’Ingen kender dagen’: Dansk multiplotfilm med store navne har svært ved at leve op til forbillederne
’Ingen kender dagen’ består af fem forskellige fortællinger skrevet af fem danske forfattere: Carsten Jensen, Kamilla Hega Holst, Martin Kongstad, Caroline Albertine Minor og Niels Henning Krag Jensby. I samarbejde med manuskriptforfatter Maren Louise Käehne (’Dronningen’) har instruktør Annette K. Olesen (’Små Ulykker’, ’Lille Soldat’) samlet fortællingerne til et multiplot-drama.
Ensemblefilmen eller multiplot-dramaet havde sin storhedstid i 90’erne og 00’erne, især katapulteret af Robert Altmans ’Short Cuts’ (1993), og genren blev cementeret med storfilm som ’Magnolia’ (1999) og ’Babel’ (2006). Det er store sko at udfylde.
Med det indledende Lenin-citat, »Tillid er godt, kontrol er bedre«, bliver vi ledt på sporet af det, der binder fortællingerne sammen. Et udsagn, som de fleste frihedselskende danskere umiddelbart ville stille sig i opposition til og ønske modbevist. Grundlæggende vil vi gerne leve i tillid. Men det kan også være farligt at have tillid – hvad end det er til systemet, til skolekammeraterne, til autoriteterne eller din ægtefælle.
I ’Ingen kender dagen’ dumper vi ned i fem forskellige menneskers liv i et døgn, hvor de bliver konfronteret med tillidens ambivalente væsen.
Eva (Trine Dyrholm) er læge og skal assistere ved hjemsendelse af flygtninge, der er blevet sendt tilbage til Afghanistan. Manden, Ahmed, kæmper panisk imod. Han bløder ud af munden, og Eva forsøger at undersøge ham. Den anden passager, Ihram, er lige fyldt 18 år og er nu gammel nok til at vende hjem. Mens Eva giver hende en sprøjte med insulin, spørger Ihram undrende, om Eva stoler på de instanser, der har taget beslutningen om at sende hende hjem.
Eva konfronteres med sin blinde tillid til systemet og tvinges til at forholde sig til sin position i det større system.
En mor (Ene Øster Bendtsen) er på flugt med sin lille datter, som har et blåt øje. De vandrer langs Vestkystens dramatiske og vindblæste strande og klitter. Moren forsikrer datteren om, at det bare er en dagsudflugt, men den fortsætter, og vandflasken er næsten tom. I takt med at pigen bliver mere træt og tørstig, bliver vi tiltagende bekymrede, men vi har, ligesom datteren, ikke andre valg end at have tiltro til, at moren vil det gode.
Det vordende forældrepar Maja (Sofie Juul Blinkenberg) og Simon (Morten Hee Andersen) er på vej til begravelse. En af Simons tidligere gymnasieveninder er død, og jo tættere de kommer på begravelsen, desto mere anspændt bliver stemningen. Simon opfører sig utilregneligt, og i mødet med de tidligere gymnasievenner bliver det klart, at Simon ikke er velkommen til begravelsen. Vi efterlades med Maja i uvidenhed og må vælge mellem tillid og vished.
Adam (Jacob Cedergren) har lejet et sommerhus på Airbnb til en weekend med elskerinden, som han forsøger at imponere med østers og udførlige kiksede betragtninger om vinenes kompleksitet.
Der er ikke rigtig noget, der flyder i deres samvær, og man undres over, om de nogensinde har hygget sig sammen. Den akavede hide away bliver ikke bedre af, at sommerhusets nysgerrige udlejer, Hanne, konsekvent tropper op, altid midt i et knald. Selv her er det forceret og lidenskabsløst. Intet virker mere nyttesløst end en affære uden gnist eller kemi – tillidsbruddets dårlige karma?
Og så er der den introverte Emil (Emil Aron Dorph), som i god tro (formentlig forelskelse) har sendt et billede af sin pik til Gustav, som har delt det med det meste af skolen. Emil flygter ud af klasseværelset og vandrer tungsindigt afsted langs landevejen. Hans lærer giver ham et lift, og den nedtrykte og ensomme dreng bløder op og kaster nu sin tillid på læreren.
De fem forskellige fabler et ikke just håbefulde eller opløftende historier, som tjener tillidens sag.
Når vi må se til, mens Emils tillid misbruges, eller når vi følger den forslåede datter og hendes mor med visheden om, at barnet ikke har samme valgfrihed, præsenteres vi for tillidens nådesløse konsekvenser. Med fortællingernes fokus på ubærlige konsekvenser føles de lidt umotiverede – og snarere end at rejse spørgsmål lukker de sig om sig selv. De ender derfor med at være mindre tankevækkende, end man kunne have håbet.
Vignetterne fungerer bedre, når der ikke konkluderes for meget, men når tilliden forbliver kompleks og besværlig. Som med lægen Eva, der i et forsøg på at hjælpe bliver en del af et større problematisk maskineri. Denne historie konfronterer vores tillid til systemet, stiller skarpt på forholdet mellem individ og system og konflikten mellem den nære relation til den anden over for pligten til at lystre systemets krav – og spørger indirekte til alternativet.
Historien om Adams kiksede affære er det muntre indspark, som, til trods for sin velkendte morale, bringer en lidt tiltrængt lethed over filmen, som ellers er tynget af en del umotiveret ubehag. Heri er tillid også en noget rodet affære, som ikke alene hviler på Adams karakter.
De centrale roller indtages både af store danske stjerner som Trine Dyrholm og Jacob Cedergren og knap så kendte ansigter som Ene Øster Bendtsen, Sofie Juul Blinkenberg og Emil Aron Dorph. Meget hviler på skuldrene af de bærende karakterer, og nogle er mere rutinerede end andre, hvilket også får betydning for de enkelte fortællinger.
Afvekslingen mellem historier om det strukturelle og det interpersonelle understreger, at tilliden gennemstrømmer mange dele af livet, og at den rækker udover de nære relationer, som en form for grundvilkår.
Men det er ikke alle fortællinger, der lykkes lige godt med at skabe tankevækkende skildringer af tillidens væsen. Fletteformen virker en kende forceret og ender med at modarbejde filmen.
’Ingen kender dagen’ gør ikke lige så stort indtryk som sine forløbere – dertil mangler den en samlet poetisk nerve eller en anden rød tråd end den stringent tematiske.
Måske er tiden ligefrem løbet fra multiplotformen på film?
Kort sagt:
’Ingen kender dagen’ udforsker tillidens ambivalente natur gennem fem fortællinger – hvor nogle vækker undren, mens andre sætter for få tanker i gang.