Film og serier om samtidens fortabte unge sjæle har altid været et populært fænomen, men i nyere tid har ungdomsgenren fået en tiltrængt renæssance.
Tonen er blevet mørkere og mere rå end nogensinde før. Internationalt har storhittet ’Euphoria’ især vakt opsigt, mens Jonas Risvig har sat hårdtslående billeder på unge mænd i den danske ’Drenge’.
Men inden nogen af dem har islandske Gudmundur Arnar Gudmundsson skildret ungdommens barske sider i snart et årti. Først med de fremragende kortfilm ’Whale Valley’ i 2013 og ’Ártún’ i 2014, og så med spillefilmdebuten, den prisvindende ’Heartstone’, i 2016.
Ingen af disse kommer dog i nærheden af voldsomhederne i den 40-årige instruktørs ’Beautiful Beings’, som er blevet indstillet som Islands Oscar-kandidat, og som får dansk premiere torsdag.
Med afsæt i sin egen ungdom i 90’ernes Reykjavik skildrer Gudmundsson en broget gruppe af voldelige og udstødte drenge. Volden blandt unge i Island er på sit højeste, og forældrene, hvis de overhovedet er til stede, har ikke noget at skulle sige.
Drengene – den synske Addi, den akavede Siggi og den voldelige Konni, der af sine jævnaldrende kaldes ’dyret’ – finder sig ikke i pis fra nogen, lige meget hvor mange og store de er.
I en tidlig scene får Addi at vide af Konni, at lederen af en rivaliserede drengegruppe har snakket lort om dem, hvilket resulterer i, at de to venner, til et dunkende og dragende Trentemøller-soundtrack, tager knallerten til den lokale tankstation og gennembanker ham med en motorcykelhjelm.
Efter at have fået vansiret sit ansigt med en pigtråds-ombunden kæp bliver mobbeofferet Balli det nyeste medlem i gruppen af outsidere, og tilføjelsen skal vise sig at sætte deres sammenhold på prøve.
De er hårde ved hinanden, men skønhed og følelser sniger sig indimellem igennem sprækkerne og belyser drengenes stærke venskabsbånd.
Som i sine tidligere film gør Gudmundsson brug af uprøvede skuespillere, som han får utrolige præstationer ud af – og som han da også brænder særligt meget for.
»Det er virkelig dejligt at arbejde med unge skuespillere«, fortæller Gudmundur Arnar Gudmundsson, da vi mødes til en kop kaffe på café Ø12 i Indre By.
»De bringer en helt særlig energi til optagelserne og hele processen, som er meget fornøjelig. Både for mig selv og i forhold til at genoprette en forbindelse til min egen ungdom«.
TikTok-stjerner i Island
Mange instruktører udforsker forskellige genrer, men du har beskæftiget dig kontinuerligt med ungdomsgenren. Hvordan kan det være?
»Jeg er naturligt tiltrukket af historier, som handler om ungdom. Måske fordi jeg ser færre af dem på lærredet og af den grund bliver mere tiltrukket af dem. Når jeg ser ungdomsfilm, føler jeg ofte, at de er fortalt gennem et voksent perspektiv, og det irriterer mig. Så jeg ser ikke så tit ungdomsfilm, som jeg virkelig kan forholde mig til«.
Du har en stærk evne til at caste de unge skuespillere. Hvordan var processen med at vælge drengene til ’Beautiful Beings’?
»Vi starter omkring et år inden optagelserne med at have åbne auditions, da vi i Island ikke har professionelle skuespillere i den her alder. Og så vælger vi drengene ud fra ret mange forskellige faktorer. Som for eksempel: ’Hvor ambitiøse er de?’’Har de en familie, som støtter dem?’ og ’Har de dyrket sport før?’ med henblik på, om de er vant til at træne til noget, som vil give dem fordele til sidst«.
»Så der er mange elementer, der er vigtige, når det kommer til, at de skal kunne klare sig igennem hele processen. Og selvfølgelig også om de passer til rollen i manuskriptet. Når vi så finder drengene, træner vi dem langsomt. Det er vigtigt at starte temmelig langsomt, så det hovedsageligt er sjovt til at starte med, og så bliver det mere og mere som arbejde. Og til sidst er det ret seriøst. Du ved, det er arbejde – så selv om de kan have det sjovt med det, er det stadig arbejde. Det er ikke skole«.
