i abekostumer med grå halloween-masker, der imiterer den klassiske Roswell-alien.
Jupe tager naturligvis grusomt fejl, da det rasende væsen suger ham og hans gæster op og langsomt fordøjer dem i én af årets mest bemærkelsesværdigt morbide scener. Men hans analyse af den fremmede besøgende kommer ikke ud af det blå. I flashbacks ser vi, at han som barneskuespiller var den eneste overlevende, da en chimpanse gik amok på et set til den succesfulde sitcom ’Gordy’s Home’.
Hans analyse af væsnet oppe i skyerne, samt udklædningen af børnene, kan ses som en internalisering af et traume, han nægter at konfrontere.
OJ når en anden konklusion, da han som hestetræner er vant til at omgås vilde dyr, der reagerer irrationelt og aggressivt på nærkontakt. Men kaldenavnet Jean Jacket kommer også fra et barndomsminde, nemlig en vildhest som søsteren Em aldrig fik lov til at tæmme.
Det er altså ikke, hvad Jean Jacket i sig selv repræsenterer, der er vigtigt. Men i stedet hvad vi som publikum udleder af det uudgrundelige og spektakulære gennem vores egne erfaringer og traumer. Ligesom mange tidligere har udlagt alt mellem himmel og jord fra Peeles film baseret på deres eget udgangspunkt.
En blockbuster om blockbusters
Således tillægger alle filmens karakterer Jean Jacket forskellig symbolsk værdi.
Em ser det som en vej ud af fattigdom ved at få The Oprah Shot af den mytiske skabning. Mens fotografen Antlers (Michael Wincott i fuld Werner Herzog-getup) vil have et billede taget midt i orkanens øje selv for at opnå en selvvalgt form for cinematisk eufori og ophøjethed.
’Nope’ bliver på den måde en blockbuster om blockbustere, der både handler om, hvorfor vi skaber dem, og hvorfor vi drages af dem. Samtidig med at Peele konstant leger med vores forventninger til blockbusteren.
Det sættes på spidsen, da OJ konkluderer, at man bliver nødt til at kigge væk fra Jean Jacket, for at den ikke bliver provokeret og angriber. Altså den diametrale modsætning af det såkaldte Spielberg-ansigt, hvor karakterer med måbende gab og julelys i øjnene reagerer på og beskuer vidunderne på skærmen. Som når Laura Dern og Sam Neill ser parkens dinosaurer for første gang i ’Jurassic Park’.
Samtidig glemmer Peele ikke sin status som en af tidens største afroamerikanske stemmer i Hollywood. Men i stedet for at bruge allegorier til at fortælle publikum om sort identitet i USA som ’Get Out’ og ’Us’, gør han i ’Nope’ brug af mere konkrete værktøjer.
Haywood-klanen er i familie med den sorte jockey, som rider på hesten i Eadweard Muybridges 12 billeder fra 1878, der for første gang viste bevægelse på film.
I virkeligheden kender vi navnet på Muybridges hest, men ikke på den sorte mand, som Em i filmen altså påstår er Amerikas første filmstjerne og sin egen tip-tip-tip-oldefar. I en blockbuster, som mere eller mindre udelukkende har et ikke-hvidt cast, virker det bemærkelsesværdigt, at Peele går helt tilbage til filmhistoriens spæde begyndelse og fremhæver sorte menneskers betydning.
For bare fordi vi har ignoreret disse mennesker det meste af historien, eksisterede de stadig.
»Det handler om at optage plads. Om at eksistere. Det handler om at anerkende de folk, som er slettet fra historien under rejsen til, hvor vi er nu«, som Peele siger i sit interview med TIME.
Det handler med andre ord slet ikke om monsteret oppe i skyerne, men om de mennesker, det angriber nede på jorden.
’Nope’ kan ses i biografen.