’Halloween Ends’: Michael Myers er et sexikon i tåbelig afslutning på ny ’Halloween’-trilogi
Jeg ville elske at grave rundt i instruktør David Gordon Greens små grå og finde ud af, hvad dælen hans fortolkning af slasher-ikonet Michael Myers egentlig er.
Med sit reboot ’Halloween’ fra 2018 formåede han som en af de første imitatorer at indfange noget af John Carpenters originale uhygge fra 1978. Den intimiderende silhuet virkede endnu en gang som en trussel for børnepassere overalt.
Med efterfølgeren ’Halloween Kills’ smed instruktøren al den goodwill ud ad vinduet, og pludselig var Gordon Greens brillante idé, at Michael Myers var … Jason Voorhees? Altså en ustoppelig amerikansk fodboldspiller, der vandrer direkte op til folk for at partere dem snarere end at skabe frygt fra skyggerne.
’Kills’ osede på alle måder af en film, som var sat i verden af filmstudierne, fordi den første var en uventet stor billetsluger. Green har i interviews udtalt, at den originale plan var en todelt tvekamp mellem overleveren Laurie Strode og hendes overgrebsmand Michael Myers.
Så meget desto mere er det mærkværdigt, at denne stortanlagte finale er så retningsløs. Om end én ting er helt sikker: En eller anden på manusholdet (som består af fire mennesker) havde lige læst Stephen Kings ’It’.
Fire år er passeret, siden Myers flygtede fra Haddonfields rasende indbyggere. I den periode har han angiveligt brugt tid sammen med rotterne nede i kloaksystemerne. Oppe på gadeniveau skriver en opkvikket Laurie Strode (Jamie Lee Curtis, der gav bedre præstationer i Activia-reklamerne) om Myers’ ondskab i sin biografi, som var hun Gale Weathers. Seriemorderen spreder ondskab som en smitsom sygdom, forklarer hun pædagogisk i en søvnig voice-over.
Michael Myers er med andre ord Pennywise i denne nyeste brainstorm fra Gordon Green og co. Sågar bliver hans unge protege Corey (for sådan én har han nu) skubbet ud over en bro og slæbt ind i byens mørke id, som det sker i anslaget til Kings murstensroman.
I en sært inciterende scene penetrerer Michael Myers en mand, der ligger oven på Corey, med sin falliske køkkenkniv, mens den enorme morder stønner tungt. Da de to senere myrder et par i en afsides villa, tørster man et øjeblik efter et dødsdømt ’Bonnie and Clyde’ forhold mellem de to psykopater.
Queer-tolkninger af horror-ikoner er et klassisk genregreb blandt fans. Så hvorfor ikke Myers?
Men så snart den bold er smidt op i luften, griber filmfolkene en ny med samme vedholdenhed som en golden retriever. Da Corey begynder at date Lauries barnebarn, er det som at opleve en tolvårigs Jeff The Killer creepy pasta-fanfiction blive realiseret på det store lærred. Som en stand-in til Myers er Corey den misforståede badboy komplet med læderjakke og motorcykel, som glædeligt vil myrde dine dumme forældre og idiotiske eks for dig.
Alle disse pinligt halvbagte og infantile ideer kunne i det mindste have givet filmen noget energi og en camp-faktor. Men Gordon Green instruerer uden nogen glæde eller fantasi.
Mordscenarierne er klemt ind i et fåtal af montager, så der ikke engang behøves at bygges spænding op omkring dem. Og det endelige opgør mellem de to slasher-ikoner, Strode og Myers, er nærmest gaffatapet på filmens sidste akt.
Da David Gordon Green oprindeligt rebootede ’Halloween’, så han bort fra samtlige andre efterfølgere. Hans bidrag til den brogede serie ville endelig leve op til Carpenters originale version. Med ’Halloween Ends’ er han forfaldet til det samme bundniveau som de absolut værste af slagsen.
Kort sagt:
David Gordon Green har tydeligvis haft mange ideer til finaleakten af sin ’Halloween’-trilogi. En skam, at alle er horrible og halvbagte.