Har I kontakt til dem efterfølgende?
»Ja, helt klart. Vi følger op på dem efterfølgende. Især også på grund af Islands størrelse. Det er så småt. Så når vi har premiere i Island, er de nærmest som TikTok-stjerner. De er berømte blandt deres jævnaldrende. Så vi forsøger at støtte dem gennem det, så det bliver en positiv oplevelse for dem«.
Virkeligheden var værre
Du udforsker ofte maskuline venskaber i dine film. Hvad optager dig ved det emne?
»Det er den her toksiske maskulinitet, som min generation i Island virkelig var oppe imod. Jeg tror, det havde en stor effekt på os, og jeg er egentlig stadig ved at komme mig over det. Det var ikke meningen, jeg skulle vise følelser, og det var ikke meningen, jeg skulle ditten og datten. Jeg blev nødt til at være barsk, og jeg havde nærmest en form for maske på, indtil jeg blev voksen. Og så begyndte jeg langsomt at lægge den maske fra mig«.
»Men samtidig er venskaber mellem drenge rigtigt stærke. Man bliver mere afhængig af sine venner end sin familie. Jeg ville stole mere på mine venner end min egen familie i den periode. De ville træde ind i et brændende hus for at trække mig ud«.
Vold lader til at være en integreret del af den måde, drengene interagerer og udtrykker sig på. Hvordan kan det være, tror du?
»Jeg var selv i en vennegruppe, hvor en af mine bedste venner var en meget voldelig dreng. På almindelige dage var han ikke særlig voldelig, men i nogle situationer kunne han flippe helt ud. Og det var ikke til at kontrollere, hvad han ville gøre. Til at starte med kunne vi godt lide frygten fra de andre børn og den form for dominans, som det skabte. Men så blev det ret hurtigt et element, som forårsagede gruppen endeløse problemer. Alle drengegrupperne ville lede efter os for at slås«.
»Filmen er inspireret af min opvækst i Island, men er stadig en fiktiv fortælling. Men ja. Mine venner tog ind og så filmen, og de kunne rigtigt godt lide den, men de synes slet ikke, den var voldelig. Det, vi oplevede som teenagere, var ofte meget værre end i filmen«.
En svær målgruppe
Filmen foregår i de sene 90’ere og tidlige 00’ere. Føler du, at ungdommen generelt har ændret sig, fra da du selv var ung og så til nu?
»Ja, det føler jeg. I Island er der meget mindre vold nu, end der var dengang. Nu er det mere en lille gruppe af drenge, som er involveret i det. Da jeg var yngre, var det en udbredt del af drengene i skolen, som var aktivt involveret. Men hvad der overraskede mig, da jeg begyndte at arbejde på den her film, var, at jeg troede, at det var helt forsvundet helt. Da jeg startede på filmen, gik det så op for mig, at det stadig var der. Det er bare en mindre gruppe, og det er så langt væk fra den boble, jeg lever i nu, fordi jeg ikke er lige så opmærksom på det«.
Ungdomsserier er blevet ekstremt populære de seneste par år – især med serier som ’Euphoria’, hvor tonen er blevet mere mørk og seriøs. Hvordan har du oplevet forandringerne gennem årene?
»Da jeg begyndte, var mine referencer ’Zappa’, ’Stand By Me’, ’Kids’, ’Gummo’ – du ved, ældre film. Men nu kan man begynde at finde referencer i de her serier og langt nyere film. Men jeg kan ikke lide ’coming-of-age’-termen som genre, for det er egentlig bare socialt drama. Som ’Stranger Things’, der bruger overnaturlige elementer. Det blev en af de mest populære serier nogensinde, og jeg ved, at da de pitchede det dengang, troede studiet ikke på det. Mange mener, det er svært at lave ungdomsting, hvilket det helt klart også er. Det er en svær målgruppe«.
’Beautiful Beings’ kan ses i biografen fra 20. oktober.