’Smuk’: Dansk ungdomsfilm om puttemiddage, blackouts og hævnporno tager for let på sine tunge tematikker
Det er første dag i 1.g, og Frida og Selma, hovedpersonerne i ’Smuk’, er på vej til morgensamling, oppe at køre over endelig at være gymnasieelever.
Først tager rektor ordet, og kejtet og usikkert gør han opmærksom på, at puttemiddage altså er strengt forbudt. Kort efter tager den charmerende 3.g’er Emil (Sylvester Byder) ordet. »Kan I lave noget larm, eller hvad?«, råber han. Den sande leder af gymnasiet.
Ritualer og traditioner, der på den ene eller den anden måde hæver de ældste elever over de nye, eksisterer over hele landet, men ingen så voldsomme, berømte og berygtede som puttemiddagene på de nordsjællandske gymnasier. De er blevet et billede på den kultur for druk og grænseoverskridelser, som danske unge vikles ind i, ofte om de vil det eller ej. De står uflatterende frem som en form for dom over de institutioner og de voksne, der burde have stoppet det.
Tilde Harkamps ’Smuk’ involverer ikke alene putteritualerne, men også druk og overgreb, blackouts og hævnporno. Det er store emner, Frida (Andrea Heick Gadeberg) og Selma (Karoline Hamm) møder i løbet af deres første tid i gymnasiet – også lidt for store til, at de på filmens 90 minutter bliver behandlet med den alvor, som de fortjener og har brug for.
For i ’Smuk’ ender det med, at dem, det er synd for, selv er ude om det, og at dem, der er mobbere, er de egentlige ofre. Og værst af alt: Hvis man er dreng, er der ingen, der bebrejder dig.
Udover Selma og Frida roterer filmen om førnævnte Emil og hans to venner Mathias (Albert Rudbeck Lindhardt) og Pelle (Oliver Due) og Pelles lillesøster Nadja (Fie Petersen). Det er de tre drenge, der står for at invitere nye piger til puttemiddagene, og de nyder hvert et øjeblik:
At få pigerne til at neje for dem på gangene, at diskutere hvem der ser godt ud og at planlægge de sexfikserede lege, de udsætter dem for. I begyndelsen tvivler Frida ikke på sin modstand mod alle traditionerne, men efter et meet cute i cykelskuret med Emil bliver hun alligevel trukket ind i sin status som putte.
Selma elsker til gengæld ritualerne og glæder sig til at drikke sig fuld og score en 3.g’er, så hun kan blive guldputte. Men hun bliver ikke tjekket ud, som Frida gør det, og misundelsen melder sig.
Selma taler om puttemiddagene som en naturlig del af at være en fri kvinde, der ejer sin seksualitet. »Det er din ret at få pik«, som hun siger til Frida. På samme måde mener Nadja, at det er drengene,der er nemme, ikke pigerne, når man kan få dem til hvad som helst, hvis bare man har den korte nederdel på, som de har bedt om.
Det er en enormt spændende samtale, ’Smuk’ her skraber i overfladen af: At der intet er galt i, at man som pige vil begæres, og at der gerne må være ulige dynamikker mellem piger og drenge, så længe alle er enige om, at det er den leg, vi leger.
Men det står aldrig klart, om de sexpositive statements skal ses som noget, pigerne oprigtigt mener, eller snarere er en form for selvbedrag, når de nu alligevel ikke har andre muligheder end at blive valgt eller vraget af drengene. Og selvom jeg tror, filmen gerne vil have, det er det første, ender den med at vise os det sidste.
For Selma, Nadja og Frida bliver alle ofre for drengenes leg – enten som vraget, hævngerrig eller socialt udstødt.
’Smuk’ svæver et underligt sted mellem at være sexpositiv og at gentage trætte mønstre. For selvom pigerne har taget guldputtebegrebet til sig, er der ingen, der får den tanke at hade ham, der tog billedet, i stedet for hende på billedet, da en pige udsættes for hævnporno.
Det sker uden tvivl stadig, at det er den, der ufrivilligt får delt et nøgenbillede, der ender som den udskammede. Men ’Smuk’ gør det aldrig fuldkommen tydeligt, at det ikke er sådan, det bør være. Faktisk føles det næsten, som om det er din egen skyld, hvis du er blevet forført af guldputtelegen.
En stor del af problemet er den måde, ’Smuk’ fremstiller drengegruppen. Hvis jeg var en teenagedreng, ville jeg være så frustreret over den måde, de bliver skildret: Som nogen, der kun interesserer sig for at spille FIFA og score damer, og som slår på hinanden, så snart de ikke enes. Selvom det er dem, der står bag puttemiddagene og stort set alt andet dårligt, der sker for pigerne i filmen, er det minimalt, hvilken udvikling de går igennem.
For inderst inde er de jo søde drenge, og boys will be boys, og en af dem siger jo lidt undskyld, så er det så slemt? Uretfærdigheden i, hvad pigerne må håndtere, mens drengene bare lever deres liv i the man cave, går aldrig op for nogen. Mathias, Emil og Pelle håndterer deres få konflikter ved, at den ene siger »jeg tilgiver dig«, og den anden siger »fedt«. Og så spiller de bordfodbold.
En oplagt sammenligning er Jonas Risvigs serie ’Drenge’, hvor en drengegruppe splitter sig selv og hinanden ad, fordi de ikke kan styre deres aggressioner, undertrykker deres følelser og ikke kender andre måder at være sammen på end at udfordre hinanden. Her er det tydeligt for dem selv og for os, at drengedynamikken er giftig. Det er ikke tydeligt, at det går op for drengene i ’Smuk’, præcis hvor nederen de faktisk er.
Filmen retter noget, der minder om en kritik mod de voksne, i form af forældrene og skolens rektor, der ikke kan se det, der foregår lige for næsen af dem. Alligevel er det en voksen, deres matematiklærer, som vi har så godt som intet kendskab til, der bliver til en helgenfigur, da hun håndterer en hævnpornosag – en sag, som er strafbar – på den værst tænkelige måde.
’Smuk’ er mere en film om uvenskab og forelskelse end om de egentlige grænseoverskridelser, hovedpersonerne oplever. En film om nogle meget generelle teenageoplevelser fortalt med nogle meget alvorlige emner som baggrund, som den aldrig rigtig får taget hånd om.
Som om den vil gerne vil fortælle alt, der kendetegner dansk ungdom, og derfor aldrig får fortalt os noget.
Kort sagt:
’Smuk’ er den første film med puttemiddage, men ikke den første film om dem. En forspildt chance.