’Rosaline’: Kaitlyn Dever stråler i moderne Shakespeare-film, men Romeos oversete ex fortjener bedre
Det er ikke let at være i Rosalines sko. Selv om hun spiller en umiddelbart afgørende rolle i William Shakespeares verdenskendte tragedie ’Romeo & Julie’, optræder hun ikke en eneste gang i stykket.
Som Romeos originale crush forsvinder hun som dug fra midsommersolen, da den vordende romantiker først begynder at sende våde dådyrøjne efter sin udkårne teenagebrud. På sin vis er hun symbolsk for litteraturhistoriens mange oversete kvinder, og derfor er det da også både en vedkommende og morsom idé at give hende sin helt egen spillefilm, der nu er streamingaktuel.
Desværre er ’Rosaline’ ikke en fandenivoldsk knyttet næve til ære for alle de misforståede kvinder, som gennem tiden er sparket ud i marginerne af langt kedeligere mænd. I stedet bruges den korte spilletid af Karen Maines ellers tilforladelige romcom på konstant pikmåleri mod barden selv. En kamp, som må siges at være op ad bakke.
Den tvære, ironiske tone slås an, da Romeo bestiger Rosalines balkon under fuldmåneskinnet og muser søde ingenting i hendes øre. »Hvorfor snakker du så mærkeligt?« spørger Rosaline, og Romeo falder nær ud over balkonen under sin febrilske flirt.
Man forventer på det nærmeste, at hun finder en gulerod frem fra lommen og gnækker »ain’t I a stinker?« til kameraet.
Med sin metaironiske toneart lægger ’Rosaline’ sig op ad de uskyldige 90’ere, hvor klassisk litteratur kom under kærlig, moderne behandling i romcoms som ’10 Things I Hate About You’, ’Clueless’ og ’She’s All That’.
Alt fungerer i cyklusser, og ’Rosaline’ er det nyeste skud på stammen af film, som endnu en gang går i bedene på fordum tids litteraturkanon. Fra den underholdende ’Fire Island’, som spørger, hvad hvis ’Stolthed og fordom’, men homo?, til ’Emma’, der præsenterer en hyper-chic version af Jane Austens originale bog.
Som sine forgængere fra 90’erne er produktionsdesignet af den italienske by Verona i ’Rosaline’ dejligt Hollywood-lækkert, mens elskerne i centrum giver elektriske, varme præstationer.
Kaitlyn Dever (’Booksmart’, ’Unbelievable’) stråler i rollen som Romeos tilsidesatte kvinde. Ingen kan rulle sarkastisk med øjnene som hende, om end hun ikke har meget at lave i en film, hvis feministiske målpæle ikke rækker længere end til at klandre, at kvinder havde det svært i Middelalder-Italien (hvilket mod!).
Hun har en brændende god kemi med bejleren Dario (Sean Teale, der ligner et stykke toast smurt med et tyndt lag Oscar Isaac), men filmen giver aldrig tilstrækkelig plads til det umage pars hede tovtrækkeri. Med samme irriterende insisteren som Office-pakkens notoriske assistent Clippy lægger filmen i stedet al for meget energi i slavisk og punktvis at gennemgå, hvorfor ’Romeo & Julie’ er noget bedaget lol-værk.
Hej du, hvorfor kalder alle familien Capulets hushjælp for Nurse?
Hej du, er det ikke fjoget, at Romeo og Julie gifter sig efter ét stævnemøde?
Hej du, hvorfor er præst Laurences plan om at fake Julies død så unødigt kompliceret?
Det er typen af infantile observationer, der er blevet stillet, siden Yahoo Messenger stadig var en relevant social platform.
De bedste elementer fra ’Romeo & Julie’ er derimod ikke at finde i ’Rosaline’, og Maine formår ikke at udskifte dem med nye, spændende ideer. I mangel på Romeo og Tybalts skæbnesvangre duel til døden får vi én enkelt sparring mellem Dario og familien Montagues private hær.
’Rosaline’ prøver også at modernisere stykket ved at gøre Julies forlovede Paris til Rosalines sassy homoseksuelle ven. Men valget emmer af kommercielt sikker, stueren wokeness.
Det sætter også filmen i kontrast til Baz Luhrmanns adaptation ’Romeo + Juliet’ fra 1996, hvor familien Capulets maskerade er en ballroom-fest med Romeos bedsteven Mercutio i fuld drag.
Luhrmann formåede igennem sin idiosynkratiske, stilistiske sensibilitet at gøre Shakespeares latrinære humor og underfundige tragedie til sin egen.
Men som Rosaline selv vil filmen, der bærer hendes navn, næppe registreres som andet end en fodnote i den lange historie over adaptationer af bardens værker.
Kort sagt:
»Vil vi blive nævnt, når folk om århundreder fortæller denne historie?« spørger Romeos ex Rosaline sin udkårne i filmen om hende. »Jeg er ligeglad«, replicerer han. Og det er vi andre også.