Nicolas Winding Refn er stadig fuldkommen kompromisløs i ventet dansk Netflix-serie

Nicolas Winding Refn vender tilbage til Danmark for første gang i 17 år med Netflix-serien ’Copenhagen Cowboy’. Vi har set de første to afsnit på filmfestivalen i Venedig, og der bygges op mod noget stort, selvom man skal væbne sig med tålmodighed.
Nicolas Winding Refn er stadig fuldkommen kompromisløs i ventet dansk Netflix-serie
'Copenhagen Cowboy'. (Foto: Magnus Jønck)

VENEDIG FILM FESTIVAL. Der har været en del hvisken i krogene på årets festival, hvor onde tunger har klandret Netflix for at give deres auteurinstruktører lige lovligt lang snor med uhæmmede film som de knapt tre timer lange ‘Bardo‘ og ‘Blonde‘.

Efter at have set de første to afsnit af Nicolas Winding Refns imødesete danske serie for streaminggiganten, ‘Copenhagen Cowboy’, er jeg tilbøjelig til at give kritikerne ret.

Serien markerer Refns første danske projekt siden ‘Pusher III’ fra 2005, men i de to afsnit, jeg så på festivalen, var der ikke noget synderligt stærkt dansk præg at komme efter. 

Det skulle dog efter sigende ændre sig omkring halvvejs i den seks episoder lange serie, hører jeg fra kolleger. Først her får vi rent faktisk lov at besøge København, mens serien gradvist begynder at forgrene sig mod forskellige genrer fra western til science fiction.

Angela Bundalovic (’Limboland’) spiller den mystiske kvinde Miu, der ankommer til en serbisk prostitutionsring et sted ude på Lars Tyndskids Mark. 

‘Copenhagen Cowboy’. (Foto: Christian Geisnæs)

Miu har overnaturlige kræfter af en art, og som en slags lykkeamulet skal hun hjælpe den barnløse Rosella – søster til indehaveren af foretagendet, den hårdføre Andrej – med at blive gravid med sin mand Sven, der siger griselyde, når han taler. 

Som i ‘The Neon Demon’ betoner de første afsnit gruppedynammiker og hierarkierne i prostitutionsringen, når den tavse og mystificerende Miu skal lære at gebærde sig i den hårde gruppe af østeuropæiske kvinder, der blev lovet modelkarrierer i Danmark og i stedet fik frarøvet deres frihed af Andrej ved ankomsten. 

Det er langsommeligt og stemningsfuldt fortalt, mere ‘Only God Forgives’ end ‘Drive’. Refn maxer ud med bløde synths, neonfarvet belysning og kamerature, der lader til at tjene sig selv mere end historien. 

De første to afsnit går med at sætte universet op, der ikke bare er langt fra København, men noget som helst sted i det danske land.

Miu forvilder sig ind på en kinesisk grillbar, der også tilbyder en særlig form for kropsterapi, og pludselig er man hensat til et Bangkok à la ‘Only God Forgives’. Var det ikke for en grisefarm og nogle danske replikker hist og her, ville man ikke ane, hvor i verden serien udspillede sig. I hvert fald i de første to afsnit. 

Langt hen ad vejen fremstår det retningsløst, når Refn tager sig god tid til at introducere mange forskellige karakterer, som ikke alle virker til at have relevans for den spinkle fortælling. Af en serie på kun seks afsnit er det i hvert fald et af de mest langtrukne anslag længe, men Refn sværger jo som bekendt også til det hypnotisk dvælende. Respekt for at stå fast på sin filosofi, her lefles ikke for nogen. 

Efter to afsnit virker serien dog endelig til at komme i gang. Forskellige fraktioner af den neonbelyste underverden er klar til at gå i flæsket på hinanden med den tavse Miu som omdrejningspunkt. 

‘Copenhagen Cowboy’. (Foto: Christian Geisnæs)

Angela Bundalovic er fascinerende i rollen som den enigmatiske Miu, der er beslægtet med Ryan Goslings figur i ‘Drive’ og Miles Teller i ‘Too Old to Die Young’. Hun virker, som om hun lige er landet fra månen, når hun observerer folk på afstand og forsøger at lære, hvordan tingene hænger sammen på det mærkelige sted, vi kalder Jorden. Og det er måske heller ikke helt galt.

Langsomt bliver det nemlig klart, at Miu langt fra er almindelig. »Du er ikke et spøgelse, vel?«, spørger bestyreren af den asiatiske grillbar, efter Miu har pustet liv ind i en dødfødt baby, mens andre karakterer tager solbriller på af frygt for at se hende direkte i øjnene.

Hvordan det hele hænger sammen, skal blive spændende at finde ud af, hvis man altså kan sidde igennem Refns kompromisløse stil, der i de første to afsnit udfordrede min tålmodighed. 

Man kan dog ikke komme uden om, at han har stil, den gode Refn. Serien har en gennemført barok scenografi, hvor lædersofaer og lysekroner skaber en kontrast mellem det gamle og det nye, det ægte og det kunstige. Selvfølgelig iscenesat med hans vanlige øje for symmetri og blodig gore.

Efter andet afsnit mangler vi stadig at stifte bekendtskab med en lang række af seriens karakterer, blandt andet spillet af Zlatko Buric, Refns datter Lola Corfixen samt Mikael Bertelsen og Mads Brügger, i hvad der lader til at være et callback til ‘Den 11. time’.

Forhåbentligt er der noget stort i vente.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af